Hannah

Hans kone er berømt. Hun er så berømt, at hun kun går ud for at optræde. Det er i hvert fald sådan, han plejer at udtrykke det. Hun henter ikke mælken, som mælkedrengen afleverer ved døren i opgangen hver morgen klokken seks.
”Der er ingen grund til at vække furore!” siger hun, og kaster nakken tilbage med en verdenstræt lille latter, som blotter hendes hvide strube.
Han plejede at få lyst til at bide i den strube, at tvinge hendes nakke tilbage med et fast greb i hendes mørke lokkede hår, for at se hendes fugtige læber åbne sig mod hans og hendes sorte øjne dugge til i lidenskabelig eftergivenhed.
Når hun går ud, er hun næsten altid dækket bag et par mørke solbriller, der skifter facon efter tidens mode. I år er de skråtstillede og har spidse vinkler som kattens øjne.
Det nytter ikke med de solbriller; alle i kvarteret kender og genkender hende. De hilser, når hun går forbi. Hvem vil ikke gerne hilse på en berømthed? Hun svarer de fleste med et kort nik og et afmålt smil.
Hun vækker ikke furore. Naturligvis sker det, at fremmede mener at genkende hende på gaden eller på en restaurant. De vender øjnene mod hende i en rullende bevægelse og hvisker sammen, men derved bliver det. Selv journalisterne kommer kun pr. invitation.
Alligevel er det ham, der henter mælken ved døren. Der er ingen grund til at diskutere det. Det generer ham ikke. Alle mennesker henter mælken ved døren. Det generer ham heller ikke at rense toilettet, når de tager den ugentlige rengøring. Faktisk nyder han, i det stille, den lette misbilligelse han vækker hos hende, ved ikke at have noget imod det job. Han er et menneske, intet menneskeligt er ham fremmed. Hun vender ansigtet bort med profilen hævet og en lille krølle på næseryggen. Hun finder ham afskyvækkende, uren. I en periode havde de haft en hushjælp, en ældre dame, som passede de ting. Men Hannah kunne, i det lange løb, ikke acceptere en fremmed i sine stuer. Guderne skulle da ellers vide, at de altid havde haft hushjælp i hendes barndomshjem – og det på trods af, at Hannahs mor havde gået hjemme hos børnene.
”Hun forstyrrer mig,” sagde Hannah, ”og hun vimser.”
Måske generede det hende også, at Mogens så jovialt talte med fru Jensen. Herregud, hun var ikke så forskellig fra hans egen mor. Hvorfor skulle de ikke tage en kop kaffe sammen i køkkenet? Men Hannah holdt afstand. Man må opretholde en vis distance. Og til sidst blev frk. Jensen fyret.
Nu ordner de lejligheden sammen en gang om ugen. Sønnen Jacob støvsuger over det hele, Mogens skurer toilettet, og Hannah ifører sig de syrenfarvede gummihandsker, som når halvvejs op til hendes albuer, og vrider en støveklud op i baljen.
”Jeg ville ønske, du ville tage handsker på, når du skal stå med hænderne nede i det der,” siger hun, ”du spreder bakterier over alt.”
Han strammer mundvigene en anelse, og gider ikke fortælle hende, at han naturligvis kender til vand og sæbe. Selv om man er vokset op i proletariatet, kan man faktisk godt have lært at vaske hænder. Til tider forestiller han sig Hannah smurt ind i mudder efter en stroppetur. Tanken er besnærende og pirrer hans sanser. Han vejrer i luften efter et duftspor af hendes sved. Forgæves. Hannah er kølig og omkring hende svæver noter af liljekonvaller og citrusgræs. Han kan ikke længere genkalde sig duften af hendes elskovssved. Hun er holdt op med at transpirere under hans kærtegn. Det hænder, han kan lokke den gammelkendte lyd fra hendes strube, men straks efter ruller hun bort under ham og glider ind i sig selv til et sted, hvor han ikke kan nå hende. Hvem tænker hun på bag øjnenes lukkede låger? Ikke på ham. Det er givet. Han er blot et middel til øjeblikkelig forløsning. Hendes lidenskab er modvillig, selv når hun tager initiativet. Som om hun gør det mere af nødvendighed end af lyst.
Og han selv? Er hans intense forsøg på at vække hendes begær ikke en straf for hendes afstandstagen, hendes stadige nedgørelse af ham, hendes utilfredshed? Føler han ikke selv kun tomhed og en let kvalme, når han trækker gummiet af, binder knuden og på sagte trin lister sig ud på badeværelset, hvor han lader være med at tænde lyset, for at undgå at møde sit eget blik i spejlet?
Nu ser han ind i spejlet i entreen: Bag brilleglassene stirrer hans fremmede øjne lyse og blå imod ham fra det furede ansigt med den skarpe næse, som i årenes løb er blevet stadig mere dominerende. Håret er jerngråt og stridt, jo tak, det er der i det mindste. Han lader en hånd løbe igennem det. Er det ved at blive for langt? Han skærer en grimasse af sig selv. Det skal forestille et smil, men når ikke op i øjnene. Hej Mogens, din gamle sjover, hvordan går det, er det her dagen, som skal forandre resten af dit liv?
Han vender sig fra spejlet, klapper sig på lommerne; har han nøglerne? Så hører han Hannah i slippers i køkkenet, og han ser hende for sig i den sartgule badekåbe, mens hun hælder kaffe i et krus.
”Ja,” hans stemme er morgensprukken og han må klare halsen, ”så tager jeg af sted!”
Han bøjer sig ned og tager sin sorte mappe i den ene hånd, rækker op på stumtjeneren og tager cottoncoaten med den anden. Hannah kommer frem i døren fra køkkenet og læner sig mod karmen. Hun hviler den ene albue på den anden arm, som er lagt beskyttende om hendes mellemgulv.
”Vi ses.” siger hun og nipper til kaffen, som hun balancerer i den frie hånd.
Han er allerede på vej til at tage i dørgrebet, men vender sig og træder de tre skridt hen til hende for at kysse hende rituelt på kinden, som altid er den, hun byder ham. Den er blød og varm af søvnen. Han fanger et strejf af hendes morgenduft; svagt mælkeagtig blandet med citrus. Ingen sved.
Så er han på vej ned ad trapperne i den brede lyse opgang, hvor mælkeflaskerne endnu står urørte foran de fleste døre. Morgensolen stråler lavt og i et skarpt og gyldent lys ind ad vinduerne og skinner mat i det smukt svungne mahognigelænder.
Heks! Tænker han, da han når den sidste trappe. (De bor på tredje.) På det næstsidste trin glider hans sål på det glatte trin (som om hun kunne læse hans tanker), og han slår lænden, da han med en uskøn bevægelse sætter sig på enden. Men måske er det en heks, jeg har brug for! Tanken kommer som et lysglimt, og den pludselige selvindsigt varer så kort, at han end ikke bemærker den svage opadgående bevægelse i sine mundvige, før den er borte igen. Han ømmer sig og må sunde sig et øjeblik, før han kommer op at stå og fortsætter hen ad gangen og ud gennem den tunge indgangsdør. Udenfor drejer han til højre, hvor vinduespudseren i dag har lænet sin stige op ad den forvitrede rødstensmur. Mogens behøver ikke at betænke sig. Han træder ud på kørebanen og går udenom.