Lago di Como

Kranset af mørke løvtræer lå den, under den lysende tusmørkehimmel, som fed, blå silke spændt stramt ud over en sovende kvindes åndende ryg. Svagt sitrende kastedes genskær af himlen tilbage fra kjolen, fandt vej gennem salens vinduespartier, kastede perlemorspytter på dugen og glimtede måneskin i Chardonnay. Aldrig så jeg en sø så blå som Lago di Como den aften i juli, da skønheden flød som svalende bølger over det blanke gulv og dæmpede lyden af tjenerens skridt, da han bragte os maden. Selv vore hviskende stemmer blev blå, som vi sad der i spejlingens dybder.