Wednesday, September 17, 2008

Og det lugter godt!

I det bakkede østjyske landskab, hvor luften endnu føles klar og ren, hvor køerne kommer på græs, og hvor rutebilchaufføren fortsat har tid til at komme med en lun bemærkning til passagererne, ligger den lille provinsby Brædstrup, som nu har fået sig en slagterbutik af den gode gamle slags.

Hos Brædstrup Slagteren, hvor kunderne må trænges på tre smalle kvadratmeter foran disken med den bugnende glasmontre, lugter der ikke kvalmende sødligt og fadt af rå fars og karklud, som man ofte oplever det i de store butikskæders slagterafdelinger. Nej, i Brædstrup Slagterens butik dufter der krydret og varmt af nystegte deller, medister med sprødt skind, røgvarer og lun leverpostej, som mor lavede den.

Bag kølediskens glas ligger hele stykker af saftig hamburgerryg, fin lys kamsteg, saltkød, pølser af alle tænkelige arter, medister, flæskesteg, roastbeef, skinke, rullesteg og kogt oksebryst, almindelig rullepølse, lammerullepølse og røget rullepølse side om side med kronvildtsteg, lammeryg og et vældigt opbud af lækre frisklavede salater, hjemmerørt remoulade og meget, meget mere. På de lune plader forefindes smukt brunede frikadeller, bakker med leverpostej, hvis smag får englene til at synge, samt gyldne fiskefileter, og i fryseskabet er der tommetykke lammekoteletter, hele lammekøller og alskens former for fars.

Bag disken står enten den gæve, blonde slagterdame eller en pæn yngre mand med glimt i øjet, og fra køkkenet ude bagved høres klirren af potter og gryder og knive og skeer, ovnlåger, der åbnes og lukkes, og dæmpet samtale, alt imens de lifligste dufte, som får ens tænder til at løbe i vand, bølger ind i butikken derude fra.

Nu forholder det sig så heldigt, at min ven ofte foretager sine indkøb i Brædstrup By, og det var på en sådan indkøbstur, at han for en god måned siden sagde til mig: "Lad os kigge ind til den nye slagter."

Som sagt så gjort. Vel inde bag den klokkeklemtende dør pegede vi forsigtigt nogle varer ud: Jotak, vi ville gerne have så og så mange lag pålæg, og dertil et par fiskefileter. Den flinke, humørfyldte dame, der så ud til at synes om sit arbejde, skar af og pakkede og vejede varer på vægten, og så sagde hun: "Hvis nu I vil have en bakke frisk, lun leverpostej med, så bliver det kun nogle få kroner ekstra, for vi har et tilbud på fire lag pålæg og en salat eller en leverpostej for firs kroner." (Eller noget i den omegn.)I hvert fald var det et tilbud, vi ikke kunne sige nej til, og da vi kom hjem og så det tykstskårne pålæg og smagte på postejen, som formelig smeltede på tungen, var vi lykkelige for, at vi havde takket ja.

Siden er min ven blevet stamkunde hos Brædstrup Slagteren. Og hver gang han har lagt vejen indenom dér, har han en ny historie at berette for mig i telefonen. Forleden var han for eksempel kommet ind for at handle, kort før lukketid, og slagterdamen havde spurgt, om han ikke ville have et par lune frikadeller med oveni handelen. Det ville han naturligvis gerne, men den flinke dame så derefter et øjeblik på de resterende frikadeller, hvorpå hun sagde: "Ja, jeg må jo alligevel ikke sælge dem i morgen, så vil du ikke have dem alle syv med?"

En anden dag bad min ven om et lag afskåret med røget lammerullepølse. Den var ganske vist lidt rigeligt fed, fortalte han mig, men den, han havde købt en gang tidligere havde smagt så godt, at han alligevel gerne ville prøve igen. Da slagterdamen rakte ned i køledisken efter rullepølsen, kiggede hun imidlertid kort på den, og så sagde hun: "Nej, ved du hvad, det er da alt for fedt, det der er tilbage af den her. Den ryger ud!" Og ud røg rullepølsen, og frem kom et andet og mere reelt stykke, der kunne skæres af.

Lammekoteletterne, som vi prøvede, da jeg sidst besøgte min ven, var uovertrufne og havde absolut ingen lighed med de tørre, anorektisk udseende stakler, der sædvanligvis fjæler sig i plastbakkerne i supermarkedets kødafdeling, og jeg ser allerede frem til den næste lune leverpostej fra den lille butik, eller til kronvildtstegen eller til det kogte oksebryst eller, eller....

Brædstrup Slagteren er forhåbentlig kommet for at blive, for her kan man opleve det efterhånden sjældne fænomen, at både kundeplejen, kvaliteten af råvarerne og tilberedningen af dem er i højsædet. Og ved I hvad? Det lugter godt!

6 comments:

Anonymous said...

jeg er suuuuuulten!!!!!!!

Tina Charlotte Møller said...

Mmmmm, det kan man hurtigt blive, når man besøger Brædstrup Slagteren. Det glæder mig, at jeg åbenbart har kunnet vække din erindring om gode smags- og duftoplevelser, Kirsten. :-)
Hvordan ser det ud med slagterforretninger i Italien? Findes den slags endnu der, eller har supermarkederne udkonkurreret dem?

Anonymous said...

Hvornår udgiver du den roman? Hold da op som du kan skrive. Jeg kunne sværge, at jeg var der med dig. :-)

Tina Charlotte Møller said...

Tusind, tusind tak for roserne, Spacemermaid. :-)
Ja, en dato for en romanudgivelse kan jeg desværre ikke trække op af hatten. Gid jeg kunne!
Jeg skriver fortsat brudstykkevis. Er sikker på, at mine skriverier kunne have gavn af længere tids (økonomisk) ro...

Anonymous said...

Æh, det her indlæg havde jeg bestemt at jeg ikke ville kommentere.... Men så alligevel: jeg tror nemlig at mange flere butikker skulle lære noget om god kundeservice. Sådan et sted kommer kunderne igen og igen. Det kan godt være at de en gang imellem giver kunderne noget som de ikke betaler for, men det burde butikkerne bare betragte som en god investering. Jeg kommer naturligvis ikke i slagterbutikkerne, men det lyder som et godt sted.

Tina Charlotte Møller said...

Hahahaha, Jens :-)
Det glæder mig, at selv en veganer kan finde på at kommentere dette indlæg. Også selvom det sker lidt nølende - eller skal vi sige efter nærmere overvejelse...
Er man kødspiser, så tror jeg i hvert fald på, at produkterne fra Brædstrup Slagteren er blandt de bedste, man kan vælge.
Det kan man læse mere om, hvis man googler Voerladegaard Slagteren, som står bag slagterbutikken i Brædstrup.
Næste skridt må blive, at alle kødvarerne bliver produceret under hensyntagen til økologisk bæredygtighed. :-)