Det Børge er bedst til

Børge løber. Det er det, Børge gør. Børge løber ind gennem landsbyen, videre ud gennem villakvarteret med gulstenshusene bag de lave ligusterhække og ud forbi den forsømte, hvide gård med møddingen på den ene side af grusvejen og fårene på engen på den anden side. Om efteråret plasker han gennem pytterne, så det sprøjter, og om sommeren sparker han støv op. Blå shorts og løbesko størrelse 46. Børge drejer til højre ud gennem bakkerne, ind gennem skovstrækket, forbi søerne, og videre, videre ud, hvor der er udsigt til åben himmel med sol eller til regntungt skydække eller til frysende himmel svanger af snarligt snefald. Børge løber. Det er det, Børge gør, for det er det, Børge er bedst til. Og de lange arme svinger, og han løfter en hånd og råber en hilsen, når han en sjælden gang passerer nogen. Børge kender de fleste, og de fleste kender Børge, fordi Børge løber i landskabet næsten hver dag, når han da ikke lusker rundt ved den lokale Brugs og giver sig i snak med dem, der ellers gider snakke lidt.

Det gider magisteren godt. Magisteren går ikke selv af vejen for en enkelt af de grønne, og selvom han ikke står udenfor Brugsen og drikker med Børge, men pænt lægger posen ind bag i bilen, ved Børge, at han er en kammerat. Ham kan man regne med, ham der medisteren. Og Børge bukker den lange krop sammen, laver sitretics med det ben, han ikke støtter på, og læner sig op ad magisterens bil, på parkeringspladsen udenfor Brugsen, støttende sig med en arm på dens tag, og siger ind gennem den nedrullede rude: "Nå hva, hva, hva så, hvordan går det mæ' familjen, øh din øh øhøh din bror, nå men alså hva' hvordan går det mæ' ham, alså ham i Brasiljen, er det ikk' Brasiljen, han bor i? Uuuuuh ja, jow, der sku' man bo. Hva', hva' hva' mæ ham så...eeh?"
Og magisteren svarer, at jo tak, det går da så vældigt. Nu er det ikke lige Brasilien, men jo, Børge har ret, det kan da godt ligne lidt. Måske... De har det da i hvert fald også med varme derovre, hvor broderen bor. Det går ellers godt, og har Børge været ude at løbe i dag?

Og Børge retter sig op et øjeblik og slår ud med en lang arm og og hæver stemmen og siger, at ouuha, jow da, det har han, men han var fandeme da lige ve' å bliw ædt af den der store hund oppe på Janssons gård. Om medisteren har mødt den?
Det har magisteren, og han er bestemt heller ikke tryg ved den store schæfer, den måde den kommer farende på og knurrer og giver hals og tér sig. Man burde nok gøre noget ved det. Manden må jo lave et aflukke eller sætte hegn op, så man kan færdes sikkert på vejen forbi gården.
"Ja sateme da!" Siger Børge, og det er lige før, han når op i falsetten, "for det er da li'godt for gal, det der mæ' øh, mæ' eh, mæ' øh den der, den der, den gal' hund dér. For det ka' da ikk' være meningen, a man ikk' mere ka' løwe en tur, sateme nej da! Ellers så må man jo melde det til eh, til øh, til eh, ja man må melde det til politiet, hva', hva' hva'? Men eeh, hvordan er det nu lige mæ' Brasiljen, jow, det var da der, man sku' bo, hva'?

Børge løber. Det er det, Børge gør. For det er det, Børge er bedst til. Børge løber ind gennem landsbyen, videre ud gennem villakvarteret med gulstenshusene bag de lave ligusterhække og ud forbi den forsømte, hvide gård med møddingen på den ene side af grusvejen og fårene på engen på den anden side. Børge drejer til højre ud gennem bakkerne, ind gennem skovstrækket, forbi søerne, og videre, videre ud, hvor der er udsigt til åben himmel med sol eller til regntungt skydække eller til frysende himmel svanger af snarligt snefald, som får Børge til at drømme om Brasiljen. Børge løber forbi Janssons gård, hvor en ny vej - udenom - nu er blevet anlagt. På sikker afstand af den gale hund. Sateme da!