Elvermorgen

Morgenen er kold og himlen bleg, da vi kommer ud. Den tidlige stilhed, hvori kun enkelte fugles fjerne kvidren lader sig høre, her sidst i september, fylder rummet med mildhed, stryger over vore ansigter som fjerlette berøringer af svale hænder og indgiver os en trang til blot at hviske. Vi sætter os ind i bilen og opdager, at dens frontrude, for første gang dette efterår, er dækket af et tyndt lag rimis, der besværliggør udsynet de første hundrede meter. Det er nødvendigt at sætte blæseren på.

Da vi svinger ud på den store grusvej, der løber gennem markerne, nikker du bagud og siger: "Hvor er det smukt, alting er blåt."
Jeg drejer nakken halvt af led og ser - med morgentrætte øjne - bag de falmende grønne massiver af ege- og bøgetræsvækst i forgrunden, de fjernereliggende højdedrag, skovpartierne og de langstrakte, næsten stiliserede skyformationer, der glider over i hinanden i forskellige kølige blå, blågrønne og hvide nuancer.

Vi drejer til højre ud på den asfalterede vej, og det tvedelte træ, som står henne i svinget, med den tunge krone, springer brat og overraskende frem mod os i dag med de mørke stammer og det endnu tætte løv mod alt det solskinslyse bagved. Denne morgen ligner de landskaber, vi kører igennem, akvareller i en gammel eventyrbog. De nypløjede marker ligger chokoladebrune, fede og fugtige under en himmel så blegblå, at den er på nippet til at opløse sig selv i hvidt. Mod øst toner den ud i en sart, sart rosa, der fornemmes alene fordi, den får modspil af de brede bånd af åndeslør, der bølgende snor sig over grønne dalsænkninger og mørke højdedrag, bugter sig tværs over vejen foran os og drillende fordamper og forvandles til det rene ingenting, idet vi gennembryder dem. Længst ude i horisonten fortoner alt sig fortsat i de blå skyggeagtige formationer, som svæver over det fortryllede tågerige, der sine steder og set på afstand skinner og glitrer som et skummende hav i solens første stråler.

Det er elverpigernes dans i hvide gevandter. Denne morgen kan jeg høre dem synge med sarte silkestemmer, når jeg lader blikket dvæle ved deres flygtige skønhed og lytter. Indad. Hører du dem? De synger i stilhedens rum.