Fængslet

Dagen har været hed, aftenen ligeså. I disse minutter, en time før midnat, efter en hed dag i starten af juli, står himlen dunkelblå over byen. Mit vindue står på klem. I ruden aner jeg en spejling af mit eget ansigt, når jeg vender blikket mod plænen derude og den lave bebyggelse med gule lys bag vinduerne. Også lyset i de høje master langs vejen er tændt. Et enkelt stikker i øjnene på baggrund af det mørke kastanjetræ, der nu står i silhuet mod himlen. Et par flagermus flakser og foretager bratte styrtdyk over plænen. Med få sekunders mellemrum passerer en bil på vejen. Som altid køres der for hurtigt på dette stræk. Lygterne skærer gennem det tilbagende mørke. Gule eller hvide lygter nærmer sig. De røde fjerner sig. Jeg hører dækkenes susen mod asfalten i først stigende og siden aftagende styrke, idet bilerne passerer.

Foran mig er skærmen med tegn, der på magisk vis springer frem, efterhånden som mine fingerspidser berører de glatte taster. Ved den modsatte væg lyser min standerlampe gyldent, og skærmens form kaster skygge på væggen, imens lyset spejles i blanke flader. Jeg ser på tingene omkring mig: Bøgerne på reolerne, papirerne, som flyder på skrivebordet. De grønne planter, der hænger med bladene og trænger til vand. Min lænestol ser forladt og ensom ud, som den står der med lampens varme lys hældt ud over det ene armlæn. Billederne på væggene. Bambuspersiennerne, som er rullet ned over et par af vinduerne. Og stadig er der suset af bilerne på vejen. I årenes løb er den susen blevet en evig baggrundsstøj, en slags muzak, der kun generer, men til gengæld generer ret meget, når man får øre på den. Her er fire vægge, en dør ud til køkken og bad - og en anden dør ud til den smalle entre.

Det er et hjem. Det er mit hjem. Hvis jeg tænker på et fængsel, er det kun fordi, jeg ikke har andre steder at gå hen. Selv det er lidt af en tilsnigelse. Jeg kan gå, hvorhen jeg vil. Der er ingen, som holder mig tilbage. Jeg kan tage til byen og danse. I morgen kan jeg finde en bus og tage til stranden, hvor jeg kan sidde i sandet og se på vandet, på børn, der spiser is, på par, der smører hinanden ind i sololie, på veninder, der ligger side om side og lader sig stege i solen. Jeg kan gå på café eller i biografen, eller jeg kan, om et øjeblik, gå en tur ad villavejene i kvarteret på den anden side af vejen og nyfigent stirre ind ad vinduerne og se familielivet, som det tager sig ud først på natten under en hedebølge i juli. På denne tid af døgnet, hvor trafikken er mindre voldsom og en del af bilosen fordampet, vil jeg sikkert kunne mærke duften af de visnende roser, duften af de lavendler, som til overflod pynter i forhaverne.

Alt det kan jeg. Jeg har min frihed. Og så viser det sig, at det ikke er frihed, jeg ønsker mig. Måske er det her alligevel et fængsel. Ikke disse fire vægge, ikke bygningen, ikke kvarteret eller byen. Men den situation, jeg befinder mig i. At være fængslet behøver ikke nødvendigvis betyde, at man er lukket inde. At være fængslet kan være det, at man er lukket ude.