Store emner - dæmpet stemme

Ann Patchett er en amerikansk forfatter, hvis arbejde jeg netop har stiftet bekendtskab med gennem romanen Run. Ann Patchett arbejder med nutidige motiver, men de bagvedliggende temaer er tidløse.

Run er en beretning, der inddrager både religiøse, racemæssige og sociale aspekter. Det er i den forstand en roman med stærke politiske referencer, men det er også en fortælling om familierelationer, om skæbne og om tilfælde.

Historien indledes med en retrospektiv beretning om en statuette af Jomfru Maria. En statuette, der gennem generationer er gået i arv fra mor til datter i den irsk-katolske Clark-familie, som Doyle Lovell har giftet sig ind i gennem sit ægteskab med den smukke Bernadette, der nu er den retmæssige indehaver af Maria-statuetten. Bernadette dør i en tidlig alder fra sin ægtemand, deres fælles søn Sullivan og de to yngre, adopterede drenge, de sorte brødre Tip og Teddy. Bernadettes søstre opsøger Doyle for at kræve statuetten tilbageleveret til familien, da Bernadette jo ikke har efterladt nogen datter, som den kan overdrages til. Men Doyle nægter. Tip og Teddy har altid betragtet statuetten som en figuration af deres mor, og de beder til den hver aften. Søstrene forsøger at vinde Doyles svoger, Fader Sullivan, over på deres side, men Fader Sullivan tager Doyles og drengenes parti, og Jomfru Maria bliver stående, hvor hun står: På kommoden i drengenes soveværelse.

Efter indledningen springer fortælleren godt et tiår frem i tid. Tip og Teddy er nu et par unge mænd, der har udviklet egne interesser. Tip, den disciplinerede og intellektuelle af de to, bruger al sin tid på at studere fisk. Han lever praktisk taget på Instituttet for Iktyologi. Teddy, som er den bløde, humanistiske og knap så bogligt orienterede, tilbringer en stor del af sin tid på plejehjemmet hos Fader Sullivan, der har fået ry for at kunne udføre mirakuløse helbredelser gennem bøn og håndspålæggelse. Teddy ser det som sin opgave at beskytte sin gamle og syge onkel mod de mange håbefulde sjæle, der står i kø udenfor hans dør.

Drengenes særinteresser har ikke deres fars sympati. Doyle, som selv har været borgmester i byen og fortsat er ivrigt optaget af politik, har ambitioner om at se en af sine sønner som præsident i USA. Den ældste, Sullivan, er forlængst blevet opgivet af sin far. Sullivan indtager pladsen som familiens sorte får, en rolle han selv er pinefuldt klar over, hvorfor han er flygtet til Afrika, hvor han udfører humanitært arbejde.

Doyle har for vane at slæbe sine adoptivsønner med til så mange politiske møder og foredrag, som han overhovedet kan. En aften, hvor sneen falder tæt, kommer de tre ud fra et møde med Jesse Jackson. Det er her, midt i mørket og det tætte snefald, at Tip beslutter sig for at sige fra overfor sin fars ambitioner. Under den deraf følgende ophidsede diskussion bemærker ingen, at en bil nærmer sig. Ingen, undtagen Tennesee Moser, en sort kvinde, der har stået i nærheden og som kaster sig ud foran bilen og skubber Tip tilside. Tip slipper med en brækket ankel, men Tennesee bliver alvorligt kvæstet, og Doyle og hans sønner må tage sig af Tennesees elleveårige datter, Kenya, imens Tennesee er indlagt på hospitalet. Således kolliderer fortid og nutid i Run, for Tennesee og Kenya er naturligvis ikke hvem som helst, og det er ikke noget tilfælde, at netop Tennesee har set bilen, som nærmede sig Tip, eller at hun har gjort det ultimative for at redde ham. Kollisionen får vidtrækkende konsekvenser, som strækker sig langt ind i fremtiden, for alle de implicerede parter.

Run er en underholdende og velskrevet fortælling, hvori forfatteren med let og nænsom hånd berører store emner og tegner intense og stemningsfyldte billeder af menneskelige relationer. Patchetts neddæmpede og næsten minimalistiske stemme gør, at det næppe bliver den sidste bog af hende, jeg læser. Jeg har læst omtaler af hendes andre værker, og nu har jeg fået stor lyst til at læse The Magician's Assistant, der bestemt lyder lovende.

Ann Patchett:
Run
Bloomsbury 2007