Jo tak, jeg kendte godt Thomas Winding

Det var i starten af 80erne, dengang jeg endnu var meget ung og boede i et storkollektiv på Fyn. I en periode sluttede Thomas og hans daværende samlever sig til os i weekender og ferier, og af og til var vi nogen stykker, der boede hos dem, når vi kom til København.

Dengang boede Thomas i en gammel patricierlejlighed i Peder Skramsgade, tror jeg det var, nede bag Stærekassen. Det var altid hyggeligt at besøge Thomas og familien. Det var før Alberte for alvor blev kendt som Alberte, men vistnok allerede var introduceret som Luna i Bamse og Kylling.

Thomas gik rundt og smånynnebrummede over sit seneste projekt med et smil i mundvigene og iført løse fløjlsbukser, ternet skjorte og rundhalset pullover. Eller han sad overfor en ved bordet og lænede sig ind over det, hvilende på den ene underarm og med en tænksom rynke mellem brynene. Han kunne tale temmelig længe, når han først kom igang. Men som de fleste vil vide, så havde Thomas en stemme, som var værd at høre på, og næsten alt, hvad han sagde, lød klogt.

Jeg har ikke en masse anekdoter om Thomas at diske op med. Thomas var slet og ret Thomas. Rolig, rar og lun. Han var ikke meget forskellig fra den offentlige Thomas. En kende mere tænksom, måske.

Det er mange år siden, jeg sidst så ham. I virkeligheden, altså. Men da Danmarks Radio sidste år sendte en portrætudsendelse om ham med titlen Jo tak, jeg kender godt Thomas Winding, sad jeg og blev helt blød om hjertet og tænkte på, hvor gerne jeg ville træffe ham igen. Det bliver så ikke i dette liv, kan jeg forstå. Jeg må nøjes med at se på de gamle klip, der findes med ham. Jeg har fundet nogle stykker fra portrætudsendelsen inde på Youtube.

Jeg vil huske Thomas som et af de luneste og rareste mennesker, jeg har kendt, selvom jeg også en sjælden gang fornemmede en mere filosofisk - ja næsten rugende - side bagved.

Tak for historierne, Thomas. Tak for din stemme, din opmærksomhed og dit nærvær. Det var godt at hilse på dig!