Her kommer så hele historien om gårsdagens rådighedsmøde i MA. En entusiastisk kvindelig konsulent med aktiv børnehavepædagogisk udstråling, store armbevægelser og supersmil, lagde ud med at spørge de fremmødte, om vi havde nogen idéer til, hvad vi gerne ville tale om i dag? Der var ingen idéer. De fleste af os havde været til adskillige rådighedsmøder før, og var egentlig mest interesserede i at få afleveret vore medbragte lister over søgte stillinger og så komme hjem igen.
"Jamen, så gør vi bare, som jeg har tænkt!" sagde konsulenten med høj og begejstret stemmeføring. "Nu starter I med at sætte jer sammen to og to, og så vil jeg gerne have, at I taler om, hvad I hidtil har gjort i jeres jobsøgning, hvad der har virket, og hvad der ikke har virket!"
Min sidekvinde, en nydelig kunsthistoriker med luksusbohemelook, og jeg, kiggede lidt opgivende på hinanden, og indledte så vores samtale.
En halv time senere var mødelederen tilbage. Hun slog opmuntrende ud med armene og bad om de første bud på, hvad der havde virket i vores jobsøgning. Mødedeltagerne kiggede på hinanden bordet rundt, men forholdt sig tavse. Så åbnede jeg munden og sagde: "Der er jo øjensynlig ikke noget, der har virket. Hvis noget havde virket, sad vi jo ikke her."
Mødelederen glippede et par gange med øjenlågene og en skygge gled over panden på hende. Så fandt hun smilet frem igen og modererede: "Naarh, men tilnærmelsesvis..."
Enkelte forsøgte, som gode elever, at byde ind med deres erfaringer, og i løbet af den næste halve time kom vi endnu en gang igennem det sædvanlige repertoire: Skriv uopfordrede ansøgninger, sørg for ikke at være for gammel, sørg for ikke at være nyuddannet. Er du for gammel, tjah - det er der ikke meget at stille op med, er du nyuddannet, så tilmeld dig hos et vikarbureau, så du kan få erfaring gennem skiftende kortvarige ansættelsesforhold.
Og naturligvis kom diverse foldere, brochurer etc. på bordet, så vi kunne læse, hvordan man skriver en ansøgning og et CV. Den samme gamle historie.
Da mødet lakkede mod enden, nævnte mødelederen navnene på et par nye deltagere, som skulle til personlig samtale for at få kigget deres CV igennem. Jeg var glad for, at jeg nu kunne gå hjem, men sådan skulle det ikke være, for pludselig - som om det nærmest var i en sidebemærkning - sagde mødelederen nemlig: "Og Tina, du skal lige ind til Per Einar og have en snak med ham, for der er noget med, at du har en blog, hvor du har skrevet nogle ting og udbyder serviceydelser."
Jeg blev meget, meget vred meget, meget hurtigt. Adrenalinet skød ud i hele kroppen, og mine hænder rystede, da jeg rejste mig op og svarede: "Mon ikke det snarere drejer sig om, at jeg har skrevet nogle ting på nettet, som nogen indenfor systemet ikke bryder sig om?"
"Ja, det kender jeg ikke noget til," sagde mødelederen, som i stor hast fik samlet sine papirer og forsvandt ud gennem døren og hen ad gangen. Jeg samlede mine ting og forsøgte at få lidt styr på mit raseri. Da jeg var på vej ud i gangen, stødte jeg på mødelederen, som nu returnerede. Hun bekræftede, at Per Einar var ledig nu, og at jeg bare kunne gå ind til ham med det samme. Jeg havde en ret klar overbevisning om, at hun netop havde været et smut inde og advicere ham, da døren stod åben ind til hans kontor.
Jeg bankede på og sagde: "Jeg forstår, at du vil tale med mig vedrørende min blog!"
Per Einar kiggede op på sin ræveagtigt afvæbnende facon og sagde: "Næh, det var nu noget med dit CV."
"Det var ikke, hvad jeg fik at vide," sagde jeg, "og jeg vil gerne sige med det samme, at jeg er meget, meget vred."
"Vi har sandelig ikke tid til at sidde og læse de enkelte medlemmers blogs på nettet," sagde Per Einar, " det handler om, at du har skrevet noget i dit CV på jobnet, der kan tolkes, som at du tjener penge."
"Hvad?" sagde jeg - og var rent faktisk temmelig uforstående overfor den udmelding.
Og hvad drejede det sig så om? Jo, jeg havde formastet mig til at formulere mig således: "I min fritid arbejder jeg med egne tekster og billeder. Jeg skriver desuden anmeldelser for et webmagasin og foretager interviews."
I første gang var det ordet "arbejder", det var galt med. Per Einar hævdede, at man længere oppe i systemet ikke så med blide øjne på den slags, og at MA kunne risikere at miste bevillinger og jeg at miste dagpenge, hvis nogen gennemgik mit CV og så denne formulering, som så tydeligt kunne tolkes som, at jeg modtog honorar for mine anmeldelser.
Jeg indvendte naturligvis, at Per Einar selv for længe siden havde godkendt mit CV inklusive denne formulering, men det nyttede ikke. Jeg måtte love at gå hjem og omformulere, så sætningen ikke indeholdt ordet "arbejder" eller synonymer for dette begreb. Desuden skulle Per Einar så udarbejde et lille notat, hvoraf det skulle fremgå, at jeg dags dato havde redegjort for min kontakt til det litterære webmagasin og havde meddelt, at jeg absolut ingen penge får for mine anmeldelser. Dette notat ville så blive lagt ind i min sagsmappe hos MA.
Jeg var oprørt. Jeg kunne ikke undgå at sidde med en klar fornemmelse af, at det her med formuleringen i mit CV ikke var den egentlige grund til, at jeg var blevet kaldt ind. Havde mødelederen ikke nævnt begrebet "blog", havde jeg naturligvis umiddelbart købt forklaringen, selvom jeg er af den opfattelse, at sagen vedrørende formuleringen i mit CV i sig selv er flueknepperi. Jeg fortalte Per Einar nogle ting om mit generelle indtryk af systemet, og han bestræbte sig på sin side på at føre diskussionen over i en filosofisk retning, hvor det handlede om, at humanister og samfundsfaglige ser verden forskelligt, og at ét system ikke nødvendigvis er dårligere end et andet, men at det altså netop bare handler om, at humanister kommer ind i nærværende system med en helt anden (afvigende?) tilværelsesopfattelse. Jeg lod den glide af.
Men oprøret og raseriet bar jeg med mig hjem. Er jeg ved at udvikle paranoia? Det vil nogen sikkert mene. Det mener jeg ikke. Så længe jeg kan sætte spørgsmålstegn også ved min egen opfattelse af tingene, er jeg vel ikke helt langt ude. Selvom jeg hælder mod den overbevisning, at nogen er blevet stødt på manchetterne over min kritik her på bloggen. Systemet skal jo gerne køre uden alt for meget grus i maskineriet.
32 comments:
Din historie bekræfter såmæn blot vigtigheden af at artikulere sin kritik af det i bund og grund absurde system. Fx af den der skelnen mellem samfundsfagliges og humanisters syn på sagen. Hvordan de samfundsfaglige vil forsvare inkompetence, ressourcespild og ineffektivitet i privat regi, vil jeg gerne se!
Brug din vrede konstruktivt. Kanaliser energien ind i kritikken af systemet. Det er der behov for. Jo flere vi er, der kritisere, jo hurtigere får vi skabt opmærksomhed omkring det - og ændret det. Fortsæt!
Capac - der er dage, hvor jeg begynder at tvivle på, om det overhovedet nytter altsammen. Men...jeg kan jo alligevel ikke lade være. Jeg opflammes gang på gang af en retfærdig harme - og den driver værket. Jeg ville blot ønske, at flere af mine lidelsesfæller ville råbe med i koret, men sagen er den, at mange enten har opgivet allerede eller simpelthen er for ængstelige til at lade deres stemme høre. Fra flere hører jeg devisen: Vi kan godt hviske om det til hinanden, men lad os ikke tale for højt, for så risikerer vi måske, at nogen et sted i systemet spænder ben for os. Den holdning har jeg aldrig kunnet tilslutte mig - ikke ret længe ad gangen i hvert fald. I bund og grund er jeg ellers et stilfærdigt og forholdsvis tilbageholdende menneske, men når jeg oplever, at noget er uretfærdigt, at nogen udviser inkompetence i forhold til den stilling, de er sat til at bestride, eller når et system er uhensigtsmæssigt og ufleksibelt skruet sammen/administreret, så kan jeg ikke tie stille. Så vil jeg have tingene ændret!
Capac, hjælp mig med at råbe op!
Tina...din reportage viser, at det netop drejer sig om det, jeg skrev i kommentaren til dit første indlæg om sagen: at det ikke er spor personligt ment, og at det (efter min mening) ikke har en dyt at gøre med din kritik af systemet - men udelukkende er administratorernes reaktion på det sindssyge pernittengryneri, som de er sat til at fortolke på.
Og hvis de ikke "fanger" nogle i at begå fodfejl, så er de jo til overs.
Det handler udelukkende om at kunne reglerne udenad, så du ikke kommer i karambolage med de totalt tåbelige rådighedsregler.
Og så skal man også hele tiden huske to ting:
1) Det er kun dagpengebeløbet, man oppebærer. Man vil aldrig kunne blive belønnet, eller forfremmet. Jeg synes beløbet er for småt til at kæmpe for (det kan jeg nemt mene, fordi jeg har arbejde nok nu) - men alligevel. Det er for lidt at tage store opgør for. Systemet ER nemlig gaggelak, og sagsbehandlere kan jo ikke gøre for at loven er så rigid.
2) Kampen mod systemet kan hurtigt blive målet, i sedet for midlet til at opnå det STORE mål: et ordentlig arbejde til en rimelig løn. Man kan komme til at blive en professionel dagpengemodtager, der ikke laver andet end indrette sig efter regler...så man kan beholde sine dagpengeret. Men det er jo ikke det, man egentlig vil.
Jeg var selv prof-dagpenge-modtager i...tja...10-15 år?
Du ændrer IKKE et komma, Charlotte. Bevisbyrden er på deres side.
Der er en monster distinktion mellem et arbejde og at arbejde. Et arbejde er et substantiv, at arbejde er verbaliseringen af samme, der IKKE pr. definition kan konnoteres til at have et arbejde.
Stå fast i den her.
Lotte/Eksistens.
Tina, der er faktisk nogen, der råber op. Den 8/9 skrev jeg et indlæg, der henviser til en løbende diskussion i Weekendavisen (http://www.capac.dk/wordpress/wp-admin/post.php?action=edit&post=4130). Måske skulle man overveje at lave en fælles platform. En fælles blog helliget historier fra ledighedens og aktiveringens helvede. Der er andre, der har skrevet om det, fx Lotte (Eksistens), Fr. Møller, de vilde analytikere m.fl.
Jeg har også mødt den der selv-censur, du henviser til, og synes, den er skræmmende. Vi er veluddannede, tænksomme mennesker, og hvis der er nogen, der kan levere en kritik af absurditeterne, så er det os. Og et eller andet sted, synes jeg også, at vi er forpligtet til det.
Jeg går i tænkeboks igen. Nye boller skal der på den suppe!
Nej, Tina, du er ikke ved at blive paranoid. Jeg kan virkelig godt forstå du blev vred. Jeg ved slet ikke hvad jeg skal sige, for der er tusinde tanker i mit hoved. Det er lidt for mærkeligt, at du bliver kaldt til samtale om bloggen og bagefter drejer det sig om noget helt andet. Naeh, der er jo noget galt. Hvad kender mødelederen overhovedet til din blog? Hvor har hun hørt om den? Hvis det ikke er fra ham der Per Einar, kunne jeg da godt tænke mig at vide, om hun tjekker ALLE de ledige på nettet, for at finde oplysninger om dem og deres privatliv. For bloggen hører vel til privatlivet? Eller er MA også ved at indføre kontrol med privatlivet?
Dernæst lyder det altså underligt, at du skal forklare en formulering, som Per Einar selv har godkendt - med trusler om straf og sanktioner. Han skal da ikke sidde og true dig, fordi han selv har lavet en fejl, ved ikke at informere dig ordentligt da han så dit CV første gang - og tilmed godkendte det. Det er da hans ansvar, som han åbenbart prøver at skubbe over på dig. Jeg synes det lyder ubehageligt. Det må næsten føles som at være til forhør hos KGB - det der er rigtigt den ene gang, kan sagtens være forkert næste gang. Man kan aldrig vide hvad man må og hvad man ikke må, for det er uafbrudt et spørgsmål om skiftende vilkårlige fortolkninger. Det skaber naturligvis utryghed og usikkerhed - derfor kan jeg godt forstå, hvis du efterhånden føler dig lettere paranoid.
Enten er ens CV for dårligt til at få job, eller også er det for godt til at få dagpenge. Det er lige stærkt nok.
"Og Tina, du skal lige ind til Per Einar og have en snak med ham, for der er noget med, at du har en blog, hvor du har skrevet nogle ting og udbyder serviceydelser."
Jeps. Den der nedladende, til det menneskeforagtende grænsende pædagogstil, som om man var et lille barn. De forskellige halv- og heloffentlige forvaltninger har perfektioneret den. Om de er syge - i låget - eller der er en nøje plan bagved, gad jeg godt vide.
Giv ikke op, men fortsæt kampen for retssikkerhed. Jo flere - og mere forskellige - vi er, jo bedre.
En fælles (anonym) blog.....
God idé.
Jeg er ikke på dagpenge, men jeg deltager GERNE i projektet....
Lotte/Eksistens.
Ps. til beologen.
"og sagsbehandlere kan jo ikke gøre for at loven er så rigid."
Jo...i en vis forstand kan de...
Og så kan de lade være med at lyve...som minimum....de deltager indirekte i det cirkus fordi, de selvfølgelig OGSÅ har en interessekonflikt i det...
Kære kommentatorer, foreløbig en stor tak for jeres engagerede bidrag her.
Jeg vender tilbage til hver enkelt kommentar i løbet af - eller lige over - weekenden. :-)
Jeg er vild med dine reportager fra MA. De var slet ikke så hysteriske, da jeg kom der i sin tid. Nu lyder det jo som et rent helvede.
Med hensyn til det med arbejdet, så skal der såmænd nok dukke noget op, før end du aner det.
God vind!
K
Hvorvidt du er paranoid når du mistænker systemet for at ønske dig tyst - er jeg vist næppe den bedste til at svare på. :-)
Dog kunne jeg godt tænke mig du brugte sagen til en ny variant af modstand i systemet.
Nemlig; Arbejdsgivere ser mere og mere til nettet, undersøger kommende ansatte eller undlader at ansætte på baggrund af hvad de finder.
Din blog må således at være at betragte som en jobansøgning, med C.V sågar. :-)
(og med mere end fire indlæg, der henvender sig til hele danmarks samlede arbejdsgiverflok, om ugen så ligger du såmend langt over det forlangte gennemsnit. :-) )
Eller hvad med alternativ 2.
En blog, er en weblog, er en dagbog, er en privat personlig størrelse som systemet derfor skal blande sig udenom.
Den kan ikke være begge ting samtidigt.
Og når det gælder hvad du må "arbejde" med, ja så er det vel et spørgsmål om semantik og øjne der ser. For det jeg læser, når du skriver at du arbejder på egne skriverier, er naturligvis: At du konsekvent udvikler din faglighed således at en kommende arbejdsgiver skal få en så kompetent og Uptodate medarbejder som muligt. :-)
Nej det er skrækkeligt, jeg har også været til sådanne møder i sin tid og kan slet ikke forlige mig med de holdninger, der kommer til udtryk. Jeg ved ikke, hvordan man ellers skulle tage hånd om de menneskelige sider, men mener dog at have mødt nogle mennesker, som formåede at forene rollen som offentlig vogter med at være privatpersonens beskytter.
Det er jo fuldstændig vildt!
Hvor pokker ved de fra, at du skiver blog fra?
Føj, hvor er der bare noget helt galt i et system, som mistænkeliggører dem, som de burde hjælpe. jeg kender jo desværre også til fra en anden vinkel, som handimor.
Jeg siger ligesom Capa, brug det. skriv om det, send det ud som kronikker.
Jeg sidder i mit stille sind og håber, at Per Einar og co. læser med her, og har MEGET røde ører.
MEGET RØDE ØRER!!!
Bliv for Guds, din egen og vores samfunds skyld ved at skrive, kære TC!
Ang. min tidligere kommentar. J.f. for øvrigt. :
http://www.dr.dk/Nyheder/Penge/Jobliv/2008/09/12/020622.htm?rss=true
Beo - ja, man kan hurtigt udvikle sig til at blive "professionel dagpengemodtager", og naturligvis er det ikke målet. Ikke for mig, i det mindste.
Det mest uhyggelige er, at det begynder at se ud som om, dagpengesystemet - og ja, måske må jeg så modvilligt erkende det: en bagvedliggende politisk dagsorden - direkte understøtter og opmuntrer til en sådan praksis (selvom det naturligvis helst ikke skal fremgå direkte.)
Umiddelbart forlyder det jo, når man forhører sig rundt om, at de nye dagpengeregler bl.a. har til formål at udrydde den form for lukreren på systemet, som åbenbart tidligere har givet sig udslag i, at flere fuldtidsforsikrede valgte, (i længere perioder) at ernære sig gennem et deltidsjob, samtidig med at de hævede supplerende dagpenge.
Desuden hedder det sig, at det i det hele taget er meningen, at de mange stop!regler - mit hjemmestrikkede udtryk for tjek og kontroller, hvoraf der findes så urimeligt mange og indviklede, at selv en læsevant akademiker hurtigt kan snuble i både tekst og praksis og miste retten til dagpenge - skal stresse den ledige så meget, at vedkommende bliver "mere motiveret" for at finde et arbejde.
Men: Sagen er jo den, at man indenfor dagpengesystemet samtidig iværksætter noget, der skal se ud som hjælpeforanstaltninger i jagten på et job, men som i virkeligheden, så vidt jeg kan bedømme, først og fremmest hjælper virksomhederne til at ansætte ledige i begrænsede perioder og (i mange tilfælde) til en ringe løn.
Der findes f.eks. en 4-ugers aktiveringsordning, som går ud på, at den ledige kan komme ud på en virksomhed og "få noget erfaring" og "en fod indenfor på arbejdsmarkedet" med "mulighed for at bevise sin uundværlighed, så den pågældende virksomhed efterfølgende ansætter ham/hende."
Under den 4-ugers aktivering modtager den ledige naturligvis kun den aktiveringsydelse, som svarer til vedkommendes dagpengesats, og han/hun får (så vidt jeg har forstået?) mulighed for at forlænge den periode, hvori vedkommende kan modtage dagpenge, men det skal jo ikke være nogen hemmelighed, at flere arbejdsgivere, efter alt at dømme, lukrerer på dette system, i og med de således kan få løst en række opgaver i virksomheden uden at udbetale en reel løn til arbejdstager.
Der findes endvidere det, der kaldes en virksomhedspraktik. Denne eksisterer både indenfor den private og den offentlige sektor og forløber over 6-12 måneder. I denne periode får den ledige ligeledes mulighed for at bevise sit værd. I privat regí skal den ledige selv forhandle sig frem til lønnen, men virksomheden får et på forhånd fastsat offentligt løntilskud. I offentligt regí får virksomheden ligeledes et løntilskud, men den ledige modtager fortsat kun, hvad der svarer til dagpengesatsen.
Jeg har endvidere ladet mig fortælle, at hverken som praktikant eller som ledig i aktivering figurerer man i arbejdsløshedsstatistikkerne.
En konsulent på MA har forøvrigt på et tidspunkt (med lav stemmeføring) bemærket, at der findes flere tunge drenge i regeringen, som helst så A-kasserne nedlagt. Om dette er et udsagn, som der er nogen bund i, og hvad man i givet fald skal mene om det (efter min mening kan man tale både for og imod), eller om udmeldingen blot er et udtryk for konsulentens personlige politiske overbevisning, skal jeg lade være usagt.
Jeg forholder mig naturligvis i denne kommentar primært til, hvad jeg har hørt. Jeg har (endnu?) ikke brugt tid på at sætte mig ned og gennemlæse samtlige love og regler på området, da det forekommer mig uoverskueligt og tidsmæssigt uforeneligt med mit personlige mål om at komme fri af systemet.
Lotte - med skam at melde: Endnu før jeg modtog din kommentar, havde jeg rettet formuleringen i mit CV.
Jeg er naturligvis fuldstændig enig med dig, men jeg forstod MA-konsulentens udmelding således, at jeg kunne miste retten til dagpenge, hvis ikke jeg rettede formuleringen.
Da jeg ikke kan se, hvordan jeg skal forsørge mig selv på en kontanthjælpsydelse, som for tiden synes at være det eneste alternativ til mine dagpenge, har jeg valgt at ændre min formulering. Men jeg gør det under protest!
Capac - tak for linket og tak for dit udsagn i det indlæg, du linker til.
En fælles blog, hvor man kunne samle de absurde historier, ville måske være en god begyndelse. Men skal det batte noget, så er jeg ikke i tvivl om, at der skal lægges en del mere arbejde i sagen. Det vil sige: Synliggørelse. Og her er det næppe tilstrækkeligt, at tre eller fire enkeltpersoner sender læserbreve til medierne eller breve til ministeren. Endvidere mener jeg, at det er nødvendigt at have en jurakyndig med inde over projektet, hvis det skal strække sig ud over blogosfæren og det almene brokkeri, som alt for let kan afvises, hvis der er blot den mindste slinger i vor argumentation og vore referencer.
Jens - ja, man kan hurtigt komme til at føle sig utryg og usikker i dagpengesystemet. Det er vist en del af strategien...
Per Einar kender til min blog fra mit CV på jobnet, hvor man opfordres til at skrive adressen på sin weblog, hvis man har en sådan.
Jeg har ikke selv gjort nogen hemmelighed ud af, at jeg har en blog. Hverken overfor diverse konsulenter eller mulige arbejdsgivere, da jeg ikke foretager mig noget ulovligt (såsom "at udbyde serviceydelser").
Desuden ser jeg min blog som en form for reklame for, hvad jeg kan (og ikke kan) som skribent. Og eftersom jeg fortsat håber på at få mig en stilling som skribent - under en eller anden form - er det nærliggende for mig at henvise til min blog.
At "få" sig et job er så forøvrigt ikke en formulering, som min MA-konsulent, Per Einar, bryder sig synderligt om. Ifølge hans seneste udmelding er et job ikke noget, man "får". Det er noget, man "tager". Det tolker jeg sådan, at Per Einar ikke oplever, at jeg yder den optimale indsats i forhold til at skaffe mig et arbejde, selvom han (og andre) sikkert efterhånden gerne så mig langt ude af dagpengesystemet.
Jeg kan forresten tilføje, at på Jobnet kan man se, hvor mange gange ens CV (hvor jeg altså har henvisning til min blog) er læst af henholdsvis arbejdsgivere og sagsbehandlere. I mit tilfælde er mit CV læst lige ofte af begge parter.
Kimpo - ja, nedladenheden og pædagogstilen grænser visse steder til det perfide. Jeg kan ikke lade være med at tænke på, at jeg endda er heldigere stillet end de fleste i dagpengesystemet, da jeg - qua min uddannelse og min deraf tillærte evne til at analysere og kommunikere på et forholdsvis højt niveau - kan se bagom nogle af de ydmygende situationer, man udsættes for.
Jeg bliver som regel vred i sådanne situationer. Men jeg har set modne mennesker, som gik ud af døren med tårer i øjnene. Det er fuldstændig uacceptabelt.
Systemt, som det nu er skruet sammen, bidrager selv til at fremdyrke arbejdsløse med et lavt selvværd og i visse tilfælde en trang til at snyde og bedrage og springe over, hvor gærdet er lavest.
Lotte - du har ganske ret: Naturligvis har også sagsbehandlerne og konsulenterne, og hvordan vi nu ellers kan benævne dem, en interesse i, at systemet kører videre. Det gælder deres stillinger. Det er indlysende.
Indrømmet: Jeg er stødt på flere undervejs, som rent privat vil erklære sig enige i det meste af det, som efterhånden er kommet frem her på bloggen i forbindelse med diskussionerne om dagpengesystemet. Men naturligvis vil ingen stille sig op og bide den hånd, som fodrer dem.
Se bare min egen tidligere kommentar til dig her. Jeg vil ikke risikere at ende på kontanthjælp på grund af et spørgsmål om formuleringen i mit CV... :-/
Lotte - du har ganske ret: Naturligvis har også sagsbehandlerne og konsulenterne, og hvordan vi nu ellers kan benævne dem, en interesse i, at systemet kører videre. Det gælder deres stillinger. Det er indlysende.
Indrømmet: Jeg er stødt på flere undervejs, som rent privat vil erklære sig enige i det meste af det, som efterhånden er kommet frem her på bloggen i forbindelse med diskussionerne om dagpengesystemet. Men naturligvis vil ingen stille sig op og bide den hånd, som fodrer dem.
Se bare min egen tidligere kommentar til dig her. Jeg vil ikke risikere at ende på kontanthjælp på grund af et spørgsmål om formuleringen i mit CV... :-/
Kirsten - tak for din optimisme.
Jeg har hørt, at dagpengesystemet ikke var halvt så slemt tidligere. Stramningerne er snøringer på linje med dem, der ødelagde de små kineserinders fødder i det gamle Kina. :-/
Harning - som det vil fremgå af et indlæg, jeg har skrevet i dag, er jeg principielt imod, at arbejdsgivere undersøger jobansøgeres baggrund og ikke mindst privatliv ved at orientere sig om dem på nettet.
I mit eget tilfælde har jeg dog ikke betænkeligheder i forhold til min blog. Men det kommer altså ikke min principielle holdning ved.
Man kan udmærket se min blog som en form for jobansøgning - eller i hvert fald som et supplement til en sådan. Men lad os endelig holde det os imellem, for lugter det ikke lidt i retning af "udbydelse af serviceydelser"?
Det er jo åbenbart ikke meningen, at den ledige skal gå ud og reklamere for sig selv og sine evner for at komme i arbejde. Det er i hvert fald, hvad jeg udleder af de meldinger, jeg hidtil har fået indenfor systemet. Jeg skal være arbejdssøgende, men på systemets præmisser, hvilket altså vil sige, at min chance for at komme i arbejde er meget ringe.
I virkeligheden handler det nemlig om, at jeg skal bidrage til at opretholde et system, indenfor hvilket en række forskellige konsulenter og andre enkeltpersoner og instanser er beskæftiget med at kontrollere de ledige (inklusive undertegnede), alt imens samme system giver sig ud for at være en hjælpeforanstaltning og netop ikke en kontrolinstans.
Naturligvis skriver jeg også (mine anmeldelser og mine blogindlæg) for at holde mine evner ved lige, så de ikke når at forfalde for meget, før jeg kommer ud et sted, hvor jeg kan få penge for at virke.
Donald - der findes undtagelser fra reglen i ethvert system. Det er klart. Men i øvrigt vil jeg henvise til ovenstående kommentarer, hvad angår differentieringen imellem den enkelte medarbejder og systemet som sådan.
Heidi - jeg brygger på noget. Skal bare have besluttet mig for, hvilken strategi, der har størst chance for at føre mig derhen, hvor jeg gerne vil. :-)
Louise - tak for dit fromme ønske. Jeg er bange for, at der skal skarp lud til skurvede hoveder. ;-)
Ane-Marie (Kjeldberg), tak! tak! tak! :-)
Bare en enkel replik. Jeg tænkte, at en fælles blog kunne være et brohovede til aviser og medier. Man kunne jo sende linkene til de journalister, der havde ansvarsområdet...
Og man skal passe på med at gøre diskussionen til en juridisk diskussion. Det er en politisk diskussion, der handler om, hvordan vi vil behandle hinanden som mennesker. Hvis vi finder os den behandling, vi får som ledige, hvad kan vi så ikke forvente i andre sektorer!? Netop nu, hvor recessionen er sat ind, og vi kan se frem til voksende ledighed, så er der al mulig grund til at kæfte op.
Capac - I see your point.
Dog mener jeg fortsat, at vi er nødt til at vide, hvilke love, regler og (smut)huller vi har med at gøre, hvis vi skal diskutere på et fornuftigt niveau med lovgivere og beslutningstagere indenfor området.
Selvfølgelig. Der er en lovgivning og et regelsæt, der gælder. Den konflikt, jeg var igennem, handlede især om, at aktøren ikke overholdt regler og love... Så, jo.
Den anden side er den politiske, holdningsmæssige. Hvad er det for et menneskesyn, der ligger til grund? Harmonerer den med magthavernes erklærede holdninger ("mennesket i centrum" osv.). Altså: kritik. Og krav om andre og bedre forhold.
Post a Comment