Ton ned, ton ned...

I dag har jeg modtaget endnu et afslag på en jobansøgning. Nå ja, det er jo efterhånden en rutinesag. Denne gang handlede det om et job som biblioteksmedhjælper; servicering af publikum, opstilling af bøger på reoler etc. Ikke noget højtravende, men en god lille bestilling, hvor jeg kunne bevæge mig hjemmevant rundt mellem bøger og læsende folk. For udover at være uddannet indenfor det litterære område, har jeg jo også arbejdet for Instituttjenesten på Syddansk Universitetsbibliotek. Jeg mener derfor at være rimeligt kvalificeret til en sådan beskæftigelse.

Det er jeg så åbenbart den eneste, der mener. For hvor mange biblioteksjobs har jeg ikke lagt billet ind på efterhånden? Uden resultat, forstås.
Jeg har både søgt stillinger af ovenfor omtalte art og stillinger, som man ønskede besat med en person, der også kunne indgå som kulturel formidler i bredere forstand, iværksætte kunstneriske arrangementer, foredrag og lignende.

Sidstnævnte stillinger har jeg angiveligt ikke fået, fordi jeg ikke er uddannet bibliotekar. Til gengæld har jeg jo altså så ovenstående kvalifikationer og derudover flere års praktisk erfaring som billedkunstner plus nogen erfaring med både amatørteater og oplæsning. Nå ja, der kan vel være noget fagpolitisk, der dér gør sig gældende. Det har jeg jo oplevet, når jeg søgte stillinger som folkeskolelærer. (I folkeskolen skal man nemlig først og fremmest ansætte lærere med en folkeskolelæreruddannelse og ikke sådan nogen akademikersnuder som mig, har jeg forstået på en skoleinspektør, som jeg spurgte.)

Men hvorfor får jeg gang på gang afslag på stillinger som bogopsætter og udstempler? Ifølge den jobkonsulent, som jeg senest tale med i MA, kan det meget vel skyldes, at jeg skriver for varmt om min interesse for det litterære. Jeg må endelig ikke anføre nogen steder, at jeg både skriver anmeldelser og egne litterære tekster i min fritid, for slet ikke at tale om, at jeg har medvirket til at udgive en bog.
- For det er jo ikke, hvad de har brug for i sådan en stilling, sagde jobkonsulenten, de skal bruge en kuli, der ikke fortaber sig i bøgernes indhold og litterære kvaliteter.
Hun mente heller ikke, at jeg skulle fortælle om min kandidatgrad. For det ville nok bare virke skræmmende på dem, der læste ansøgningen. Fyordet er: OVERKVALIFICERET!

Jeg kan bestemt ikke udelukke, at der er noget - måske endda temmelig meget - om det, jobkonsulenten siger. Det er jeg oprørt over. Men jeg er også oprørt over, at jobkonsulenten opfordrer mig til at nedtone det, der for mig står som mine største erhvervede (og til dels personlige) aktiver, for jeg oplever det som en opfordring til at lyve om, hvem og hvad jeg er - og jeg er langt fra sikker på, at det er holdbart i længden. Idéen om at man som højtuddannet ikke kan være reelt interesseret i mindre end et akademisk karrierejob eller i stand til omhyggeligt at varetage en mindre ansvarskrævende stilling er, for mig at se, en eksorbitant desavouering af mig som person - og af andre i min situation.

Og ja, jeg bliver godt gammeldags ærgerlig, når jeg tænker på, at flere af mine gamle (unge) studiekammerater og en veninde af anden etnisk herkomst, hvis dansk, så lærenem hun end er, dog næppe kan kaldes flydende, og med en uddannelse som makeup-artist i bagagen, er blevet ansat i netop sådanne stillinger.
Grim misundelse? Tjah, men vel ganske forståelig, mine interesser, min erfaring og min litterære baggrund taget i betragtning.

Skulle jeg nogensinde komme til en jobsamtale på baggrund af en ansøgning til et job som bogopsætter, så må jeg naturligvis endelig ikke nævne den egentlige grund til, at jeg søger et job, som er så lidet prestigefyldt og så langt fra mine kvalifikationer. Nemlig den, at mit "kald" er noget, jeg beskæftiger mig med i min fritid, og at jeg først og fremmest søger et job for at kunne ernære mig selv. (Surpriiise!) Det fik jobkonsulenten også lige indskudt. For man kan åbenbart ikke have en bogopsætter, der tjener til dagen og vejen ved at sætte bøger på plads, for siden at gå hjem og sætte sig til tastaturet for selv at skrive dem. Man skulle jo nødig gå der og fantasere, imens man kører rundt med sin bogvogn. I hvert fald er der ikke nogen, der skal vide, at man fantaserer om andet end aftenens serie på TV2, eller hvad man skal lave til middag i weekenden. Næh, skal en bogopsætter brænde for noget, så skal det være for bogvognsrulning og alfabetisering uden litterære dikkedarer.