Henover påsken bliver lyset skarpere. Står vi med front mod solen, svinder træer og buske, allerede nu, ind til mørke konturer med flimrende, glitrende kanter. Med ryggen vendt mod den står det friske græs, de bløde skud, de hårde knopper og mossets tuer frem i nærmest anmassende saftigtgrønne nuancer. De blå og de rosa kulører, hvor granernes bark er sprækket, springer i øjnene som små eksplosioner, og druehylden udklækker troldeunger, på hver kvist, med grønne broccolihoveder omgivet af bourgognerødt strithår.
Skovmyrerne myldrer i tusindtal som et levende spejlsort tæppe kastet ud over tuen, spreder sig ud over grunden. Den tørre, solvarme, flisdækkede plads foran brændeskuret er et af de foretrukne steder. Den rene, sødlige duft af nykløvet brænde, der ligger til tørring under halvtaget, tiltrækker dem. Selv op ad døren til skuret vandrer de.
Humlebierne er dukket frem, så kolossale, så lodne og bamselignende som aldrig før. De brummer tungt over græs og lyng, hviler lidt i solens stråler på en varm, hvid sydmur. Én vover sig for tæt på en bøtte regnvand, der står ude på terrassen, og må reddes op på det tørre. Langsomt vågner den til live, slæber sig med sin gennemblødte pels hen mod de blomster, vi har lagt i dens nærhed, klatrer op i dem, suger næring, samler kræfter, overlever nok en dag.
I skoven afholder fuglene en veritabel koncert med deres gennemtrængende stemmer. Under det forårskåde kurmageri bliver de uforsigtige, kaster sig som kamikazepiloter langt ned under vanlig flyvehøjde, tynget af de kviste, de bærer i deres næb. De vipper på træernes yderste grene i vores umiddelbare nærhed eller entrer toppen af de højeste træer, hvorfra de sender deres højlydte toner ud i luften, som nu har fået klarhed og bærer lydene langt.
En morgen, jeg er gået tidligt ud, ser jeg det røde egern bugte sig som en slange, med lynsnare bevægelser, op og ned langs de endnu nøgne grene i tjørnehegnet ud mod marken. Så let det er - så gesvindt, ville man engang have sagt. Jeg følger dets bevægelser med blikket, indtil jeg distraheres af en blafrende lyd, der passerer min skulder. Det er en lillebitte fyrmejse, som har forglemt sig og er kommet tættere på, end den ellers ville. Den slår sig ned på den yderste kant af brændeskurets tag, læner sig frem og ser på mig med store overraskede øjne. Så er den væk, før jeg selv kan nå at blinke.
Gennem vinduet ser vi, i den lyse skumring - langt borte nær bakken - tre rådyr, der nipper spæde skud af hybenhegnet langs med markvejen. Deres hvide spejl skinner. Så er der noget, der forstyrrer dem, de farer sammen, sætter af sted i hastige spring og opløses, som du siger, på magisk vis i landskabet.
Da påskedagene synger på sidste vers, og du kører mig til toget, som skal bringe mig tilbage til byen, står mirabelletræerne i buskadserne langs landevejen i fuldt flor med skyer af bløde, hvide blomster. Bag markerne blåner landet ud mod horisonten, kirkespir rager op i tidlig varmedis.
Jeg stiger ombord i en overfyldt kupe, vender mig og ser ud gennem ruden. Dér står du på perronen, med lyset faldende blødt om dit ansigt, og ligner, set med mine øjne, mest af alt det vårlys, der har indtaget landet og kaldt sang og farver frem.
No comments:
Post a Comment