Gløden i grålys

Et hammershøysk grålys ligger over Jylland og får efterårstræerne til at gløde i dybe intense nuancer i det bakkede landskab. Farvespillet rækker fra gulgrøn over fin citrongul til orangeflammer og nøddebrun. Her og der overrasker en dyb karmosinrød midt i det gyldne. Kulørerne træder frem på baggrund af nypløjede markers chokolademuld og den spædt lysegrønne vintersæd, der allerede danner et slør, hvor den er plantet. Der er stadig køer på græs: Sortbroget malkekvæg, de hvide køer, som jeg holder så meget af, fordi de er anderledes, og enkelte steder de brune, der med lidt god vilje kan ligne de kantede, engelskrøde køer, vi kendte til, da vi var børn, før Jersey og andre nutidige racer afløste dem.

Din søster er med os i bilen i dag, og hun inviterer på frokost i det blå på Nørre Vissing Kro, hvor en salig, varm duft af veltilberedte retter pirrer vore næsebor, så snart vi træder indenfor. Vi finder plads i et hjørne ved siden af den hvide pejs med glasindsatsen. Dugene er skinnende hvide, panelerne ligeså, men væggene er blå som den inderste kerne i en tændstiks flamme, og portierne foran hvert vindue en dyb magenta, der nærmer sig vinrød.

Brødet, der serveres i rigelige mængder, imens vi venter på hovedretten, er elastisk, når man trækker i en skive.
- Sikken dejlig krumme! siger din søster med kendermine. Hun er husholdningslærerinde og må vel nok vide, hvad det er, hun taler om. Vi smører smør på, rækker ud efter nok et stykke og så et til og overvejer kraftigt, om vi skal bede om "mere brød!". Ikke fordi det er nødvendigt, men fordi det smager himmelsk.

Det er et af de steder, hvor serveringen holder en lille højtidelig tale om maden, før gæsterne med god samvittighed kan gribe kniv og gaffel. I dag er der hellefisk i en særlig sauce, italiensk, røget skinke og perlehøne og endelig to slags oste. Alt serveres her "på en bund af" eller med "en garniture bestående af" nogle få udvalgte smagsingredienser, og tjeneren taler hurtigt og lavt med bløde vokaler og mildt, hviskende konsonanter. Da vi selv mærker retterne smelte på tungen, forstår vi, hvorfor han må tale netop sådan: Han har naturligvis været en tur i køkkenet og smagt på sagerne der, før han kom ind til vort bord.

Efter dette behagelige afbræk fortsætter vi turen gennem det grådisede landskab med flammetræerne, der nu er duggede af den milde støvregn, som også pletter ruden til i gråsølvs dråbelys. Jeg drikker landskabet ind, mærker min sjæl som et stykke trækpapir, der suger ro og skønhed til sig. Du og din søster taler søskendesnak og nævner navne, jeg kun har hørt i forbigående, eller navne, jeg aldrig før har hørt nævnt, og jeg føler mig lidt udenfor og ved siden af, men lægger mit blik til hvile i det grå og gyldne efterår, der glider forbi med vidtstrakte udsigter over kuperet terræn med langstrakte stålgrå søer, med bække og åer, med bittesmå kalkede huse, rødstenshuse, træhuse og kirketårne. Med tætte irslåede stammer op ad ræverøde skrænter. Med katte i grøfterne, falke i luften og gløder og flammer og gløder og dis over Jylland. Dér vil jeg bo, eller der - eller der, i huset i skoven, i huset bag bakken, i møllerens hus eller skovfogedhuset med udsigt over drømmenes landskab, hvor træerne altid drysser citronguld og kaster chokoladekarmosinrød langs med de snoede veje, der ligger blankvåde og indigoblå i den stadigt blidt duftende hammershøystøvregn, der trækker bløde neapelgule svampe med hasselnøddeduft frem af den fjedrende skovbund.