Wednesday, August 27, 2008

Akademisk staldmedhjælper i Aalborg?

Systemet fungerer ikke. Eller gør det? Måske handler indsatsen fra MA's, Jobcenterets og anden aktørs side slet ikke om at hjælpe de få ledige akademikere til at komme i arbejde, men om at opretholde arbejdspladser for kontorfunktionærer, socialrådgivere og andre, der er ansat til at holde papirnusseriet igang. Man kan i hvert fald sagtens få den mistanke, når man har været dagpengemodtager et stykke tid.

Jeg har før skrevet om de praktiske problemer i forbindelse med at søge løntilskudsjob. Problemerne er ikke blevet færre eller mindre siden dengang. Det vender jeg tilbage til senere.Først en lille forhistorie eller opdatering:

Jeg er nu, som det så smukt hedder, udliciteret til anden aktør. Konsulentbureauet Alecto, der oprindelig var et computerfirma, har overtaget mig som klient. Jeg er dér blevet tildelt en konsulent, som skal hjælpe mig til at optimere mine forsøg på at komme i arbejde. Vi havde vores første samtale for nogle uger siden, og naivt optimistisk, som jeg var (der var jo en særlig grund til, at jeg havde valgt Alecto.com som aktør fremfor vikarbureauet Ramstad), spurgte jeg ind til muligheden for at få et eller flere PC-kurser, som kunne gøre det muligt at skrive PC-superbruger eller lignende på mit CV. Jeg har jo bemærket, at de fleste virksomheder søger personale, der er "godt hjemme" i alt fra Microsoft Office pakken og til de mest avancerede grafikprogrammer.

Den flinke mand kiggede sine papirer igennem og fortalte mig så, at principielt var det en mulighed. Der var bare lige den hage ved det, at det måtte ske i aktiveringsperioden, og da min aktiveringsperiode startede i uge 36 og løb en måned frem, så ville jeg ikke kunne blive tilmeldt nogen af de kurser, jeg rent faktisk havde brug for. Jeg spurgte høfligt, om man så ikke kunne forestille sig, at man skubbede min aktiveringsperiode en uge eller to, så jeg kunne blive tilmeldt de rette kurser, men det var absolut ikke muligt. Aktiveringsperioden lå fast.

PC-kurser (som jeg iøvrigt kun vil kunne deltage i, hvis jeg er indstillet på dagligt at rejse frem og tilbage til København med en egenbetaling for transport på ca. kr. 40,- om dagen) kan der altså ikke blive tale om. Jeg kunne forsøge selv at finde et aktiveringssted for en periode på 4 uger, hvilket konsulenten stærkt anbefalede. Det kunne nemlig være et springbrædt til en fast ansættelse, hævdede han og fortalte flere solskinshistorier. Jeg spurgte, om han kunne anbefale nogle virksomheder, om Alecto måske havde nogen kontakter (som det står skrevet i deres brochure), som han kunne anbefale mig at henvende mig til? Men nej, sådan spiller klaveret ikke. Hvis ikke jeg selv kunne finde et aktiveringssted, så var der kun den mulighed tilbage, at jeg kunne blive tilmeldt et jobsøgningskursus i Alectos Odense-regí. Og det blev jeg så.

Mandag d. 1 september og en måned frem vil jeg dagligt, fra klokken 9-15, skulle sidde i en tidligere fabriksbygning ude i et gammelt industrikvarter, hvortil der naturligvis ikke kører bybusser (og begge dæk skal skiftes på min gamle cykel, hvilket budgettet ikke holder til de næste par måneder), og skrive ansøgninger around the clock sammen med x antal andre håbløse tilfælde af langtidsledige med en længerevarende uddannelse. Det skal nok blive muntert, og jeg ved ikke, hvor længe jeg kan holde min mund.

Tilbage til det med løntilskudsjobbene. Jeg klagede til konsulenten over, at der fortsat lå annoncer på gamle og forlængst besatte stillinger inde på Jobnets side for job med løntilskud. Konsulenten smilede venligt og beklagede. Jeg fortalte, at medarbejderne på Jobcentrene rundt om i landet desuden fralagde sig ethvert ansvar og stillede sig undrende an, når man ringede for at høre nærmere vedrørende en nyopslået stilling.
"Åh," sagde konsulenten, "men når du er udliciteret til anden aktør, så er det os, du skal henvende dig til, hvis du finder et løntilskudsjob, du er interesseret i. Så kan vi reservere det til dig, og så er det os, der har ansvaret overfor den annoncerende virksomhed. Det er der nemlig mange af dem, som foretrækker, og det er derfor, at de sjældent opfordrer til, at den ledige selv henvender sig."

I denne uge fandt jeg ti løntilskudstillinger, jeg var interesseret i. Der var alt lige fra et job som kommunikationsmedarbejder i noget, der lød som en humanistisk interesseret virksomhed her i byen og til en stilling som servicemedarbejder på et hospital i Jylland. Jeg skyndte mig naturligvis at kontakte Alecto, men blev omdirigeret til en anden konsulent, da min egen var på ferie. Kvinden i telefonen var meget imødekommende og lød faktisk som om, der måske var lidt mere gang i hende, end i min noget tilbagelænede mandlige konsulent. Hun bad mig sende ID-numrene på de omtalte stillinger, så ville hun undersøge, om de fortsat var ubesatte og vende tilbage til mig.

Det var i forgårs. I går hørte jeg ingenting. Hverken på mail, på telefon eller på min mobil. Jeg kontaktede så damen igen her til formiddag og hun lød, sandt at sige, som en, der var blevet taget på sengen. Efter nogle indledende øh'er bestemte hun sig for, at "sige det, som det var": Hun havde endnu ikke nået at se på tingene. Hendes høflige undskyldninger kan jeg ærligt talt ikke bruge til meget. Jeg havde den største lyst til at sige hende et par grimme sandheder, for enhver jobsøger ved, at man ikke bare skal handle hurtigt, men aldeles omgående, hvis man vil have en chance for at få en løntilskudsstilling, før den bliver besat til anden side. Jeg beherskede mig dog, og jeg blev lovet en opringning, så snart konsulenten havde haft tid til at kigge på tingene.

Der gik et par timer. Så ringede telefonen. Konsulenten undrede sig over, at jeg havde lagt billet ind på en stilling som staldmedhjælper i Aalborg. Det undrede sandt for dyden også mig! Dels har jeg ingen ambitioner om at flytte til Aalborg, selvom det er en prægtig by, og dels har jeg svært ved at se mig selv som staldmedhjælper, selvom jeg er glad for dyr og engang har haft et par geder indlogeret. Konsulenten konkluderede nu, at der måtte være fejl på systemet, men det kunne jo godt være, som hun sagde, at jeg havde søgt en stilling som staldmedhjælper, for hun kunne jo se, at jeg vist havde søgt et par stillinger som servicemedarbejder.... Den lod hun lige hænge i luften et øjeblik, ligesom jeg vil gøre, for at både servicemedarbejdere og staldmedhjælpere hver især kan få tid til, at undres og fortørnes over sammenligningen, på deres respektive præmisser.

Jeg forsøgte så at forklare damen, at de bemeldte servicemedarbejderstillinger indebar en smule journalarbejde foruden kaffebrygning samt rengøring af hospitalets undersøgelsesrum, hvilket jeg udmærket mente at kunne leve med, hvis jeg så til gengæld kunne have ro til i fritiden at beskæftige mig med mine litterære interesser og mine skriverier. I det hele taget, fortalte jeg hende, handler det for mig ikke om at finde et karrierejob. Jeg skal bare have fred til at kunne arbejde med det, som interesserer mig, i min fritid. (Nyuddannet og 44 år gammel har jeg efterhånden skudt en hvid pind efter en fagligt relateret karriere i et ungdomsfixeret samfund). Der undslap damen et hørligt forbløffet "åhhh".

Men fejl på systemet var der åbenbart, for konsulenten kunne ikke finde de ti stillinger ved at slå op under de ID-numre, som hun to dage tidligere havde bedt mig om at finde frem og sende til hende. Nu ville hun så forsøge at finde stillingerne ved at gennemgå samtlige annoncer, hvilket jo nok ville tage lidt tid. "Ja, jeg kunne selvfølgelig også bede dig om at finde dem på nettet igen og sende mig links til dem," sagde hun med honningstemme, "men det vil selvfølgelig tage samme tid, og det er jo ikke din skyld, at der er fejl i systemet."

Nej, det er nemlig ikke min skyld. Det er heller ikke min skyld, at de opslåede løntilskudsstillinger når at blive reserveret til alle mulige andre, hvis konsulenter arbejder hurtigere og mere målrettet, end dem jeg her har omtalt. Og det er, så vidt jeg har forstået, de selvsamme mennesker, som den næste måneds tid skal stå for at instruere mig og bakke mig op i min jobsøgning. Ugens fem dage, fra 9-15! Og så er der forresten lige en onsdag formiddag, hvor jeg skal stille på MA's kontor og have repeteret reglerne for at modtage dagpenge, og hvor jeg skal aflevere en liste over de stillinger, jeg har søgt siden det sidste møde samme sted.

Jeg tror, at jeg ville have større chance for at få et job - og et job, der er relevant i forhold til min uddannelse og mine interesser - hvis jeg brugte tiden på at skrive kronikker, artikler eller bøger. Men den slags er på det nærmeste udelukket. Reglerne for den slags tiltag indenfor dagpengesystemet er så indviklede, at man risikerer at miste retten til dagpenge, før man har nået at sætte sig ind i, hvor man skal sende de dertil hørende kontrakter hen til godkendelse, inden en given kronik sendes i trykken. Desuden: Hvilken redaktør har tid til at vente på den slags papirnusseri? Hvis systemet havde været anderledes indrettet, kunne jeg måske have tjent en lille skilling (selvom beløbet naturligvis skulle modregnes i min dagpengeydelse) - og dertil have gjort lidt reklame for mine evner som skribent ved at sælge en klummeserie om "Min karriere som ledig" til JyllandsPosten, eller hvem, der nu havde mod på at bringe mine observationer. Men systemet er altså ikke sådan indrettet. Og det kan jeg faktisk godt forstå. Det er klogt udtænkt af netop sådan et system!

Det eneste sted, en dagpengemodtager altså (endnu) kan få lov til at skrible i fred og give sin mening til kende, er på bloggen. Det vil jeg benytte mig af i videst mulige udstrækning - og så længe jeg overhovedet kan!

21 comments:

Anonymous said...

Du er så sød i din fortsatte naive tro på at andre aktører, jobkonsulenter og deslige er til for dig. :-)
Det er de selvfølgelig ikke, de er bare kransepynt på "Vi gør alt hvad vi kan for de arbejdsløse" kagen.

Apropos PC- kurser, så har også jeg en lille anekdote at byde på.
Da jeg var en meget ung frøken på seksten, gravid og på kontanthjælp ønskede jeg mig så inderligt et computerkursus. Jeg henvendte mig derfor til min søde sagsbehandler og forsøgte med min bedste charme at overbevise hende om at det ville være et glimrende udviklende kursus at sende mig på.
Men, ak nej. Selvfølgelig skulle jeg ikke belastes med noget som helst når jeg var gravid, for som sagsbehandleren ivrigt fortalte mig, så havde de en rigtig fin politik i kommunen - der gik ud på at de "frikendte" gravide for enhver form for aktivering!

Anonymous said...

Cirkus Aktivering er kommet til byen...

Tina Charlotte Møller said...

Det er muligt, Harning, men jeg begynder nu også snart at få en nærmest BITTERsød smag på tungen og dertil en sært knugende fornemmelse i maveregionen.

Det har ellers holdt hårdt, at få mig overbevist om, at "systemet" - trods dets lejlighedsvise fejlbarlighed på enkelte områder - ikke er funderet på en dadelfri moralsk konsensus om at udrette det bedst mulige for både den enkelte og (dermed) for almenvellet. Men nu begynder min naivitet at virke lidt tyndslidt. Som et tørklæde, man har gået for længe med. (Ingen interkulturelle referencer tilsigtet i netop denne sammenhæng.)

Tak for anekdoten. Hvor var det mon jeg læste, at "der vil altid findes udvalg situeret på Antarktis, der vil udarbejde retningslinier for, hvordan folk i Sydafrika bedst muligt skal forholde sig under en hedebølge"? (Det var omtrent formuleringen.)

Har jeg forstået rigtigt, at du vil være at træffe på lørdag, når jeg dukker op til OUH (og jeg taler ikke om Odense Universitets Hospital) med mine tekster under armen? I givet fald må du finde mig, hvis vi skal hilse på hinanden. Ved jo ikke, hvilket ansigt, der er dit. :-)

Tina Charlotte Møller said...

Ja, AC - og jeg burde vel næsten medbringe et lille flag, som jeg kan vifte med, når jeg går ind i teltet på mandag, men ikke om jeg vil bruge mine i forvejen hårdt tjente penge på det, selvom det kunne være herligt - for én gangs skyld - at opføre sig helt utilbørligt.

Anonymous said...

Jep, vil være i kongens have - et eller andet sted...
Og satser da så sandelig på at høre dig læse. :-)
Måske skulle vi ikke afsløre hvor vi vil være henne på et bestemt tidspunkt, en bestemt dag - taget de vrede inkompetente middelmåder i betragtning. :-)

Tina Charlotte Møller said...

Jeg overvejer, af samme grund, at medbringe skæg og blå briller til lejligheden! ;-)

Kommer i tanker om et citat af Mikael Josephsen, som jeg engang tog til mig. Det kan passende bringes på bane i denne sammenhæng:

"Det er mig, der står under soluret, med et alfabet i knaphullet."

Well, jeg ved ikke, om der findes et solur i Kgs. Have, "for derinde er jeg ikke kendt", men jeg gætter på, at den plads, i givet fald, er reserveret Mikael.

Anonymous said...

Ja, vi bliver da helt umulige at få øje på - to koner med blå briller forsvinder heeelt sikkert i mængden...
Og ingen vil kunne gætte det er os - for vi har jo nu begge været såå diskrete ved omtalen af vores påklædning. :-)

Anonymous said...

Man bliver fuldstændig mundlam og jeg ved slet ikke hvad jeg skal sige/skrive. Jeg vil forfærdelig gerne tro, at jobkonsulenter og sagsbehandlere gør deres bedste. Jeg tror ikke det er deres hensigt at genere andre mennesker og jeg er sikker på, at de også er trætte af de mange regler.

Men, men, men...nogen gange kan jeg godt komme i tvivl om mine egne holdninger, for det er virkelig nogle kedelige og absurde historier du fortæller om at være arbejdsløs. Jeg ville sikkert få både depressioner og nervesammenbrud.

Tina Charlotte Møller said...

Jens, der er bestemt dage, hvor humøret er på nulpunktet netop af samme grund.
I dag er en af dem: Konsulenten har IKKE meldt tilbage til mig i dag vedrørende de løntildkudsstillinger, som hun skulle undersøge for mig. Og jeg har været for stædig til selv at kontakte hende én gang til.

Desuden har jeg så netop set, at man har genopslået en af to museumsstillinger, som jeg for nylig har søgt, og som jeg var meget skuffet over ikke at få, især da det var mit distinkte indtryk, at der var tre grunde til, at jeg blev dømt ude - tre grunde, som jeg synes er helt vildt langt ude, når man tænker på mine ni års erfaring som selvstændig kunstmaler og min syv år lange uddannelse - plus de projekter, jeg iøvrigt har været involveret i:

1. Jeg har ikke undervisningserfaring fra folkeskolen. ("Et godt kort at have på hånden", sagde formidlingschefen, "hvis man vil ind i museumsverdenen".)Nå! :-0

2. Jeg havde ikke gjort mig karrieretanker om, hvad jeg EFTERFØLGENDE ville bruge mit år på netop dette museum til. ("Det ligger mig meget på sinde, forstår du nok, sagde formidlingschefen".)Det var åbenbart meningen, at jeg skulle svare, at jeg ønskede at blive museumsdirektør på Arken eller noget lignende.

3. Den mere subtile (og det var her, hun trak rullegardinerne ned for øjnene, kunne jeg se): Jeg havde nogle idéer om, hvordan man kunne gøre en udstilling til en totaloplevelse f.eks. ved at lade Béla Bartóks musik fylde rummet under en udstilling med værker af Braque og Picasso eller, for kontrastens skyld, spille Bachs cellosuiter til samme. (Idéen var naturligvis at etablere en tidsrelateret sindsstemning og/eller lade forskellige sådanne spille illustrativt op imode hinanden.)
Måske var det for avanceret. Måske jeg, som var omtrent ti år ældre end formidlingschefen, hermed udgjorde en potentiel trussel. Hun havde f.eks. ladet opstille små sorte kasser i de forskellige udstillingslokaler, hvor børnepublikummet kunne gå på jagt efter postkort, der passede sammen, indenfor forskellige kategorier. Det var vist den slags ting - og instruktion i og opmuntring til at skolebørnene tegnede af efter forskellige udstillede værker - som var hendes idé om interaktive udstillinger og publikumsformidling.
Middelmådigheden længe leve!
Hun kunne dog sagtens få det hele til at lyde smartere end som så: Da vi talte om formidlingsdelen, forklarede damen: "Her henviser vi ofte til hinanden overfor publikum, for det er jo ikke bare de udstillede værker, der udgør museet her. Det er i høj grad de ansatte, som ER museet. Det er, så at sige, en levende udstilling."

Se, så bliver det lovlig langhåret for mig. Og hun har da sikkert kunnet se en vis skepsis i mine øjne.

Alligevel: Jeg er smadderærgerlig over, at jeg ikke kan få mulighed for at bidrage med noget i et sådant regí.
I stedet kan jeg få lov til at sidde på min flade og skrive ansøgninger, imens en kaffedrikkende konsulent ånder mig i nakken og med jævne mellemrum hepper på mig.

Om jeg føler mig for god til den slags? Ja, ærligt talt, det gør jeg!

Anonymous said...

ad 1)
WHAT!!!

ad 2)
ØH….
Men det må vel komme an på hvilken retning det første år går…

ad 3)
WHAT! WHAT! WHAT!
Jeg ved end ikke hvad jeg skal blive mest forarget over:
Den umiddelbare forkastelse af dit glimrende forslag, idiotens insisteren på at ødelægge børnenes lyst til at være kreative eller at museets ansatte skal fremhæves på lige fod med det der udstilles.
(Ej, hvor er jeg bare gal lige nu)
Du kan altså ikke lade den sag ende som et lille pip i en kommentar til et andet indlæg! Synes ærlig talt at du pr. promte skal formulere en kronik til en af kulturredaktionerne.

Anonymous said...

MA og job med løntilskud. Gys. Det kan give mig mareridt, og jeg hang også i systemet et stykke tid. Alle de papirer og "Nej, du kan ikke få et kursus, du er allerede overkvalificeret". Jeg var dum nok at fortælle, at jeg i ventetiden arbejdede gratis på en redaktion. Wups - så tog de mine penge i de måneder. Og jeg sagde et løntilskudsjob op, fordi det intet gav mig - wups karantæne. Godt du har bloggen at brokke dig på :-)

Det bedste ved MA og sådan nogle cv-kurser var, at jeg mødte en kæreste der (det handler min næste bog om - og der er også et rim til MA i :-) )

Knus!

Anonymous said...

Jeg er enig med harning - da jeg læste din kommentar vidste jeg slet ikke hvordan jeg skulle reagere. Og det gør jeg stadig ikke. Jeg bliver virkelig provokeret når de ansatte mener at det er dem som er hovedpersonerne på museet - så er de sgu da nogle idioter. Jeg forstår slet ikke hvordan man kan være så selvhøjtidelig og arrogant. Jeg synes du skal trøste dig med en ting: du kunne sandsynligvis ikke holde ud at være der ret længe, før du ville blive uvenner med alle de ansatte og det ville lynhurtigt blive en uholdbar situation for jer alle sammen.

Jeg forstår altså heller ikke den der med at have undervisningserfaring fra folkeskolen. En af mine venner arbejder på et kunstmuseum i Kbh, og hun har bestemt aldrig arbejdet i folkeskolen.

Beologen said...

Jeg er ked af, at du skal gennem noget, der minder om de erfaringer jeg har haft i min tid som ledig. Systemet virker nærmere som en straf end som en mulighed. Jeg har også haft karantæne og fået bøder og rendt fra Herodes til Piratos.
Jeg håber du kommer ud af det system, Tina.
Virkelig.
Meget.

Tina Charlotte Møller said...

Harning, tak for din harme. ;-)
Jeg gør mig nogle tanker i retning af, hvordan jeg bedst kommer ud med min kritik af systemet. Det er bestemt taget under overvejelse!

Spacemermaid, jeg glæder mig til at læse din nye bog. Ikke mindst ser jeg nu frem til MA-diget! ;-)
(Hvordan laver man tegnsætning for en smiley med et satanisk smil?)


Jens, jeg synes også, at det der med folkeskoleerfaring lyder helt vildt. Men man skal efterhånden have den slags erfaring, uanset hvad man gerne vil beskæftige sig med, er der noget, der tyder på. Jeg fatter ikke hvorfor. Som en veninde engang sagde til mig: "Folkeskolelærer - det kan enhver idiot sgu da blive!"
Ja, jeg undskylder overfor de aldeles kompetente skolefolk i min egen familie. Men i min familie er der altså tale om mennesker, der blev uddannet dengang, hvor der faktisk var prestige i at blive skolelærer, og hvor man fik en ordentlig uddannelse indenfor faget.
Faktisk forholder det sig i dag sådan, at hvis man kommer med sin akademiske baggrund og søger arbejde i folkeskolen, så kan man regne med at blive afvists i langt, langt de fleste tilfælde. Det hedder sig, at det er et fagforeningsspørgsmål. Ja, jeg er ikke inde i den del. Men jeg har oplevet at blive kasseret som mulig kandidat til et skolelærerjob for de ældste klasser, fordi bedømmelsesudvalget var i tvivl om, dels hvorvidt jeg - med mit høje niveau - kunne undervise på folkeskoleniveau og dels fordi, man frygtede, at jeg ikke havde "erfaring nok" med de store årgange. Hallo: Min nu voksne søn har altså haft indtil flere venner med hjemme på besøg fra både skole, efterskole og gymnasium - og jeg synes faktisk, at det gik utroligt nemt med at kommunikere med de unge mennesker.

Beo, tusind tak for dine gode ønsker. Ja, jeg håber, at jeg ligesom du, kan finde et job, der kan betale regningerne og give mig ro til at koncentrere mig om skriverierne, når jeg ikke er på job. For så længe man er i dagpengesystemet, er man under mentalt pres døgnet rundt.

capac said...

For at svare på spørgsmålet i overskriften: Ja! For sådan er dagens arbejdsmarkedspolitiske situation i Danmark. Også for højtuddannede. Beskæftigelsesministeren har ved flere lejligheder givet udtryk for, at man som ledig skal tage det arbejde, der er. 'Passende arbejde' er der ikke længere noget, der hedder længere. Så hvis det er akademisk staldmedhjælper, så er det det!
Mine råd til dig Tina er:
1. Hvis din aktør eller jobcenteret ikke følger de regler, der er, løber fra aftaler osv., så brug klagesystemet. Kæmp for de (få) rettigheder, du har. Klager er det eneste, de har respekt for. Sikkert, fordi det betyder mere administrativt arbejde og bøvl!
2. Dernæst: Skriv om dine erfaringer i bloggen,fagbladene og aviserne. Det er vigtigt, at disse uhyrligheder kommer i offentlighedens kendskab.
3. For det tredje: Tag et eller andet job, som du kan leve med, så du kan komme ud af det aktiveringscirkus. Det er alligevel det, der er formålet med aktiveringen.
Og så: God vind!

Tina Charlotte Møller said...

Capac, tak for kommentaren. Er netop kommet træt ind ad døren efter dagens digtertræf i København, men jeg vender tilbage med respons på dine udmeldinger i løbet af søndagen. :-)

Anonymous said...

Æh, jeg havde ikke opdaget dit svar på min sidste kommentar. Sorry - jeg har været uopmærksom. Og du ved hvad jeg taler om. :D

Tina Charlotte Møller said...

Jens, tak for beskeden. Jeg sad godt nok ellers og ledte under de forskellige indlæg her til formiddag, men nu er sagen så opklaret.
Alt forladt. ;-)

Tina Charlotte Møller said...

Capac - jeg ville næppe egne mig som staldmedhjælper. Men rent bortset fra det....

1. Ja, jeg vil undersøge, hvilken instans jeg skal klage til. (Selvom jeg har en lusket anelse om, at de forskellige instanser/aktører har opbygget et system, hvor de gensidigt holder hånden over hinanden.)
2. Jeg har planer om at samle mine blogindlæg vedrørende emnet til noget større og finde en relevant udgivelsesform.
3. Jeg søger allerede temmelig bredt. Som jeg vist har skrevet i indlægget her ovenfor, så har jeg ikke længere nogen drøm om en akademisk karriere. Mine drømme handler om at få job og privatliv til at hænge sammen - og om en kunstnerisk karriere, som jeg sandsynligvis alligevel må forfølge i min fritid. Den fritid, som praktisk taget ikke eksisterer, så længe man er låst fast i dagpengesystemet.

capac said...

1) Søg evt. hjælp hos din fagforening. Og alliér dig med en fra a-kassen. MA er i forvejen i søgelyset på grund af kritik fra medlemmerne og har derfor en interesse i at fremstå som en seriøs a-kasse, der varetager medlemmernes interesser. Ellers klag over dem også!
2. Rigtig fint. Selv om jeg ikke længere er i ledighedskøen, så overvejer jeg stadigvæk, hvordan der kan skabes større offentlighed om det her område. Måske ville det være en idé at lave en særlig platform - måske en blog - hvor ledige kunne komme frem med deres kritik og historier!?
3. Jeg kan anbefale dig at bruge vikarbureauerne. Jeg har hørt om mange, der har fået jobs den vej.
4. Held og lykke. Og lad os fortsætte kampen mod idiotiet, selv om vi kommer i job...

Tina Charlotte Møller said...

Capac - vil nøjes med at kommentere på punkt 4 i denne omgang:
Hørt! :-)