Børge løber. Det er det, Børge gør. Børge løber ind gennem landsbyen, videre ud gennem villakvarteret med gulstenshusene bag de lave ligusterhække og ud forbi den forsømte, hvide gård med møddingen på den ene side af grusvejen og fårene på engen på den anden side. Om efteråret plasker han gennem pytterne, så det sprøjter, og om sommeren sparker han støv op. Blå shorts og løbesko størrelse 46. Børge drejer til højre ud gennem bakkerne, ind gennem skovstrækket, forbi søerne, og videre, videre ud, hvor der er udsigt til åben himmel med sol eller til regntungt skydække eller til frysende himmel svanger af snarligt snefald. Børge løber. Det er det, Børge gør, for det er det, Børge er bedst til. Og de lange arme svinger, og han løfter en hånd og råber en hilsen, når han en sjælden gang passerer nogen. Børge kender de fleste, og de fleste kender Børge, fordi Børge løber i landskabet næsten hver dag, når han da ikke lusker rundt ved den lokale Brugs og giver sig i snak med dem, der ellers gider snakke lidt.
Det gider magisteren godt. Magisteren går ikke selv af vejen for en enkelt af de grønne, og selvom han ikke står udenfor Brugsen og drikker med Børge, men pænt lægger posen ind bag i bilen, ved Børge, at han er en kammerat. Ham kan man regne med, ham der medisteren. Og Børge bukker den lange krop sammen, laver sitretics med det ben, han ikke støtter på, og læner sig op ad magisterens bil, på parkeringspladsen udenfor Brugsen, støttende sig med en arm på dens tag, og siger ind gennem den nedrullede rude: "Nå hva, hva, hva så, hvordan går det mæ' familjen, øh din øh øhøh din bror, nå men alså hva' hvordan går det mæ' ham, alså ham i Brasiljen, er det ikk' Brasiljen, han bor i? Uuuuuh ja, jow, der sku' man bo. Hva', hva' hva' mæ ham så...eeh?"
Og magisteren svarer, at jo tak, det går da så vældigt. Nu er det ikke lige Brasilien, men jo, Børge har ret, det kan da godt ligne lidt. Måske... De har det da i hvert fald også med varme derovre, hvor broderen bor. Det går ellers godt, og har Børge været ude at løbe i dag?
Og Børge retter sig op et øjeblik og slår ud med en lang arm og og hæver stemmen og siger, at ouuha, jow da, det har han, men han var fandeme da lige ve' å bliw ædt af den der store hund oppe på Janssons gård. Om medisteren har mødt den?
Det har magisteren, og han er bestemt heller ikke tryg ved den store schæfer, den måde den kommer farende på og knurrer og giver hals og tér sig. Man burde nok gøre noget ved det. Manden må jo lave et aflukke eller sætte hegn op, så man kan færdes sikkert på vejen forbi gården.
"Ja sateme da!" Siger Børge, og det er lige før, han når op i falsetten, "for det er da li'godt for gal, det der mæ' øh, mæ' eh, mæ' øh den der, den der, den gal' hund dér. For det ka' da ikk' være meningen, a man ikk' mere ka' løwe en tur, sateme nej da! Ellers så må man jo melde det til eh, til øh, til eh, ja man må melde det til politiet, hva', hva' hva'? Men eeh, hvordan er det nu lige mæ' Brasiljen, jow, det var da der, man sku' bo, hva'?
Børge løber. Det er det, Børge gør. For det er det, Børge er bedst til. Børge løber ind gennem landsbyen, videre ud gennem villakvarteret med gulstenshusene bag de lave ligusterhække og ud forbi den forsømte, hvide gård med møddingen på den ene side af grusvejen og fårene på engen på den anden side. Børge drejer til højre ud gennem bakkerne, ind gennem skovstrækket, forbi søerne, og videre, videre ud, hvor der er udsigt til åben himmel med sol eller til regntungt skydække eller til frysende himmel svanger af snarligt snefald, som får Børge til at drømme om Brasiljen. Børge løber forbi Janssons gård, hvor en ny vej - udenom - nu er blevet anlagt. På sikker afstand af den gale hund. Sateme da!
9 comments:
Det var en meget smuk tekst. Meget poetisk og gentagelserne giver en smuk rytme, der næsten er lige som musik. Historien gav mig sådan en stille, indre følelse af melankoli. Jeg har selv lidt svært ved at forstå hvorfor. Måske fordi at det er i længslen, at vi kan mødes med Børge og have noget til fælles med ham. Vi har alle sammen noget vi stadig bliver ved med at drømme om, selv om vi ved, at det aldrig vil gå i opfyldelse.
Tak, Jens. Det glæder mig, at du mærker musikken. Du har ret: Udover at være et portræt af Børge, så er den her fortælling også en beretning om længsel og om at få det bedste ud af det forhåndenværende. Børge kommer vel næppe nogensinde til "Brasiljen", men må nøjes med sine løbeture der ud til, hvor kragerne vender.
Og det virkeligt smukke er, at Børge ikke løber væk fra, men hen imod.
Det er i mine øjne mere modigt end at rykke teltpælene op, og rejse væk. Fra. (til Brasillien??)
Knus
Brasilien, Australien, Langtbortistan... You name it.
Længselens land, Atlantis, har i tidens løb været anbragt på flere forskellige lokationer. :-)
Jeg er imponeret. Så melodisk, suggestivt.
Og elegancen og neddæmpetheden med hvilken du fortæller om to måder at være lidt for glad for de grønne flasker...
For er det her ikke allermest magisterens historie?
Åh, hvor er det fint.
Du skriver da vel den roman?!
Kære Ane-Marie, hvor er jeg glad for dine roser. :-)
I første omgang er jeg - på utallige opfordringer fra Jens Drejer - ved at samle materiale til en samling med prosastykker.
Jeg har vist endnu for mange forskellige historier, jeg ønsker at fortælle, til at jeg kan samle de forskellige spor i en roman. Den kommer forhåbentlig siden. Man skal jo kravle, før man kan gå, siger de. ;-)
Magisterens fortælling... Njah, jeg har nu ikke selv tænkt på det som magisterens historie. Jeg havde brug for noget, der kunne forbinde Børge og ham og gøre en kommunikation de to imellem plausibel. For Børge er det alt tilstrækkeligt, at han har set, at magisteren gerne køber et par øl og tager med hjem. Men jo, man kan selvfølgelig udmærket se det som "to måder at være lidt for glad for de grønne flasker" på.
Børge lader sig, lige så lidt som magisteren, gå på af den forskel i status, som han (altså Børge) formentlig er ganske uforstående overfor. Børge ved ikke, hvad en "magister" er. Betegnelsen minder i hans begrænsede vokabularium mest af alt om "medister". Det er naturligvis et forsøg på at vise, at Børge nok ikke er en af de skarpeste knive i skuffen.
Magisteren er utvivlsomt bevidst om status- og intelligensforskellen, men han har menneskeligt overskud til at komme Børge imøde - og så kender han naturligvis Børge fra Børges ture gennem landskabet.
Du godeste: Nu er du lige ved at få mig i gang med at folde historien ud, Ane-Marie. Hmmm. Måske en fortsættelse følger....
;-)
Ane-Marie - PS: Det forbliver et åbent spørgsmål, præcis hvor indskrænket Børge egentlig er. Er det på hans - eller er det på magisterens foranledning, at vejen nu er lagt udenom Janssons gård?
Hvad er det egentlig Børge er bedst til? ;-)
HEP!
Kirsten - simpelthen :-D
Post a Comment