Haglbygen

Nej, det er ikke let at tage sig sammen til at gå udendørs, når dagen er begyndt med kulde i stuerne og udsigt til et grumset landskab gennem regnvåde ruder, hvor blæsten har trukket dråbernes baner skæve ned over glasset.

Men først på eftermiddagen bryder et blegt lys igennem det grå skydække, skinner i de blanke, sortbrune blade, der ligger som patchwork på jorden, og glimter i dråberne, der endnu falder fra tagudhænget og træerne, og så siger du: - Vil du med?

Vi trækker i gummistøvler, halstørklæder og jakker og træder ud i en skarp vind, der løfter op i de slanke graners højtplacerede grene og rasler, med knebrende storkenæbsstemmer, i rønnebærtræernes afpillede skeletarme. Jorden er fedtet og mørk i hjulsporet, da vi begiver os ned ad vejen fra dit hus og ud i det bakkede terræn, hvor majsplanternes bleggyldne, opblødte stubbe strækker sig i snorlige rækker over de mørke marker, der står kantet af vildtvoksende hybenrosebuske i endnu gule efterårsdragter. Forrevne perlemorsgrå og blålige skyformationer jager afsted under en sart turkisblå himmel, der lysner til hvidt omkring en bleg, blændende sol.

Vi fortsætter langs med uopdyrkede jorder, hvor græsset ligger i høje, buklede tuer langs med gyldenbrune egekrat og tætte bevoksninger af næsten nøgne piletræer. I dalsænkningen ved korsvejen må vi gå varsomt udenom langstrakte sølvblanke pytter med dybe dækmærker og mudrede opkørte spor, hvor jorden glinser metallisk i lyset. Vi vælger ruten, ad det græsklædte hjulspor i dalstrøget, op til Smør-Hans og Signes hus, som endnu står tomt.

Dér dukker det frem på en skråning i læ af den bagvedliggende bakke. Selv i dette regn- og ruskvejr - og nu hvor træerne står nøgenbrune på dets langside ned mod dalen - ser det, i det mindste på afstand, idyllisk og indbydende ud. Vi går op ad bakken til huset og sniger os, endnu en gang, til at kigge ind gennem de blåmalede vinduer. Intet ser ud til at være rørt af menneskehånd for nylig. Men måske hænger det gamle, sørgmodigt dryppende tagskæg en smule lavere, end det gjorde i sommer, og langs med rygningen er det sunket lidt mere sammen - som et nedslidt, hulrygget øg.

Jeg peger op mod den gamle frugthave, der ligger adskilt fra gårdspladsen af en tæt hæk og med et par glatte bladdækkede trin op. Jeg har før fortalt dig, at æbletræet, som vi havde håbet at kunne stjæle æbler fra, er faldet, i en af efterårets tidlige storme. Der ligger det, splittet i to, sort, trøsket og dryppende ud over den højt tilgroede grund, hvor resterne af sommerens gyldenris duver i blæsten omkring to sammenfaldne, mosgroede brændestabler.

Vi tager den nyligt anlagte grusvej bag huset op forbi en nærliggende gård og videre ned - tilbage til korsvejen. Vi er højt oppe i landskabet her, og vinden rusker og bider. Bag os, mod vest, tårner et gigantisk uvejrslignende skymassiv sig op i dunkelblå toner, og jeg aner de lysere, spøgelseslignende, lodrette striber over horisonten, som indikerer heftig nedbør i det fjerne. Foran os ligger landskabet åbent, glinsende vådt og endnu solbeskinnet i et underligt drømmelignende halvlys. De bleggyldne farver gløder mod skarpgrønt græs fyldt med mørkere skygger, og støvet violet, blåsort, chokoladebrunt og dæmpet okker breder sig ud i bølger og dale og langstrakte vidder for vore øjne.

De første piskende dråber over vore hoveder slår om i småbitte stikkende hagl, der springer tilbage og ned mod jorden i små buer, når de rammer os. Vi sætter tempoet op, holder vore kraver tæt samlet om ørerne og småløber ned mod det lavereliggende terræn. Bygerne driver i slør over landskabet, men vi må sænke blikket mod iskrystallernes bombardement.

Da vi når ned på den sti, der skal føre os hjemad, har vinden blæst haglbygen videre ud over markerne, og vi kan sagtne farten og se op igen. En forsigtig solstråle dukker atter frem og lyser i en sart busks lette, citrongule løv, der synes at rotere som rosetterne på de vindmøller, vi kunne købe som børn. Vores ansigter er røde af kulde, mine bukseben er gennemblødte, og din lyse jakke mørk af fugt, da vi går op ad den fedtede efterårssti mod det lille hus i skoven.

Men vi var ude i dag, og vi så de drivende skyer, bygevejrets dunkelblå mod det lave, blege sollys og vindmøllers muntre svirren i en busk i pilekrattet. Luften var skarp og ren omkring os, og i de høje graner bruste blæsten med Vesterhavslyd. Bygevejr eller ej - hver dag har sin skønhed...