Akademisk staldmedhjælper i Aalborg?

Systemet fungerer ikke. Eller gør det? Måske handler indsatsen fra MA's, Jobcenterets og anden aktørs side slet ikke om at hjælpe de få ledige akademikere til at komme i arbejde, men om at opretholde arbejdspladser for kontorfunktionærer, socialrådgivere og andre, der er ansat til at holde papirnusseriet igang. Man kan i hvert fald sagtens få den mistanke, når man har været dagpengemodtager et stykke tid.

Jeg har før skrevet om de praktiske problemer i forbindelse med at søge løntilskudsjob. Problemerne er ikke blevet færre eller mindre siden dengang. Det vender jeg tilbage til senere.Først en lille forhistorie eller opdatering:

Jeg er nu, som det så smukt hedder, udliciteret til anden aktør. Konsulentbureauet Alecto, der oprindelig var et computerfirma, har overtaget mig som klient. Jeg er dér blevet tildelt en konsulent, som skal hjælpe mig til at optimere mine forsøg på at komme i arbejde. Vi havde vores første samtale for nogle uger siden, og naivt optimistisk, som jeg var (der var jo en særlig grund til, at jeg havde valgt Alecto.com som aktør fremfor vikarbureauet Ramstad), spurgte jeg ind til muligheden for at få et eller flere PC-kurser, som kunne gøre det muligt at skrive PC-superbruger eller lignende på mit CV. Jeg har jo bemærket, at de fleste virksomheder søger personale, der er "godt hjemme" i alt fra Microsoft Office pakken og til de mest avancerede grafikprogrammer.

Den flinke mand kiggede sine papirer igennem og fortalte mig så, at principielt var det en mulighed. Der var bare lige den hage ved det, at det måtte ske i aktiveringsperioden, og da min aktiveringsperiode startede i uge 36 og løb en måned frem, så ville jeg ikke kunne blive tilmeldt nogen af de kurser, jeg rent faktisk havde brug for. Jeg spurgte høfligt, om man så ikke kunne forestille sig, at man skubbede min aktiveringsperiode en uge eller to, så jeg kunne blive tilmeldt de rette kurser, men det var absolut ikke muligt. Aktiveringsperioden lå fast.

PC-kurser (som jeg iøvrigt kun vil kunne deltage i, hvis jeg er indstillet på dagligt at rejse frem og tilbage til København med en egenbetaling for transport på ca. kr. 40,- om dagen) kan der altså ikke blive tale om. Jeg kunne forsøge selv at finde et aktiveringssted for en periode på 4 uger, hvilket konsulenten stærkt anbefalede. Det kunne nemlig være et springbrædt til en fast ansættelse, hævdede han og fortalte flere solskinshistorier. Jeg spurgte, om han kunne anbefale nogle virksomheder, om Alecto måske havde nogen kontakter (som det står skrevet i deres brochure), som han kunne anbefale mig at henvende mig til? Men nej, sådan spiller klaveret ikke. Hvis ikke jeg selv kunne finde et aktiveringssted, så var der kun den mulighed tilbage, at jeg kunne blive tilmeldt et jobsøgningskursus i Alectos Odense-regí. Og det blev jeg så.

Mandag d. 1 september og en måned frem vil jeg dagligt, fra klokken 9-15, skulle sidde i en tidligere fabriksbygning ude i et gammelt industrikvarter, hvortil der naturligvis ikke kører bybusser (og begge dæk skal skiftes på min gamle cykel, hvilket budgettet ikke holder til de næste par måneder), og skrive ansøgninger around the clock sammen med x antal andre håbløse tilfælde af langtidsledige med en længerevarende uddannelse. Det skal nok blive muntert, og jeg ved ikke, hvor længe jeg kan holde min mund.

Tilbage til det med løntilskudsjobbene. Jeg klagede til konsulenten over, at der fortsat lå annoncer på gamle og forlængst besatte stillinger inde på Jobnets side for job med løntilskud. Konsulenten smilede venligt og beklagede. Jeg fortalte, at medarbejderne på Jobcentrene rundt om i landet desuden fralagde sig ethvert ansvar og stillede sig undrende an, når man ringede for at høre nærmere vedrørende en nyopslået stilling.
"Åh," sagde konsulenten, "men når du er udliciteret til anden aktør, så er det os, du skal henvende dig til, hvis du finder et løntilskudsjob, du er interesseret i. Så kan vi reservere det til dig, og så er det os, der har ansvaret overfor den annoncerende virksomhed. Det er der nemlig mange af dem, som foretrækker, og det er derfor, at de sjældent opfordrer til, at den ledige selv henvender sig."

I denne uge fandt jeg ti løntilskudstillinger, jeg var interesseret i. Der var alt lige fra et job som kommunikationsmedarbejder i noget, der lød som en humanistisk interesseret virksomhed her i byen og til en stilling som servicemedarbejder på et hospital i Jylland. Jeg skyndte mig naturligvis at kontakte Alecto, men blev omdirigeret til en anden konsulent, da min egen var på ferie. Kvinden i telefonen var meget imødekommende og lød faktisk som om, der måske var lidt mere gang i hende, end i min noget tilbagelænede mandlige konsulent. Hun bad mig sende ID-numrene på de omtalte stillinger, så ville hun undersøge, om de fortsat var ubesatte og vende tilbage til mig.

Det var i forgårs. I går hørte jeg ingenting. Hverken på mail, på telefon eller på min mobil. Jeg kontaktede så damen igen her til formiddag og hun lød, sandt at sige, som en, der var blevet taget på sengen. Efter nogle indledende øh'er bestemte hun sig for, at "sige det, som det var": Hun havde endnu ikke nået at se på tingene. Hendes høflige undskyldninger kan jeg ærligt talt ikke bruge til meget. Jeg havde den største lyst til at sige hende et par grimme sandheder, for enhver jobsøger ved, at man ikke bare skal handle hurtigt, men aldeles omgående, hvis man vil have en chance for at få en løntilskudsstilling, før den bliver besat til anden side. Jeg beherskede mig dog, og jeg blev lovet en opringning, så snart konsulenten havde haft tid til at kigge på tingene.

Der gik et par timer. Så ringede telefonen. Konsulenten undrede sig over, at jeg havde lagt billet ind på en stilling som staldmedhjælper i Aalborg. Det undrede sandt for dyden også mig! Dels har jeg ingen ambitioner om at flytte til Aalborg, selvom det er en prægtig by, og dels har jeg svært ved at se mig selv som staldmedhjælper, selvom jeg er glad for dyr og engang har haft et par geder indlogeret. Konsulenten konkluderede nu, at der måtte være fejl på systemet, men det kunne jo godt være, som hun sagde, at jeg havde søgt en stilling som staldmedhjælper, for hun kunne jo se, at jeg vist havde søgt et par stillinger som servicemedarbejder.... Den lod hun lige hænge i luften et øjeblik, ligesom jeg vil gøre, for at både servicemedarbejdere og staldmedhjælpere hver især kan få tid til, at undres og fortørnes over sammenligningen, på deres respektive præmisser.

Jeg forsøgte så at forklare damen, at de bemeldte servicemedarbejderstillinger indebar en smule journalarbejde foruden kaffebrygning samt rengøring af hospitalets undersøgelsesrum, hvilket jeg udmærket mente at kunne leve med, hvis jeg så til gengæld kunne have ro til i fritiden at beskæftige mig med mine litterære interesser og mine skriverier. I det hele taget, fortalte jeg hende, handler det for mig ikke om at finde et karrierejob. Jeg skal bare have fred til at kunne arbejde med det, som interesserer mig, i min fritid. (Nyuddannet og 44 år gammel har jeg efterhånden skudt en hvid pind efter en fagligt relateret karriere i et ungdomsfixeret samfund). Der undslap damen et hørligt forbløffet "åhhh".

Men fejl på systemet var der åbenbart, for konsulenten kunne ikke finde de ti stillinger ved at slå op under de ID-numre, som hun to dage tidligere havde bedt mig om at finde frem og sende til hende. Nu ville hun så forsøge at finde stillingerne ved at gennemgå samtlige annoncer, hvilket jo nok ville tage lidt tid. "Ja, jeg kunne selvfølgelig også bede dig om at finde dem på nettet igen og sende mig links til dem," sagde hun med honningstemme, "men det vil selvfølgelig tage samme tid, og det er jo ikke din skyld, at der er fejl i systemet."

Nej, det er nemlig ikke min skyld. Det er heller ikke min skyld, at de opslåede løntilskudsstillinger når at blive reserveret til alle mulige andre, hvis konsulenter arbejder hurtigere og mere målrettet, end dem jeg her har omtalt. Og det er, så vidt jeg har forstået, de selvsamme mennesker, som den næste måneds tid skal stå for at instruere mig og bakke mig op i min jobsøgning. Ugens fem dage, fra 9-15! Og så er der forresten lige en onsdag formiddag, hvor jeg skal stille på MA's kontor og have repeteret reglerne for at modtage dagpenge, og hvor jeg skal aflevere en liste over de stillinger, jeg har søgt siden det sidste møde samme sted.

Jeg tror, at jeg ville have større chance for at få et job - og et job, der er relevant i forhold til min uddannelse og mine interesser - hvis jeg brugte tiden på at skrive kronikker, artikler eller bøger. Men den slags er på det nærmeste udelukket. Reglerne for den slags tiltag indenfor dagpengesystemet er så indviklede, at man risikerer at miste retten til dagpenge, før man har nået at sætte sig ind i, hvor man skal sende de dertil hørende kontrakter hen til godkendelse, inden en given kronik sendes i trykken. Desuden: Hvilken redaktør har tid til at vente på den slags papirnusseri? Hvis systemet havde været anderledes indrettet, kunne jeg måske have tjent en lille skilling (selvom beløbet naturligvis skulle modregnes i min dagpengeydelse) - og dertil have gjort lidt reklame for mine evner som skribent ved at sælge en klummeserie om "Min karriere som ledig" til JyllandsPosten, eller hvem, der nu havde mod på at bringe mine observationer. Men systemet er altså ikke sådan indrettet. Og det kan jeg faktisk godt forstå. Det er klogt udtænkt af netop sådan et system!

Det eneste sted, en dagpengemodtager altså (endnu) kan få lov til at skrible i fred og give sin mening til kende, er på bloggen. Det vil jeg benytte mig af i videst mulige udstrækning - og så længe jeg overhovedet kan!