Jobcenteret indkalder sytten højtuddannede til fælles orientering om reglerne vedrørende udlicitering til anden aktør og til en efterfølgende individuel samtale. Mødet varetages af to af jobcenterets medarbejdere og foregår således:
1. Fotokopier af reglerne vedrørende udlicitering til anden aktør uddeles til de indkaldte klienter.
2. Den mandlige medarbejder laver en PowerPoint-præsentation af samme regler.
3. Den kvindelige medarbejder besvarer spørgsmål fra mødedeltagerne, vedrørende mere specifikke tolkninger af reglerne, med et fnisende ”skal vi ikke bare sige, at det forholder sig sådan og sådan?”
4. Den mandlige medarbejder oplyser, at man ikke behøver at gå til en individuel samtale efterfølgende.
5. Mødedeltagerne, som er vant til at skulle opfylde alverdens strikse regler til punkt og prikke for at opretholde retten til dagpenge, spørger forundret, om det vil sige, at det ikke er et krav, at de deltager i en individuel samtale. Hertil svarer den kvindelige medarbejder fnisende: ”Skal vi ikke bare sige det sådan, at det må I selv om?” Gået nærmere på klingen af en bekymret akademiker, der nu henviser til ordlyden i mødeindkaldelsen, supplerer medarbejderen med den oplysning, at den slags indkaldelser jo bare er vejledende.
Jeg valgte at gå hjem for at søge job med løntilskud. Jeg mente, at min tid ville være brugt bedre på den måde. PowerPoint-præsentationen, som var ganske unødigt spild af tid, da enhver akademiker selv kunne have læst sig til informationerne i det udleverede materiale, såvel som de vaklende udmeldinger fra den kvindelige medarbejder, indgød mig absolut ingen tillid til, at disse mennesker ville kunne hjælpe mig i mit videre jobsøgningsforløb. Måske de også bare ville have tidlig frokost, når nu klienterne var på vej videre til anden aktør. Noget kunne tyde på det.
Vel hjemme kontaktede jeg indtil flere lokale jobcentre på Fyn for at søge stillinger, som var opslået på Jobnet under ”Job med løntilskud”. På jobcenteret i Svendborg såvel som på jobcenteret for Faaborg-Midtfyn var medarbejderne anderledes hjælpsomme, end dem, jeg er stødt på i Odense.
Alligevel må jeg sige, at skidtet simpelthen ikke fungerer: Hver gang jeg ringer til et jobcenter vedrørende en opslået løntilskudsstilling mødes jeg af vantro telefonstemmer, som siger: ”Står der, at du skal kontakte os? ” Efterfølgende går der en rum tid, før medarbejderen finder frem til den jobannonce, jeg reflekterer på. Omsider kommer svaret: ”Stillingen er allerede besat!” Spørger man, hvorfor den så fortsat står annonceret på Jobnet, får man den besked, at man på jobcenteret er klar over problemet, men desværre endnu ikke har fundet ud af, hvordan man fjerner de allerede besatte jobannoncer fra siden. Sådan har det været i månedsvis.
Undskyld mig, men hvor svært kan det være? Har jobcenteret ikke en IT-kyndig medarbejder eller i det mindste en samarbejdspartner, som kan sørge for, at siden løbende holdes opdateret? Hvor mange ledige bruger mon tid og penge på at ringe forgæves på de stillinger? Hvor megen tid og hvor mange penge bruger jobcentrene på at besvare disse opkald?
Som akademiker – og sikkert som et hvilket som helst andet nogenlunde selvstændigt tænkende menneske – føler man sig godt og grundigt fejlplaceret og undervurderet i dette system.
Men det er altså de medarbejdere, som vi mødte i dag, og dem, som tager telefonerne rundt om på landets jobcentre, der har et arbejde – og ikke de sytten akademikere, inklusive undertegnede, der sad hovedrystende rundt om bordet, selvom vi, hvis jeg må have lov at sige det, virkede en del kvikkere i aftrækket.
Beats me!
4 comments:
Jeg har altid opfattet diverse AF-institutioner som værende kulisser til en Jaques Tati-film, og jeg for det meste følt det som om jeg skulle hjælpe hjælperne, så de kunne finde rundt i deres egne regler. Man får meget hurtigt opfattelsen af, at hele cirkuset er én stor falden på hale-komedie med tørre lagkager.
Jeg nåede gennem dine måbefaser mange gange, Tina. Det er nedslående. Man lærer desværre at beskytte sine dagpenge, og det kommer alt, alt for hurtigt til at handle om det - og IKKE hvordan systemet kunne hjælpe hver enkelt på den måde, som den enkelte har brug for.
Jeg håber du får verdens dejligste job, med eller uden hjælp fra Jobcenteret.
Beo, dit billede er meget præcist.
Tusind tak for det gode ønske. Jeg arbejder i hvert fald på sagen.
I mine mørke øjeblikke så er jeg overbevist om, at Jobcentrenes funktion ene og alene er at gøre de ledige så desperate, at de vil tage, hvilket som helst job for at slippe ud af. Til forskel fra Beo, så ser jeg mere Kafka end Tati i det system.
Capac, jeg har haft en lignende mistanke. På omtalte møde fik vi imidlertid at vide - i modsætning til tidligere - at det nu ikke længere handler om at få de højtuddannede ud i et hvilket som helst job. Nu hed det sig pludselig, at vi skal have stillinger, som er relevante i forhold til vores uddannelsesniveau.
Det er da et smukt ønske, men det hjælper jo ikke humanisterne meget, at der efterspørges akademikere med f.eks. en samfundsvidenskabelig eller medicinsk baggrund.
Selv har jeg søgt temmelig bredt og altså også uden for mit faglige område og under mit faglige niveau, men lige meget har det hjulpet.
Post a Comment