Friday, November 21, 2008

Negation

Det er ikke i min stue, børnene tumler. Men ovenpå. Jeg hører fjern latter, dæmpede stemmer og bump hen ad gulvet, som om de slår kolbøtter oppe på første. Det er ikke fra mit køkken, lyden af brusende smør eller duften af kogte kartofler og grønt bølger ud. I mit køkken er stille og mørkt, til jeg selv går der ud for at åbne et skab. Det er ikke i min entre, en nøgle bli'r drejet i låsen, og nogen træder ind over tærsklen med et smil på sin læbe og favnen åben for knus. Her hænger kun tomme frakker på knager, og døren er lukket og låst. Det er ikke i mit sofahjørne, en kat strækker ud med varm, pelset bug og øjne som gyldne sprækker. Her er kun den sorte pude på briksen, lænet op ad tre andre i beige. Det er ikke her i mit hjem, livet leves. Her skrives der bare om det, imens tiden tikker i varmvandsrør, og bilernes susen når mig fra gaden, hvor mørket har lagt sig som vinter i luften.

5 comments:

Anonymous said...

Touché!!!!

(forestiller mig lejligheden som et kar med fremkaldervæske)

Tina Charlotte Møller said...

Hahaha....:-)
Ja, sådan kan man vel godt se det.

Anonymous said...

Så et interview med den svenske forfatter Peter Englund i går,
hvor han udtale at han nærede mistro til forfattere der påstod sig at være sociale talenter - for så ville de vel være derude og være sociale og leve livet hele tiden - i stedet for at sidde derhjemme og skrive om det forklarede han. :-)

Konklusionen synes, i følge hans opfattelse, altså klart at være: at rigtige forfattere sidder derhjemme i deres mørke huler og på tryg afstand sanser og observerer livet der leves omkring deres egen skriveboble. :-)

Tina Charlotte Møller said...

Harning, jeg tror, at en forfatter først og fremmest er en, der ser (på) og lagrer erindringer (i flere sanser) til senere brug.

Samtidig tror jeg så, at en forfatter må opleve (eller have oplevet) noget for at have en historie at fortælle.

Anonymous said...

Tja, jeg synes jo at fx både du og jeg er ret sociale:-)Og tror på at forfattere er nødt til både at opleve og at læse - for at blive rigtig gode... :-) så jeg er heller ikke villig til sådan umiddelbart at købe mandens konklusion. (for øvrigt blogger han også hvilket vel heller ikke kan siges at være vildt introvert...., og deltager i tvsofaer..)