Himlen var også blå dengang

I går, da vi sad og så på alle de gamle fotografier af min fars familie, sagde min onkel Peter til mig: "Er det ikke mærkeligt - vi tænker altid på fortiden i sort-hvid? Som når vi f.eks. ser de gamle filmklip fra 2. Verdenskrig. Det er som om, vi glemmer, at himlen også var blå dengang."



Det fik mig til at tænke på, hvordan vi erindrer. Måske er det forskelligt fra person til person. Husker vi i farver eller i gråtoner? Jeg er vist mest tilbøjelig til det sidste. Og det undrer mig, da jeg opfatter mig selv som et meget visuelt menneske. Men farverne er sjældent det, som først står frem for mig, når der dukker en gammel erindring op. Det er formerne. Det er bevægelserne, gestikken og mimikken. Dernæst lyden: En stemmes klang, et tonefald, en hvisken i træerne, en knasen i gruset. Fornemmelsen for måden, hvorpå lyset og skyggerne faldt. Og de dufte, som - for mig - er tæt forbundet med mennesker og steder.
I enkelte tilfælde er farverne der med det samme: Erindringen om en glitrende vandoverflade, den blanke hvidhed i en dykkende måges fjerdragt mod de dybblå bølger, guldet i en efterårsskov, glimtet af en rødkælk i et gråbrunt budskads. Og en sjælden gang: Himlens blå.

Jo, det er mig på billedet. Sytten år gammel under himlen over Aalborg.