En særlig indsats fra Fynbus

- Det er utroligt så mange dumme mennesker, der findes! Yndede min eksmand at sige.

Som flittig (tvangsindlagt) bruger af Fynbus kan jeg efterhånden kun give ham ret. Ydermere begynder jeg at tro, at de sløveste knive i skuffen netop har opnået ansættelse der. Lad mig komme med et par illustrative eksempler:

For få uger siden stod en nydelig kvinde af anden etnisk oprindelse på bussen på Nyborgvej i Odense med retning mod Centrum. Hun talte et formfuldendt dansk, som ikke var til at misforstå, da hun spurgte chaufføren, om han kørte til Klingenberg ved Flakhaven?

Chaufførens langt mindre velartikulerede lyde tilkendegav brøsigt, at han kørte til banegården. (- Nej! Banegården!) Det var den besked, kvinden måtte lade sig nøje med, indtil hun fik sat sig ned, og en hjælpsom ung pige, der - ligesom jeg - havde overhørt samtalen, fortalte hende, at bussen rent faktisk kørte forbi Fisketorvet, hvor hun kunne vælge at stå af i stedet.

Dem, der er kendt i Odense (herunder Fynbuschauffører) vil vide, at Fisketorvet ligger få hundrede meter fra Flakhaven og Kingenberg, imens banegården ligger noget længere derfra. Og jeg undrede mig - og undrer mig fortsat - over, hvorfor chaufføren ikke kunne være passageren behjælpelig med denne kortfattede oplysning.

I dag skulle jeg til tandeftersyn i Bellinge. Jeg studerede køreplanen grundigt hjemmefra, da jeg ved, at adskillige ruter har fået nye numre, siden køreplanen blev lavet om, og rutebilerne blev presset ind blandt bybusserne - både i køreplanen og på holdepladserne.

Ifølge køreplanen kunne jeg tage en bus (rutebil) nummer 191 til Fisketorvet klokken 10.50. Det ville give mig tid nok til at komme i banken og ordne et par indkøb, inden jeg klokken 11.25 skulle finde bus nummer 51 til Bellinge.

Jeg tog opstilling ved busstoppestedet klokken 10.46 i kulde og støvregn og ventede. En ældre dame kom ligeledes til - og ventede. En ung asiatisk kvinde kom til - og ventede. Klokken 10.55 var der endnu ikke kommet nogen bus. Den unge kvinde blev utålmodig. Nu ville hun komme for sent på arbejde, sagde hun, og dagen før havde det også været galt. Da havde bussen været et kvarter forsinket.

Klokken 11.00 var der fortsat ingen bus i sigte. Vi så på køreplanen, som var slået op på skiltet. Ifølge planen skulle der så komme en bybus nummer 91 klokken 11.06.
Vi ventede. I kulde og støvregn. Og jeg kunne se på det hele, at jeg ikke ville nå i banken og på indkøb.

Klokken 11.13 kom bybussen. En æggehovedet chauffør drejede i slowmotion sit sæde helt rundt og så op og ned ad os. Jeg rakte ham mine seksten kroner for billetten, og han måtte - som de fleste Fynbuschauffører - lige tælle en ekstra gang (hver mønt for sig - i slowmotion), for nu at sikre sig, at der også var de seksten kroner, som han vistnok først havde talt.

Jeg kunne ikke holde min mund:
- Kan du fortælle mig, hvorfor I er så forsinkede i dag? Spurgte jeg, og supplerede med den oplysning, at bussen før denne slet ikke var kommet, og at han nu selv var syv minutter for sent på den.
- Kom den første ikke? Sagde han. Næh, det vidste han søreme ikke noget om.
- Men jeg kan fortælle dig, hvorfor jeg er forsinket, sagde han og lagde konverserende en arm op over ryglænet på sit sæde.
- Det er på grund af sådan nogle pæne og dejlige passagerer som jer to... Han indbefattede den asiatiske kvinde og mig i et og samme elevatorblik.
- Ja, bed jeg ham af, det har vi ikke rigtigt tid til at tale om nu, vel?
- Og på grund af trafikken, lagde han til.
Så fortsatte turen i samme snøvlende tempo ind mod Centrum.

På Fisketorvet (klokken 11.24)gik det op for mig, at den busrute mod Bellinge, som plejede at køre fra Nørregade, nu kørte oppe fra stoppestedet på Thomas B. Thrigesgade. I skarpt trav nåede jeg op til vejen, tidsnok til at se rutebil nummer 151 med retning mod Assens blinke ud fra holdepladsen og sætte i gang. Jeg viftede med billetten og løb hen mod bussen, som heldigvis standsede. Jeg var ellers sikker på, at det var bybus nummer 51, der havde stået i køreplanen, men jeg turde ikke tage nogen chancer. Derfor spurgte jeg da også chaufføren, om han kørte til Bellinge. Det gjorde han minsandten!

Da jeg senere tjekkede min køreplan, gik det op for mig, at rutebil 151 skulle være kørt adskillige minutter forinden. Og at jeg således havde ganske ret i, at bus nummer 51 var den, jeg skulle med. Heraf forvirringen.
Men nu sad jeg i det mindste i en rutebil på vej mod Bellinge.

Efter tyve minutters kørsel gennem et gråt bybillede kom vi ud i et ligeså gråt landskab. Her opdagede jeg så, at rutebil nummer 151 ikke drejede af det sædvanlige sted for at køre op i Bellinge by. Jeg forhørte mig hos chaufføren:
- Kører du ind i Bellinge by længere fremme?
- Bellinge? Nej, så skulle du have været med bus nummer 51, som kørte derhenne! Sagde han og fortsatte ud ad landevejen.
- Hvor skal jeg så stå af, hvis jeg skal tættest muligt på Bellinge? Ville jeg vide.
- Bellinge? Så skulle du altså have været med den anden bus der! Gentog han og fortsatte ud ad landevejen.
- Hvor stopper du næste gang? Spurgte jeg - på randen af desperation.
- Ja, der er et stoppested her, og så er der et henne i krydset! Sagde han.

Nu er jeg, gud være lovet, stedkendt nok på egnen til at have en ide om, at omtalte kryds (som endnu ikke var i sigte på dette tidspunkt) vistnok var det kryds, hvorfra man kan spadsere ind i Bellinge by, så jeg trykkede på stopknappen og kom af så tæt på mit bestemmelsessted, som man åbenbart - med lidt held - kan gøre sig håb om at komme det, når man kører med Fynbus.

Høflighed koster ingen penge, siger en gammel talemåde. Det er muligvis rigtigt, for det er i hvert fald ikke høflighed - herunder den dermed beslægtede hjælpsomhed, man får for sine penge, når man stiger på en af Fynbusbusserne.

Men måske har Fynbus slået en handel af med beskæftigelsesministeren - eller har, af helt andre årsager, valgt at gøre en indsats for de mentalt mindrebemidlede, der måske nok kan køre en bus, men ikke kommunikere med brugerne. Det koster så resten af befolkningen dyrt. Både i penge, tid og almindelig irritation.