Det priviligerede panel

Jeg ser af og til "Spørg Charlie", programmet på TV Charlie, hvor Michael Meyerheim har inviteret et panel af kendte mennesker til at besvare brevkassespørgsmål fra seerne.

Jeg ser først og fremmest udsendelsen på grund af den underholdningsværdi, der ligger i at høre de ofte skarpe og humoristiske udmeldinger fra de personligheder, der sidder med i panelet - og deres indbyrdes diskussioner om et givent emne.

Da jeg jo (som de fleste mennesker, vil jeg antage) holder af at få bekræftet egne meninger (og fordomme), har jeg været særligt glad, når Jens Gaardbo sad med i panelet.

Men her skal det ikke handle om Gaardbo, men om - puha, jeg tør næsten ikke skrive det - klasseskel. For jeg har opdaget, at der er et problem i den retning, når panelet af kendte mennesker (journalister, entertainere osv.) skal besvare spørgsmål fra såkaldt almindelige mennesker. Og naturligvis er det en forsimpling at se det udelukkende som et spørgsmål om klasse- eller sociale forskelle mellem spørgerne og svarerne, for jeg er udmærket klar over, at man rent filosofisk kunne indvende, at vi alle, hver især, har en subjektiv indfaldsvinkel til verden. Men lad nu det være, for der er i flere tilfælde en påfaldende enighed blandt paneldeltagerne - en enighed, som bevirker, at deres svar bliver mindre anvendelige for spørgeren, og som jeg kun kan tilskrive panelets (generelle) status som velstillede - og kendte.

Her følger tre eksempler:
En spørger skrev ind og beklagede sig over den ligegyldighed og til tider direkte uforskammethed, som mange butiksansatte udviser over for kunderne i dag - i modsætning til for bare tredive år siden. - Så ekspederer de, imens de taler privat i telefon, så lader de vente på sig ved kassen, selvom de ser, at der står en kunde osv. Spørgeren ønskede at vide besked med panelets holdning til den adfærd, og hvad man som kunde kunne gøre for at ændre på sådanne situationer.

Den eneste paneldeltager, den aften, som kunne genkende problematikken, var Jacob Haugaard, der ligeledes var alvorligt irriteret over den. Ulla Terkelsen, Niels Hausgaard og Signe Svendsen, som ligeledes deltog, syntes tilsyneladende ikke, at være synderligt bekendt med den. Terkelsen erklærede, at der, hvor hun foretager sine indkøb, er ekspedienterne sædvanligvis utroligt høflige, imødekommende og hjælpsomme. Niels Hausgaard var af den opfattelse, at man får, hvad man er villig til at betale for. Hvis man handler i discountbutikker, sagde Hausgaard, så får man også en ringere service. Det ligger i begrebet discount. Signe Svendsen mente, at hvis man selv - som kunde - opfører sig smilende og imødekommende overfor ekspedienten, så vil man få det samme tilbage.
Panelet enedes til sidst om det svar, at spørgeren skulle bestræbe sig på at gå til ekspedienterne med et venligt smil og en humoristisk bemærkning på læben.

Hmmm... Jeg tænker, at dels har de nævnte paneldeltagere formentlig råd til at gå i alt andet end discountbutikker, når de skal handle. Også jeg har i enkelte tilfælde handlet i butikker med "et vist renommé", og det er da korrekt, at her (oftest) ydes en langt bedre service. Dels bærer paneldeltagerne utvivlsomt kendthedseffekten med sig rundt på indkøbsturen. Fedterøvstendensen er jo fortsat intakt i de fleste af os.
Jeg tænker også, at det engang hed sig, at høflighed koster ingen penge. Men tiderne har åbenbart forandret sig, også på det punkt. Er det acceptabelt, at man ikke kan forvente en ordentlig betjening af personalet, bare fordi man er henvist til at handle dagligvareindkøb i Netto og beklædning i H&M? Det mener jeg bestemt ikke.

Et andet eksempel: En spørger, som åbenbart boede i et større etagebyggeri, var grundigt træt af, at andre beboere i ejendomskomplekset ikke gad gå de få ekstra meter til en ledig affaldscontainer, hvis de nærmeste var fyldt op, og i stedet smed affaldsposer og storskrald fra sig på jorden udenfor de fyldte containere. Vedkommende ville gerne have råd om, hvordan det kunne løses, da det ikke havde hjulpet at placere opslag i gården.

Efter en del snak, frem og tilbage, hvor det kom frem (dog til stor moro selv for panelets deltagere), at Meyerheim bor et sted, hvor nærmestliggende affaldsstation går under det poetiske navn "Containerhaven", og hvor Lisbet Dahl kunne fortælle, at hendes skrald bliver afhentet ved døren, om end hun også er nødt til at følge en manual for at sortere skraldet på rette måde, nåede man frem til det svar, at sprøgeren skulle købe ind til gløgg og æbleskiver og så invitere alle beboere til en hyggelig komsammen, hvor man kunne "snakke om tingene".

Nu ved jeg, som selv bor i etageejendom i et almennyttigt boligbyggeri med affaldscontainere, at de færreste beboere her ville have råd til - eller plads til - at invitere samtlige naboer til gløgg og æbleskiver og "en lille snak om tingene". Jeg ved også, at det er en blandet forsamling, der bor i sådanne ejendomskomplekser. Her har vi alt fra narkomaner over indvandrere, unge studerende, arbejdsløse, familefædre med voldsdomme i bagagen og til frakilte mødre med børn og ældre enlige. På baggrund af de få beboermøder, jeg selv har deltaget i, er jeg klar over, at det er uhyre vanskeligt for så forskellige (og - i flere tilfælde - socialt belastede)mennesker at "få en snak om tingene" og ikke mindst at nå til enighed. Den slags går langt bedre blandt socialt priviligerede, som har overskud (og uddannelse) til at reflektere over tingene og omgås hinanden på en anstændig måde selv i pressede situationer.

En tredie spørger var en mand, der netop havde rundet de 50, og som underskrev sig "Det grå guld". Han var ansat i en virksomhed, hvor han angiveligt havde været i flere år, og han vidste, at han qua sin erfaring havde en del at byde på, men han havde det problem, at han nu, efter altså at have rundet de 50, oplevede, at han ikke længere var helt så brændende engageret i sit job og heller ikke så hurtig, som han tidligere havde været. Så vidt jeg forstod, sammenlignede han sig især med yngre kolleger.

Panelet havde tilsyneladende meget svært ved at forstå problematikken. Der var almindelig enighed om, at det var alt for tidligt, at den herre begyndte at føle sig træt og uengageret. Man diskuterede så begrebet "det grå guld", og - selvom Niels Hausgaard (var det vist, eller var det mon Erik Clausen..) egentlig godt var klar over, at der fandt en selektering sted imellem unge og noget ældre medarbejdere - nåede man til almindelig enighed om, at spørgeren nok manglede selvtillid i al almindelighed. Han skulle ikke gå rundt og tro, at hans yngre kolleger (eller foresatte) ønskede at diskvalificere ham på grund af alder, for det måtte være noget, der foregik i hans eget hoved.
Paneldeltagerne kunne så i øvrigt komme med adskillige eksempler på langt ældre mennesker i deres bekendtskabskreds, som stadig var jobaktive, nysgerrige og interesserede individer, der bestemt ikke var gået i stå - ligesom de heller ikke selv var det.

Se, her tror jeg, at jeg kender nok til underholdningsindustrien og til kunstnere (panelet bestod denne aften af Lisbet Dahl, Niels Hausgaard, Signe Svendsen og Erik Clausen) til at vide, at der er helt andre arbejdsforhold, som gør sig gældende, end dem, der gælder indenfor både produktions-, kontor- og salgsvirksomheder. (Jeg har trods alt været tæt på teatermiljøet gennem mit ægteskab med en skuespiller.) Miljøet er simplethen mere levende, hvilket er med til at holde folk igang.

Desuden finder jeg det dybt forkasteligt, at dette panel vælger at sige til spørgeren, at problemet findes i hans eget hoved og ikke er reelt eksisterende. For det første er det, for mig at se, fuldt forståeligt, hvis man mister gejsten efter adskillige år i den samme trummerum, for det andet bliver de fleste af os langsommere med alderen - især hvis udfordringerne er de samme dag ud og dag ind. For det tredie er der rent faktisk noget sådant som midtvejskriser. Jeg har selv oplevet det fænomen hos flere mandlige bekendte i tidens løb. Muligheden for, at manden led under en midtvejskrise, blev overhovedet ikke diskuteret i udsendelsen. Endelig er det et alment kendt fænomen, som af og til også tages op i diverse nyhedsudsendelser, at der er en stigende tendens til, at alder og erfaring nedprioriteres på jobmarkedet til fordel for ungdom. Spørgeren har altså reel grund til at frygte for sin fremtid i virksomheden, og problemet findes næppe kun "i hans eget hoved".

Jo, jeg ved godt, at "Spørg Charlie" er et underholdningsprogram - og derfor burde man vel ikke tage det for andet eller mere end netop det. Men spørgsmålet er, om man så egentlig kan tillade sig at lave underholdningsprogrammer af denne art? Der er (tilsyneladende) virkelige mennesker, som skriver ind til paneldeltagerne i en forventning om, at de vil få kvalificerede svar, idet spørgerne, må jeg antage, går ud fra, at de mennesker, som de ser op til i anden sammenhæng, selv har livserfaring og viden nok til, at kunne behandle deres spørgsmål på en sober og reflekteret måde.

Selvfølgelig kan man trække på skulderen af spørgsmål om dårlig betjening i butikkerne og irritation over problemer med andres skrald, men problematikken med manden, der er ked af at være ved at gå bag af dansen i forhold til sit job, mener jeg, man må behandle ganske seriøst.

Jeg har savnet Jens Gaardbo i panelet under disse seneste udsendelser. Jeg kender ikke Gaardbos personlige baggrund, men jeg kender til hans sædvanlige indfaldsvinkel til Charlie-spørgsmålene, og jeg er derfor ret sikker på, at han ville have haft nogle anderledes skarpe - og empatiske - betragtninger at divertere både seerne og panelet med.

Lad mig skyndsomst tilføje, at jeg ikke hører til dem, der sætter en ære i at snobbe hverken opad eller nedad. Især ikke nedad, hvis jeg skal være helt ærlig. Jeg kan så udmærket unde andre mennesker de penge, som de har tjent på deres arbejde, og den opmærksomhed, der bliver både entertainere og top-journalister til del. Jeg kan også sagtens sympatisere med, at folk, der har råd til det, vælger at handle i butikker, hvor kvaliteten (og kundebetjeningen) er bedst, og at de bosætter sig i mere behagelige omgivelser end i en boligkarré af den billige slags. Jeg ville selv gøre præcis det samme, hvis jeg fik muligheden. Men især som brevkassebesvarer må man forsøge at sætte sig ud over sit eget og i andre menneskers sted. Dét mangler der noget af hos det priviligerede panel i "Spørg Charlie".