Med ærlighed kommer man længst

Torsdag formiddag står jeg af bussen i en mindre by nord for Odense. Solen skinner, fuglene kvidrer, og jeg går hen ad en gade med sensommerstøvede hække og æbletræer, gennem en blandet bebyggelse, der ikke kan bestemme sig for, om den vil være parcelhuskvarter eller landsby.

Jeg skal til møde med skoleinspektøren på den skole, hvor Alectos virksomhedskonsulent har fundet et løntilskudsjob, som han mener vil passe til mig.
Et stykke henne ad gaden ligger en tankstation. Jeg må hellere spørge om vej dér, tænker jeg, men netop som jeg nærmer mig tankstationen, ser jeg spredte grupper af unge, som smågrinende, udstødende en ed for hvert andet ord og iført hættetrøjer og hængerøvsjeans, driver skråt fra den modsatte side af vejen og over mod biksen. Så behøver jeg alligevel ikke at spørge.

Skolen er et lavt halvfjerdserbyggeri med en glasdør ind til en lang murstensgang. Jeg følger en gruppe unge fyre med ludende holdning ind bag døren, idet jeg noterer mig, at ingen af dem kender til det med at holde døren for den sidste i rækken. Her standser jeg og orienterer mig på den ophængte lokaleoversigt, hvorefter jeg finder kontoret.

En yngre kvinde med garbardineorienteret kontordamelook og 90er-permanent kommer mig tøvende i møde og spærrer de store øjne en kende mere op, idet hun måler mig fra strithåret, ned over den lange tyskerfrakke, over mine sorte shorts, mine ditto strømpebukser og ned til soldaterstøvlerne. Det er min kampuniform! Jeg kundgør høfligt, at jeg har en aftale med skoleinspektøren, og hun vimser ind i et tilstødende lokale.

Skoleinspektøren viser sig at være en lille leverpostejsfarvet og godt midaldrende herre med sygekassebriller og et let fugtigt håndtryk. Nu ser jeg, hvor de unge mænd har opsnappet den ludende holdning. Hvis skoleinspektøren rettede sig op, ville han være næsten lige så høj som jeg.

Han beder mig tage plads ved det lyse bord og vente, imens han lige smutter ned i 8. klasse for at give dem en besked. Dér sidder jeg så og tygger provotyggegummi og betragter børnetegningerne på væggene og den opslåede kalender på bordet, indtil inspektøren vender tilbage og dykker ned i en kasse på gulvet, hvorfra han fremdrager diverse remedier til en kop plastickruskaffe i gule holdere.

Da kaffen er skænket (sort - og uden at spørge til sukker- og flødeforbrug) og inspektørens første småpludren overstået, sætter han sig overfor mig og åbner et chartek med papirer, blandt hvilke jeg får øje på mit eget CV, som Knud formentlig har sendt ham. Inspektøren smiler og rømmer sig. Jeg hjælper ham ikke. Jeg sidder bare og nipper til den skoldhede kaffe og nægter at smile tilbage. Hans blik flakker lidt nervøst over mig, for dernæst at falde til ro ved min barm, som dog ellers er passende dækket bag en sort bomuldstrøje med v-udskæring.

Inspektøren lægger ud med en gennemgang af de demografiske tal for skolens nærområde. Han slutter af med, med hovedet let på skrå og et beklagende drag om munden, at sige: - Så det er jo hverken socialgruppe 1 eller 2, vi har med at gøre her!

I situationen når jeg ikke at tænke så meget over den bemærkning, for jeg har alt for travlt med at spekulere i, hvordan jeg bedst forholder mig, for at den lille grå mand ikke skal blive alt for lun på idéen om mig i rollen som den nye biblioteks- og kontormedhjælper på stedet. Men senere, da jeg er kommet hjem, klinger den sætning med en skæv modlyd i mit hoved, og jeg bliver rigtig, rigtig irriteret på det menneske, der kan finde på at introducere en hel gruppe børn og unge på denne måde overfor en mulig ny medarbejder. Hvad f..... bilder han sig egentlig ind? Så har han ligesom kategoriseret dem og angivet forventningsniveauet og skåret alle over én kam, ikke sandt? Ville det ikke være mere hensigtsmæssigt at lade en ny medarbejder opleve og tage udgangspunkt i hver elev på egen hånd?

Men tilbage til mødet. Da inspektøren har sat mig ind i det ringe elevmateriale, som der åbenbart - ifølge ham - er til stede her i området, kigger han ned på mit CV og begynder at læse højt for mig, hvad jeg har beskæftiget mig med i tidens løb. Han er vist tæt på at klappe i sine fugtige små hænder, da han siger til mig, at jeg jo lige passer ind med de ting, jeg har arbejdet med - især i min tid som studentermedhjælper på Universitetsbiblioteket. Han beretter stolt om alle de medarbejdere, der i tidens løb har gået til sulteløn - undskyld, jeg mener som løntilskudsberettigede - i biblioteksafdelingen, og som har været rigtig fornøjede ved det. En af dem blev endda fastansat efter nogle år. Men typisk er der jo nogle regler, der siger, at løntilskudsmedarbejdere skal ansættes for 6-12 mdr. af gangen, siger inspektøren.

Jeg trækker uforskammet på skuldrene og vender tyggegumiet et par gange, men da manden endnu ikke spørger til min interesse i stillingen, kan jeg ikke længere holde pinen ud. Jeg fanger hans blik, der har det med at glide ud til siden eller tilbage til min barm, og siger: - Jeg synes lige så godt, jeg kan være ærlig, for ærlighed er et meget vigtigt begreb for mig. Du skal vide, at jeg søger job i Jylland, hvor jeg har tænkt mig at bosætte mig, så snart jeg får mulighed for det. Hvis du tilbyder mig stillingen, vil jeg naturligvis ikke sige nej, for det må jeg faktisk ikke, ifølge de regler, jeg er underlagt. Men jeg vil altså heller ikke sidde og fortie for dig, at jeg har helt andre planer for mit liv!

Inspektørens pupiller trækker sig sammen. Så kigger han igen ned på mit CV, flytter lidt rundt på papirerne og siger med en let klagende stemme: - Jeg blev ellers lige så glaaad, da jeg så dine papirer.
(Ja, det tror da en vis herre. Som arbejdsgiver ville jeg også være blevet glad, hvis jeg kunne have en cand.mag. med tocifrede karakterer i de litterære fag og med fire års erfaring i selvstændigt tilrettelagt biblioteksarbejde gående på min virksomhed med et klækkeligt løntilskud.)

Jeg siger til manden, at jeg simpelthen mener, at det er mest redeligt, at jeg gør ham opmærksom på de faktiske forhold, så han ikke træffer sin beslutning på et falsk grundlag: Det vil jo nok ikke passe ham så godt, hvis jeg bliver ansat, og så vinker farvel efter måske bare tre uger. Men, som jeg gentager, hvis han tilbyder mig jobbet, så vil jeg selvfølgelig tage det, hvilket jeg er forpligtet til, og så må vi jo se, hvad der videre sker.
Jeg fortæller ham også, at jeg jo for øvrigt har en tidligere aftale om en samtale i andet regí, og den må jeg jo også lige se, hvad der kommer ud af. (Det handler om den 4-ugers praktik, som arkæologen Jeppe bragte på bane.)

Inspektøren er slået ud af kurs. Det kan jeg godt mærke. Han ved ikke, hvad han nu skal stille op. Han foreslår, at vi lige tager en runde på skolen og ned på biblioteket. Jeg følger langsomt efter ham rundt på de gule gange, hvor flere elever sidder ved borde udenfor klasselokalerne og angiveligt skal forestille at lave gruppearbejde, men i stedet synes at småsnakke om alt og ingenting. Lærere kan jeg ikke se nogen af. Undervejs stopper inspektøren og stikker hovedet ind i 8., hvor han siger: - Nå, får I lavet noget?

Det minder mig lidt om jobsøgningskurset hos Alecto, det her. Jeg får helt ondt af de unge mennesker. Pigerne med kohl-øjnene, drengene med hængerøvsbukserne. Jeg får faktisk lyst til at tage over som en anden LouAnne Johnson, men nu var det jo ikke et lærerjob (eller rigtig løn), jeg blev tilbudt.

Inspektøren tegner og fortæller under vores hastige gennemgang af skolefaciliteterne. Da vi når lærerværelset, som ikke hedder lærerværelset her på stedet, men personalerummet, "fordi alle personalegrupper er velkomne her" (det siges med let løftede øjenbryn og spids mund), begynder mine latente røde knopper at klø. Der er hængt en liste for kaffebrygning og brødmedbringelse op på køleskabsdøren, og inspektøren fortæller, at når man har fødselsdag tager man altid noget med. "Hvad man nu synes."

På det lille bibliotek sidder en løntilskudsslave, en yngre mand med et pænt smil, foran en stationær computer. Om han smiler af lettelse over snart at skulle stoppe her, eller om han smiler af høflighed, er svært at sige. Henne i sofahjørnet slås nogle små drenge under høje hyl om noget legetøj, de har taget med herind. Ellers er biblioteket tomt.

Inspektøren følger mig tilbage til glasdøren ved indgangen. Han kigger mig over skulderen med sine små, spidse pupiller, imens han siger: - Ja, men så ringer jeg bare til Knud og siger det, som det er. Og så synes jeg, at du også selv skal tage kontakt til ham.

Det har jeg gjort. Da jeg kom hjem, sendte jeg Knud en mail om dagens samtale og fortalte ham, som det var, at inspektøren virkede mindre entusiastisk, da jeg først havde fortalt ham om mine fremtidsplaner. Samtidig vedhæftede jeg den ansøgning, som jeg havde udformet med henblik på en stilling som tekstforfatter, og udbad mig Knuds kommentarer, eftersom han jo - som bekendt - selv har været beskæftiget indenfor marketing. Så gik jeg ud på mit badeværelse og tørrede den sorte Cleopatra-øjenskygge af og rensede neglene for den okseblodsfarvede neglelak, som jeg havde påført til ære for skoleinspektøren.

Fredag kontaktede Knud mig og udtrykte stor begejstring for min nyudformede ansøgning: - Hvis de ikke ansætter dig, så er de sgu selv ude om det, sagde han, og det der andet job ude på skolen, det taler vi bare ikke mere om!
Dér fik Knud et par stjerner i min karakterbog. Noget siger mig, at han lige skulle erfare min målrettethed. For det kan godt være, at jeg har været ved at gå ned med flaget på det sidste, men i forbindelse med torsdagens samtale nåede jeg til gengæld det punkt, hvor jeg er kendt for at kæmpe med desperationens mod.

For jeg skal ikke kostes ud i et eller andet slavejob, som er med til at skævvride jobmarkedet, og som ydermere forhindrer mig i at nå mine personlige mål - både fagligt og privat. Jeg skal ikke sidde et sted, hvor der er faste tider for frokost og faste tider for toiletbesøg, og basseuddeling, når man har fødselsdag, og børn, der forsømmes, fordi man ikke forventer og derfor heller ikke forlanger noget af dem. Jeg skal ud at skrive. Om alt det, der er galt. Og om alt det skønne, der findes derude - lige på den anden side - hvis man gider slå øjnene op og ørerne ud og tør tænke - og leve - en smule anderledes.

Det er det valg, jeg træffer!