Thursday, February 5, 2009

Borgerservice?

Jeg har brugt dagen i dag på at lytte til telefonsvarere. Ikke fordi jeg har en særlig forkærlighed for netop den beskæftigelse, men fordi jeg har søgt hjælp på min mors vegne. Og det er så, i store træk, den hjælp, man kan få: En telefonsvarer, der aflirer den samme remse med opfordring til "tast selv", hver gang man ringer op til en offentlig instans.

Min mor er en gammel dame på 78. Hun lider af sukkersyge, knogleskørhed, gigt, svagt syn og begyndende demens, og nu, hvor hun flere gange er faldet og har måttet ringe efter hjælp via den anordning, hun bærer om håndleddet, fordi hun ikke selv kan komme på benene igen, ønsker hun at fraflytte sin almennyttige bolig, hvor der både er livsfarlige trapper og en have, hun ikke længere magter at passe, for at flytte ind i en lejebolig (i stueniveau og uden trapper), som min søster udlejer i sit eget hus.

Den ordning, at min mor altså kan tilbringe sine sidste år i en lejlighed dør om dør med min søster, som iøvrigt er social- og sundhedshjælper, og hvor der således vil kunne være kvalificeret opsyn med hende, forekommer både min mor, min søster og mig at være en ideel løsning, fremfor at min mor skal sendes på et plejehjem, hvilket hun meget nødig vil. Det sidste kan vi ikke fortænke hende i, da vi for få år siden så, hvordan min far meget hurtigt blev dårligere, deprimeret og mere isoleret af at komme sådan et sted hen.

Der er bare et problem: Min søster, som er afhængig af lejeindtægten fra sin udlejningslejlighed for at få sit budget til at hænge sammen, er nødsaget til ikke blot at opkræve husleje af min mor, men også at sikre sig gennem et indskud, som - det skal bemærkes - er i den beskedne ende af, hvad man ellers betaler i indskud. Min mor har ingen formue og kan ikke betale et sådant indskud af egen lomme.

Ergo har hun henvendt sig til kommunen, i håb om, at man der ville give hende et boligindskudslån. Men her lyder beskeden, ifølge min mor og til min store undren, at det kun gives til alment boligbyggeri. Ydermere hævdede den sagsbehandler, som min mor talte i telefon med, at min mor ikke havde behov for at flytte, da hun jo havde en udmærket bolig. Hendes handicap og det faktum, at hun ofte falder og flere gange er kommet til skade i den forbindelse, mente sagsbehandleren ikke kom det smør ved. Der var altså blankt afslag fra den kant.

Min mor havde dernæst kontaktet sin bank. Her ville man gerne låne hende pengene til indskuddet, men forlangte en tilbagebetaling i så store rater og over så kort tid, at min mor ikke kan magte det rent økonomisk. Aldersdiskrimination? Tænkeligt, ja, men i banken var de for kloge til at nævne, at den korte løbetid kunne forklares på baggrund af min mors alder, så det kommer vi næppe langt med.
Og så ringede min mor og var tæt på at græde i telefonen.

Altså tog jeg affære. Eller rettere: Jeg forsøgte at tage affære. For det er minsandten lettere sagt end gjort i en sag som denne. Da min mor, som følge af sin begyndende demens og deraf betingede lejlighedsvise forvirring (især i stressede og ukendte situationer) ikke altid kan overskue de beskeder, hun får, valgte jeg at starte helt forfra. Jeg ringede til Odense Kommune, hvor min mor er bosiddende, og fortalte omstillingsdamen, at jeg gerne ville tale med en sagsbehandler på min mors vegne.

- Ja, hvad drejer det sig om? spurgte omstillingsdamen.
- At min mor har brug for vejledning i forbindelse med en påtænkt flytning, svarede jeg.
- Et øjeblik, så får du Borgerservice, sagde damen.
- Jo, sagde jeg, men er der ikke noget om, at alle har en personlig sagsbehandler ved kommunen, som man kan få en tid hos?
- Jovist, sagde damen, man har mange sagsbehandlere indenfor forskellige områder, og når det handler om flytning, skal du tale med Boligydelseskontoret, så det skal du bede om, når du omstilles til Borgerservice.

Jeg blev så stillet om til Borgerservice, hvor telefonen ringede og ringede, hvorefter en telefonsvarer meddelte, at der var ventetid, da alle medarbejdere var optaget. Og jeg ventede. Jeg ventede længe. Omsider lød det, som om telefonen blev taget - og så blev forbindelsen afbrudt. Hele proceduren gentog sig, hvorefter jeg opgav at gå den vej.

Jeg vidste, at jeg nok ville få brug for min mors skatteoplysninger undervejs i forløbet, så jeg valgte i mellemtiden at ringe til Skat i Lerchesgade, som jeg havde et direkte nummer til. Her kom jeg i kontakt med en telefonsvarer, der i løbet af tre-fire minutter fik orienteret mig om alle mine valgmuligheder. For hver valgmulighed, jeg valgte, gennem tast-selv, var der flere nye tast-selv-muligheder. Omsider modtog jeg så den oplysning af den mekaniske stemme i den anden ende af røret, at de skatteoplysninger, jeg havde anmodet om ville blive fremsendt "omkring 1. marts".

Det vil altså sige, at står man og har brug for sine personlige skatteoplysninger i en vis fart, og har man - som min mor - ikke adgang til eller erfaring med en pc, så må man selv møde op på Skat i Lerchesgade og sidde i kø den time, som det erfaringsmæssigt tager, for at få udleveret papirerne på stedet. Min mor er i den situation, at hun er så gangbesværet, at lægen har forbudt hende at tage bussen, hvor hun da også flere gange er faldet. Hun har så fået bevilget taxakørsel til nedsat pris, men der er loft over, hvor mange ture, hun kan få om året. De fleste bruger hun da også på månedlige dagligvareindkøbsture. Så tak for hjælpen, fagre nye verden! siger jeg bare.

Her til eftermiddag, hvor jeg igen har siddet ved min pc, har jeg søgt på diverse sider under Borgerservice.dk og Odense Kommune for at finde noget, der kunne være relevant for min mors situation. For der er (mindst) tre ting, jeg ikke begriber i alt det her:

1. Hvorfor kan min mor ikke få (et beskedent) kommunalt lån til en privat lejebolig? Det fik jeg selv, da jeg blev skilt i 1988 og fik mulighed for at leje mig ind i den selvsamme lejlighed hos min søster, som der er tale om i denne sag.

2. Kan det virkelig have sin rigtighed, at hver enkelt borger ikke længere har en personlig sagsbehandler, som man kan henvende sig til med generelle spørgsmål, så man kan blive guidet rundt til forskellige instanser og få vejledning om, hvad man har ret og pligt til?

3. Kan det være rigtigt (moralsk og praktisk), at man som syg, ældre borger i dagens Danmark ikke kan få hjælp og støtte til at tage varigt ophold i en passende bolig efter ens eget valg og endda med mulighed for opsyn af nærmeste pårørende, når man kan få hjælp og støtte til anbringelse på et plejehjem, hvor plejepersonalet, så vidt jeg har begrebet, har nok at løbe om allerede?

Dette indlæg er ikke kun ment som et surt opstød. Dette er et råb om hjælp. Så hvis du læser dette og har forstand på eller erfaring med de nævnte områder indenfor Serviceloven (går jeg ud fra, at det er), så vil jeg være mere end taknemlig for en kommentar eller en personlig mail fra dig.

2 comments:

Anonymous said...

Når jeg er nødt til at henvende mig til offentlig myndighed, har jeg vænnet mig til at gøre det skriftligt, og sende brevet anbefalet. Det er besværligt, dyrt og uværdigt for mig, men jeg har fat i den lange ende. Og der er ingen diskussion om tidsfrister osv, og "væsnet" har tilmed pligt til at begrunde afgørelser med henvisning til paragraffer for ikke at få ørerne i maskinen. Man får selv mulighed for at tænke sig om og moderere sin sprogbrug undervejs, og dét kan være en meget stor hjælp.

Tina Charlotte Møller said...

Tak for dit råd, Aage. Det tror jeg, der kan være en hel del om. For man kan ikke altid forvente at blive behandlet ifølge lovens bogstav af de her instanser.

Ældresagen, som også er blevet adspurgt i denne sammenhæng, har anbefalet det samme. Jeg er fuldstændig enig, men mine familiemedlemmer er måske tilbøjelige til at forvente, at tingene kan ordnes i et snuptag. Det har jeg så erfaring for, at de ikke kan, når man har med offentlige instanser at gøre. Dér er det bedre at sikre sig bedst muligt, selvom det så tager lidt længere tid, før man (måske) kommer igennem med sine ønsker.