Tuesday, February 3, 2009

Ton ned, ton ned...

I dag har jeg modtaget endnu et afslag på en jobansøgning. Nå ja, det er jo efterhånden en rutinesag. Denne gang handlede det om et job som biblioteksmedhjælper; servicering af publikum, opstilling af bøger på reoler etc. Ikke noget højtravende, men en god lille bestilling, hvor jeg kunne bevæge mig hjemmevant rundt mellem bøger og læsende folk. For udover at være uddannet indenfor det litterære område, har jeg jo også arbejdet for Instituttjenesten på Syddansk Universitetsbibliotek. Jeg mener derfor at være rimeligt kvalificeret til en sådan beskæftigelse.

Det er jeg så åbenbart den eneste, der mener. For hvor mange biblioteksjobs har jeg ikke lagt billet ind på efterhånden? Uden resultat, forstås.
Jeg har både søgt stillinger af ovenfor omtalte art og stillinger, som man ønskede besat med en person, der også kunne indgå som kulturel formidler i bredere forstand, iværksætte kunstneriske arrangementer, foredrag og lignende.

Sidstnævnte stillinger har jeg angiveligt ikke fået, fordi jeg ikke er uddannet bibliotekar. Til gengæld har jeg jo altså så ovenstående kvalifikationer og derudover flere års praktisk erfaring som billedkunstner plus nogen erfaring med både amatørteater og oplæsning. Nå ja, der kan vel være noget fagpolitisk, der dér gør sig gældende. Det har jeg jo oplevet, når jeg søgte stillinger som folkeskolelærer. (I folkeskolen skal man nemlig først og fremmest ansætte lærere med en folkeskolelæreruddannelse og ikke sådan nogen akademikersnuder som mig, har jeg forstået på en skoleinspektør, som jeg spurgte.)

Men hvorfor får jeg gang på gang afslag på stillinger som bogopsætter og udstempler? Ifølge den jobkonsulent, som jeg senest tale med i MA, kan det meget vel skyldes, at jeg skriver for varmt om min interesse for det litterære. Jeg må endelig ikke anføre nogen steder, at jeg både skriver anmeldelser og egne litterære tekster i min fritid, for slet ikke at tale om, at jeg har medvirket til at udgive en bog.
- For det er jo ikke, hvad de har brug for i sådan en stilling, sagde jobkonsulenten, de skal bruge en kuli, der ikke fortaber sig i bøgernes indhold og litterære kvaliteter.
Hun mente heller ikke, at jeg skulle fortælle om min kandidatgrad. For det ville nok bare virke skræmmende på dem, der læste ansøgningen. Fyordet er: OVERKVALIFICERET!

Jeg kan bestemt ikke udelukke, at der er noget - måske endda temmelig meget - om det, jobkonsulenten siger. Det er jeg oprørt over. Men jeg er også oprørt over, at jobkonsulenten opfordrer mig til at nedtone det, der for mig står som mine største erhvervede (og til dels personlige) aktiver, for jeg oplever det som en opfordring til at lyve om, hvem og hvad jeg er - og jeg er langt fra sikker på, at det er holdbart i længden. Idéen om at man som højtuddannet ikke kan være reelt interesseret i mindre end et akademisk karrierejob eller i stand til omhyggeligt at varetage en mindre ansvarskrævende stilling er, for mig at se, en eksorbitant desavouering af mig som person - og af andre i min situation.

Og ja, jeg bliver godt gammeldags ærgerlig, når jeg tænker på, at flere af mine gamle (unge) studiekammerater og en veninde af anden etnisk herkomst, hvis dansk, så lærenem hun end er, dog næppe kan kaldes flydende, og med en uddannelse som makeup-artist i bagagen, er blevet ansat i netop sådanne stillinger.
Grim misundelse? Tjah, men vel ganske forståelig, mine interesser, min erfaring og min litterære baggrund taget i betragtning.

Skulle jeg nogensinde komme til en jobsamtale på baggrund af en ansøgning til et job som bogopsætter, så må jeg naturligvis endelig ikke nævne den egentlige grund til, at jeg søger et job, som er så lidet prestigefyldt og så langt fra mine kvalifikationer. Nemlig den, at mit "kald" er noget, jeg beskæftiger mig med i min fritid, og at jeg først og fremmest søger et job for at kunne ernære mig selv. (Surpriiise!) Det fik jobkonsulenten også lige indskudt. For man kan åbenbart ikke have en bogopsætter, der tjener til dagen og vejen ved at sætte bøger på plads, for siden at gå hjem og sætte sig til tastaturet for selv at skrive dem. Man skulle jo nødig gå der og fantasere, imens man kører rundt med sin bogvogn. I hvert fald er der ikke nogen, der skal vide, at man fantaserer om andet end aftenens serie på TV2, eller hvad man skal lave til middag i weekenden. Næh, skal en bogopsætter brænde for noget, så skal det være for bogvognsrulning og alfabetisering uden litterære dikkedarer.

10 comments:

Anonymous said...

Kære Tina Charlotte!
Du har nu også været ualmindelig heldig med valg af uddannelse. Når nu lille Anders følte sig så mobbet af de bedrevidende kammerater og cand mag'er på Viborg Katedralskole, at han var nødt til at bruge grønthøster-metoden overfor eksperter af hvadsomhelst, og Brian lider af samme skavank, Bertel, der ikke måtte gå i almindelig skole, Det nordjyske Gaasebryst ( de har en kage ved navn af gåsebryst i Hirtshals, en fed creme på sukkerdejsbund med marcipan på, jeg har fisket fra Hirtshals med HG 48 "Sælen") har også en rem af huden, ja, så må man for alt i verden ikke vise sig at være for klog, knap nok klog nok, se mit indlæg under Capac's " Verdens bedste undervisningssystem".
Kærligst
AagePK

Anonymous said...

det er så trist - og så småtskåret...bokse og kasser...

Tina Charlotte Møller said...

AagePK, velkommen til.
Jeg kender ikke meget til de respektive politikeres personlige baggrund, så jeg ved ikke, hvor meget den har at gøre med, hvilke faggrupper og intelligensniveauer de evt. favoriserer.
Måske handler det primært om almindeligt snæversyn og - som Stensamler skriver - kassetænkning. Det er vel også det letteste at have med at gøre for lovgiverne.

Tina Charlotte Møller said...

Præcis, Kirsten - "little boxes is all the same".

Anonymous said...

"Flyv ikke højere end" lyder en kendt slager.
Men man skal også passe på med at flyve lavere tilsyneladende.
Fordomme er et redskab til at reducere angst. Hvadenten fordommene vender den ene eller anden vej. Hvadenten vi snobber op eller ned. Sparker frem eller tilbage.

Jeg ved det er en ringe trøst, men det handler ikke om dig. Det handler om, at vi som mennesker er bange. For hinanden.
Heldigvis er vi nogen, der kan nyde dit vid, dit bid og dit litterære format uanset din jobstatus!

Tina Charlotte Møller said...

Tak for skulderklappet, Louise. :-)

Til tider synes jeg, det er blevet meget vanskeligt at gebærde sig i det her kassetænkningssamfund. Og det med kassetænkningen lader så til at gælde både på det mentale og det praktiske plan.
Da jeg var ung - ak ja, nu er jeg åbenbart blevet gammel nok til at sige sådan - kunne man endnu få et job eller en læreplads det ene eller det andet sted, hvis man bare havde talent for de givne arbejdsopgaver. Den går ikke i dag. Skal man være skraldemand, skal man vist på kursus forinden, har jeg ladet mig fortælle. Vil man gå til hånde i en kantine, skal man have et hygiejnecertifikat. Vil man stable bøger skal man i hvert fald ikke have en akademisk uddannelse osv. osv.
Sagen er jo den, at mine dagpenge ikke varer i en uendelighed. En skønne dag hedder det i første omgang "konstant aktivering" - i næste omgang kontanthjælp. Det er det, der bekymrer mig.
Jeg er lykkelig for den viden og de færdigheder, som jeg har fået gennem min uddannelse, men i erhvervsmæssig henseende tyder noget på, at mine studieår har været spildt. Jeg er ikke nået et skridt videre, siden jeg sad som ufaglært. Det skulle da lige være, at jeg nu i en begrænset årrække kan hæve dagpenge fremfor kontanthjælp. Det var ikke lige det, jeg havde forestillet mig, da jeg sled med studierne for at være blandt de bedste på årgangen.

Anonymous said...

jeg er selv jobsøgende lige nu, da jeg mistede mit seneste job pga. finanskrisen...(de headhuntede mig og fyrede mig 2 mdr. efter - godt gennemtænkt). Der er et hav af stillinger jeg ikke kan søge/få, da jeg er overkvalificeret - flere har sagt det personligt til mig, der hvor jeg har søgt. Det er noget LORT - når man nu faktisk gerne vil have de jobs man søger. Jeg har ingen løsning på det - du må jo heller ikke lyve på dit CV - og på et eller andet tidspunkt kommer det frem hvad du er uddannet som...tjaaa, what to do? P.t forsøger jeg at freelance - men det er sgu stort set umuligt pga. diverse regler (det vil sige man tjener ikke noget på det) osv. osv. nemt er det sgu ikke

Anonymous said...

"Jeg er ikke nået et skridt videre, siden jeg sad som ufaglært."

Forkert !

Men det ved du sikkert godt. Inderst inde.

Lotte/Eksistens

Anonymous said...

BEFRIENDE......
At læse, at man ikke traver alene gennem Jobsøgningens Ørken, og at andre også kender til Aktiveringens Sump, hvor Anden Aktør-uhyrerne regerer.
Alene at du kan overskue at skrive om dit forløb burde udløse en Dannebrogsorden af første klasse med kryds og slange. Personligt prøver jeg, efter seks måneders ledighed, stadig at holde den gående ved at sige til mig selv, at uhyrerne ikke eksisterer, og at jeg vågner lige om lidt - selvom det bliver ved med at pusle mistænkeligt ovre i hjørnet, og der er nogen, der knurrer under sengen.

Tina Charlotte Møller said...

Spirit of Arlett - tak for pæne bemærkninger.

Anden Aktør-uhyrerne er virkelige nok. Dog er det med tiden gået op for mig, at de er at sammenligne med marionetdukker. De danser, som de (for)ledes til af højere magter. Gør de oprør, er de truet på deres levebrød og risikerer selv at havne som numre i ledighedsstatistikkerne. Og der står nye marionetter klar i kulissen.

Jeg vil vove at påstå, at aktiverings- og motiveringskurser har den stik modsatte effekt af den, som de påstås at have. I hvert fald for ethvert selvstændigt tænkende individ.

Hele dette aktør- og aktiveringscirkus forekommer mig, om muligt, endnu mere absurd, nu hvor finanskrisen er sat ind.
Var man forfalden til konspirationsteorier, kunne man let få den tanke, at nogen eller noget (et uvæsen af en slags) var ude på at stresse enkeltindivider og dermed befolkningen som helhed mest muligt. Der skal hele tiden løbes stærkere og stærkere på arbejdspladserne, og selv her, blandt folk, som altså er i arbejde, afholdes der motivations- og effektivitetskurser, pædagogiske møder og jeg ved snart ikke hvilke jeg-skal-komme-efter-dig-møder. Går man så hen og bliver ledig (hvilket nogen bliver f.eks. som følge af stress), så sendes man ud i et ikke mindre stressende ledighedsforløb, hvor man skal løbe til flere motivations- og effektivitetskurser og huske at tilmelde sig og framelde sig både her og hisset (samtidig med at man skal forsøge at få privatøkonomien til at hænge sammen). Går man så til lægen og klager over symptomer på stress, siger lægen, at man nok vil få det bedre, når man bare kommer i arbejde - og hvis man fremturer, ser han bedrøvet på en og skriver en recept ud på lykkepiller, som det vist efterhånden er en kendt sag, at de færreste bliver lykkeligere af at få. Det er den hurtige løsning, som lægen griber til, fordi han/hun selv er stresset, da han/hun har for mange patienter til at kunne tage hånd om hver enkelts fysiske og psykiske trivsel.

Jo - det, der pusler ovre i hjørnet er utvivlsomt en af de ovenfor nævnte aktører. Men det, der knurrer under sengen, er sandsynligvis din egen fortrængte vrede.