Louisiana revisited

Sjælland forekommer mig kultiveret og flad set fra min vinduesplads i kupeen denne lyse morgen i juli. Skovenes skygger står sorte mod matgyldne marker. Løvet er mørknet og tungt. Langs banelegemets flimrende film af skygge og lys, skygge og lys, duver violet gederams, hastigt afblomstrende, i de varme pust fra toget, der æder sig frem gennem landskabet. Solen står højt allerede, og alt tyder på, at dagen bliver hed.

Sønnen venter på Hovedbanegården. Vi udveksler knus og finder vej gennem byens menneskemylder, brusende busser, kurrende duer, kimende klokker og brudstykker af samtaler på engelsk, tysk, dansk, arabisk, og guderne må vide hvad, til en af de små alternativt indrettede caféer med dagligstuemøblement, afskallede vægge og grovbrød med gedeost, som gennem de seneste år er skudt op i Københavns stille sidegader. Vi drikker kaffe i lave slidte lædermøbler indenfor den åbentstående dør, imens en blid brise og lyden af latter fra en gruppe unge mennesker på hjørnet overfor stryger ind i lokalet.

Så fortsætter vi mod Nørreport Station, hvor vi dykker ned i det sorte dyb og venter, i tæt, varm luft på den livsfarligt smalle perron, på det tog, der skal føre os langs Kystbanen til Humlebæk Station og Louisiana.
Der er smukt på denne strækning. Løvtræerne hælder deres tætte, tunge kroner langs med skinnerne. Mellem træerne skimter vi snart strandvejsvillaerne med de mørke glaserede teglsten, tagterasserne, de vidtstrakte plæner og de høje vinduer, og bag villaerne dukker Østersøens blå havflade frem.

Vi går de få hundrede meter fra Humlebæk Station til museet, langs med villaveje, hvor fyldte sartgule stokroser og dybrøde stauderoser kappes med sartrosa klatreroser om kravet på den forbipasserendes opmærksomhed. Så entrer vi Louisianas beskedne indgangsparti og træder ind en anden verden. Det er sønnens første besøg her, men jeg har været her engang før i silende regnvejr og på jagt efter Magritte og hans bowlerhatte.

Louisiana er et arkitektonisk mirakel, hvor rum efter rum åbner sig og breder sig ud for den besøgende. Det gælder både de indre rum og de ydre. Selv når der er så relativt mange gæster på museet, som det er tilfældet i dag, har man en meditativ oplevelse af plads og af ro. De store, lyse lokaler med det fine lysindfald tillader en at dvæle ved ens egen oplevelse af de udstillede værker - eller ved udsigten over parkens kuperede terræn og over Østersøen, som ligger dybt nede med kystlinjens sandbund synlig under det klare vand.

Vi spiser vores medbragte frokost på en plæne i det fri, imens solen bager ned over os. Bag parkens grønne grænse sitrer den fineste blege blå fra himlen og fra vandets glatte flade derude. Rummet er stort omkring os. Græsset er fugtigt og blødt under os, og træerne tilbyder svalende skygge mod solens overvældende varme gløden.

To værker på museet gør større indtryk på mig end de andre tilsammen. Det ene er skulpturen "Edderkoppepar", skabt af Louise Bourgeois, det andet er en kortfilm af Bill Viola med titlen "The Raft".

Jeg har aldrig brudt mig om edderkopper, men Bourgeois (umiddelbart skræmmende) værk og associationerne bag det giver mig en helt ny indfaldsvinkel til edderkopper. I hvert fald til edderkopper i kunsten. I Bourgeois verden er edderkoppen associeret med hendes højtelskede moder, som arbejdede med vævning, nål og tråd. Skulpturen her repræsenterer mor og datter: Den lille edderkop søger tilflugt i rummet under den stores bug. Og værket er stort nok til, at et menneske - blot ved at dukke hovedet - kunne søge tilflugt under den lille edderkops bug.

Bill Violas kortfilm fremvises på en kæmpeskærm i et sort lokale. En gruppe personer står i et ikke nærmere defineret rum. Det kunne se ud som om, de venter på en bus. Først tror man, at man ser på et stillbillede, men efterhånden opdager man ganske små forandringer i personernes mimik og gestik. Alt er filmet i ekstrem slowmotion. Pludselig brydes billedet af heftige vandmasser, som skyller ind fra billedrammens kanter, rammer personerne og vælter dem omkuld. Man får associationer til Syndflod og Tsunami. Efter adskillige minutter ophører flodbølgen omsider. Personerne kommer langsomt på benene, nogle af dem rækker ud efter hinanden. Enkelte bliver liggende gennemblødte (og afsjælede?) på den våde grund.

Dagen er mættet med indtryk. Sønnen og jeg går ind og ud af de mange rum. Vi tager en pause og lidt at drikke på den højtbeliggende caféterrasse, hvorfra vi har den mest storslåede udsigt over Østersøens blå vidder. Her er mange mennesker, og en troskyldig og sulten gråspurv hopper rundt i gruset mellem bordene for at opsnappe tabte krummer. En havmåge med et imponerende vingefang, hvasse øjne og et næb af længde som en foldekniv er mindre beskeden. Den suser ned gennem luften og lander tungt på et bord, hvor nogen har efterladt lidt mad på en tallerken. En herre ved nabobordet vrider sig på afstand med et skræmt blik i øjnene, ryggen vendt mod mågen og den ene skulder trukket værnende op. Vi, som sidder ved de andre borde, snapper luft ind og smiler ad den frække fugl og dens kolossale størrelse her tæt på. Men i næste nu har den ængstelige herre fundet noget kasteskyts, som han smider efter fuglen. Den letter baskende med lyset glimtende spotsk i de kolde øjne.

Der er bagende hedt på Humlebæk Station, da vi skal hjem. Efter få minutter i solen trækker sønnen ind i stationsbygningens kølige ankomsthal, imens jeg tager opstilling i skyggen bag en søjle. På en bænk i skyggen sidder en midaldrende mand med et fraværende udtryk i blikket bag brilleglassene. Han ligner en skoledreng med sine korte bukser, sokkerne i sandalerne og rygsækken ved siden af, men på bænken har han placeret en dåsepilsner. Han sidder med venstre hånds ringfinger dybt begravet i det ene næsebor. Jeg ser væk. Da mit blik på ny strejfer ham, har han stukket venstre hånds ringfinger i munden. (Jo, renlighed er en god ting!)

Toget glider stille afsted mod Nørreport Station langs med Kystbanens grønne træer. Ved Rungsted Kyst, hvor vi holder et kort øjeblik, bemærker jeg, at frugten på æbletræerne er begyndt at rødme. Det er sensommer, og skyggerne er lange klokken fem om eftermiddagen. Østersøens lette blå har antaget en dybere nuance, og solen glimter i de hvide sejl derude.
Da vi nærmer os Klampenborg Station ser jeg gennem vinduet, på den anden side af gangen, den fjerne silhuet af en kronhjort med et vældigt gevir. Den står i positur, som på et gammelt kobberstik, og skuer ud over en vidtstrakt, matgylden og afsvedet mark.

Vi går langs med søerne, hvor svanerne er i gang med en grundig afpudsning af fjerdragten. Solen glimter i vandet og lyser i husenes facader, gruset knaser under vores fødder, og flere løbere passerer. Et sted på Nørrebro køber vi mad ud af huset på en diminiutiv café, hvor der dufter af fremmedartede krydderier og stegt lam og fjerkræ.

Min søns veninde støder til, og vi spiser maden på græsset, under et skulpturelt udseende træ, på Assistents Kirkegård, imens lyset langsomt nærmer sig jorden og lægger sig i en skarp gylden bræmme, hvori myggene danser. Vi besøger Andersen og Kierkegaard og Strunge, går om i den saligt tilgroede have med de forvitrede gravsten, hvor tiden synes at vugge blidt som et gyngende hav i den dybgrønne frodighed.

Vi opsøger endnu en smagløst indrettet - men ikke desto mindre hyggelig - café med åbenstående døre og lyset glødende rødgyldent udenfor vinduerne i den stille gade, hvorfra kun en spredt mumlen af forbipasserende når os. Så er dagen ved at være omme, og jeg hilser af.

Mørket er vældet ind over himlen, da toget mod Odense sætter igang fra Hovedbanen. Byens skarpe lys glider forbi. De høje bygninger forsvinder og afløses af fladere strækninger. Mørke marker og rækker af sorte træer med brudte løvpartier står nu i skarp silhuet mod en himmel, der fra lysende dybblå glider over i turkis og nærmer sig sartgul for at forvandle sig til mættet rosa i horisonten. Langstrakte, spredte skyer tegner ujævne violette linjer i det turkise felt. Toget rumler og suser med hvid støj langs med de nu usynlige skinner, imens kupeens oplyste indre og menneskene i den genspejles med et mærkværdigt gennemsigtigt spøgelsesskær i de blanke ruder.