Melankoli iklædt galgenhumor er den karakteristik, der først falder mig ind, når jeg læser Bent Otto Hansens tredje digtsamling, som udkom på Forlaget Frother tidligere på året. Beologi - Overfølsomme feltstudier af det mangetydiges nøjagtighed hedder værket, og det har dermed lånt både titel og undertitel fra Bent Otto Hansens - eller Beologens - blog, Beologisk Institut.
Samlingen består af 42 korte tekster, heraf en række minimalistiske digte, som hurtigt synes på vej til at opløse sig selv i ren (og lidt for let?) sprogleg. Jeg er langt mere indtaget i de mere udfoldede tekster, hvor sproglegen går hånd i hånd med historiefortællingen, som i teksten på side nitten, hvor digterjeg'et beretter om en kærlighedsafvisning og dens følger. Sidste strofe lyder således:
lige siden har jeg vel haft et nogenlunde almindeligt liv
selv om jeg i princippet stadig kan befinde mig i trance
jeg har arbejdet og spist aftensmad og mødt nye kvinder
man kan ikke uden videre mærke nogen forskel på mig
ingen ved jeg hele tiden er under starterens kommando
jeg står inde i boksen med vat i ørerne og skyklapper på
på et givent signal vil jeg løbe for livet og ikke se tilbage
Selvom latteren ofte kan synes hjertelig, og selvom grinet flere gange er bredt, mærker man gråden, panikken og til tider resignationen hos digterjeg'et i de fleste af bogens tekster. Resignationen kommer måske tydeligst til orde i teksten her nedenfor:
frejdigt fremad mod nye nederlag
adstadigt fra kongesiden mod damesiden
med sindrige egensindige særstandpunkter
værdigt trængende vemodige vandrehistorier
under vejr med olmt ulmende underfundigheder
modsatrettede vindfølsomme mavefornemmelser
lige ud og altid i den samme gode gamle onde cirkel
Bent Otto Hansen virker mere sikker på sin form i denne tredje samling, end han gjorde i Blindforsøg (2001) og i Opløselige (2006). Det er mit indtryk, at forfatteren er blevet mere modig, når det gælder om at brede teksterne ud og åbne dem for læseren. I de tidligere samlinger var stemmen langt mere tilknappet, som om digterjeg'et strammede læberne til og alligevel ikke helt ville ud med sproget. Eller måske nok ville ud med sproget, men ikke med de billeder, som skriften må danne i læserens bevidsthed, hvis læseren siden skal kunne genkalde sig tekstens udsagn og stemning.
Beologi er en fin og finurlig samling af "olmt ulmende underfundigheder" pakket ind i et uskyldshvidt omslag med håbefuldt grønne grene på forsiden. Nu imødeser jeg spændt Bent Otto Hansens næste samling i det forfængelige håb, at jeg vil få at se, hvad der sker, hvis digteren tager det sidste skridt og lader underfundigheder og galgenhumor ligge og i stedet skriver direkte på den smerte, der anes som en syden og boblen under samtlige tekster i Beologi.
NB: Jeg skal beklage ombrydningen af de citerede tekster, der - af tekniske årsager - ikke lader sig gengive som i bogen.
Bent Otto Hansen:
Beologi - Overfølsomme feltstudier af det mangetydiges nøjagtighed
Digte
Forlaget Frother 2008
Samlingen består af 42 korte tekster, heraf en række minimalistiske digte, som hurtigt synes på vej til at opløse sig selv i ren (og lidt for let?) sprogleg. Jeg er langt mere indtaget i de mere udfoldede tekster, hvor sproglegen går hånd i hånd med historiefortællingen, som i teksten på side nitten, hvor digterjeg'et beretter om en kærlighedsafvisning og dens følger. Sidste strofe lyder således:
lige siden har jeg vel haft et nogenlunde almindeligt liv
selv om jeg i princippet stadig kan befinde mig i trance
jeg har arbejdet og spist aftensmad og mødt nye kvinder
man kan ikke uden videre mærke nogen forskel på mig
ingen ved jeg hele tiden er under starterens kommando
jeg står inde i boksen med vat i ørerne og skyklapper på
på et givent signal vil jeg løbe for livet og ikke se tilbage
Selvom latteren ofte kan synes hjertelig, og selvom grinet flere gange er bredt, mærker man gråden, panikken og til tider resignationen hos digterjeg'et i de fleste af bogens tekster. Resignationen kommer måske tydeligst til orde i teksten her nedenfor:
frejdigt fremad mod nye nederlag
adstadigt fra kongesiden mod damesiden
med sindrige egensindige særstandpunkter
værdigt trængende vemodige vandrehistorier
under vejr med olmt ulmende underfundigheder
modsatrettede vindfølsomme mavefornemmelser
lige ud og altid i den samme gode gamle onde cirkel
Bent Otto Hansen virker mere sikker på sin form i denne tredje samling, end han gjorde i Blindforsøg (2001) og i Opløselige (2006). Det er mit indtryk, at forfatteren er blevet mere modig, når det gælder om at brede teksterne ud og åbne dem for læseren. I de tidligere samlinger var stemmen langt mere tilknappet, som om digterjeg'et strammede læberne til og alligevel ikke helt ville ud med sproget. Eller måske nok ville ud med sproget, men ikke med de billeder, som skriften må danne i læserens bevidsthed, hvis læseren siden skal kunne genkalde sig tekstens udsagn og stemning.
Beologi er en fin og finurlig samling af "olmt ulmende underfundigheder" pakket ind i et uskyldshvidt omslag med håbefuldt grønne grene på forsiden. Nu imødeser jeg spændt Bent Otto Hansens næste samling i det forfængelige håb, at jeg vil få at se, hvad der sker, hvis digteren tager det sidste skridt og lader underfundigheder og galgenhumor ligge og i stedet skriver direkte på den smerte, der anes som en syden og boblen under samtlige tekster i Beologi.
NB: Jeg skal beklage ombrydningen af de citerede tekster, der - af tekniske årsager - ikke lader sig gengive som i bogen.
Bent Otto Hansen:
Beologi - Overfølsomme feltstudier af det mangetydiges nøjagtighed
Digte
Forlaget Frother 2008
4 comments:
den er pakket pænt ind
men den er der:
'(og lidt for let?)'
skal skribenten fortsat gå sulten i seng med sved på panden
indrømmet at ordlege ofte blot er egogys
hvem skriver vi for om ikke det
Jamen dog, sikke en fin anmeldelse.
Tak for den, Tina.
Derhenne - jeg har nu ikke haft noget behov for at pakke noget ind. For det første har jeg ikke for vane at pakke noget ind, når jeg anmelder. For det andet fortjener min kritik netop den begrænsede plads, som den får, da de tekster, som jeg ikke bryder mig synderligt om, i forvejen er i undertal i samlingen. For det tredje vælger jeg som udgangspunkt at stole på, at forfatterne bag de værker, jeg anmelder, har samme professionelle indstilling til eget arbejde som den, jeg selv bestræber mig på at have.
Hvis en skribent skal gå sulten i seng med sved på panden, fordi hans eller hendes udbytte ikke står mål med indsatsen, så er det på tide at vedkommende enten opgiver skribentvirksomheden, lærer at leve med tingenes tilstand eller finder andre måder at forsørge sig selv på, indtil han/hun kan gå mæt i seng - med eller uden sved på panden.
Hvad angår Beologens seneste samling, så er det tydeligt, for mig i det mindste, at han har udviklet sig siden sin seneste digtudgivelse. Hvorvidt det skyldes, at han har lyttet til anmelderes og kommentatorers kritik, eller om det er et resultat af, at han ufortrødent har skrevet videre, skal jeg lade være usagt. I min egenskab af skribent (og for så vidt også som anmelder) tror jeg, at det er vigtigt at lytte til enhver kritik. Ikke ukritisk, men med åbent sind.
Selvtak, Beo - der er sket en del siden din sidste samling. Den havde bestemt også sine lyspunkter, men der er langt mere gods i den her.
Post a Comment