Anton får en ny cykel

Jeg lukkede ham ind i opgangen en dag sidste vinter, drengen. Han stod bleg og rundhovedet i det kolde ovenlys fra den elektriske lampe i vindfanget og kaldte hulkende ind i dørtelefonen. Udenfor var det allerede mørkt. Snefoget dansede koldt og tæt i det gule lys fra lygterne langs vejen.

- Hør, sagde jeg, da jeg åbnede døren for ham, imens jeg så ned i hans tårestrimede ansigt - hvad er det med dig? Er der noget, jeg kan hjælpe dig med?
Hans far ville ikke lukke ham ind, forstod jeg, mellem de mange hikst og hulk, der fortsat fik hans brystkasse under vindjakken til at hæve og sænke sig som i krampe. Hans mor var ikke hjemme, og hans far havde besøg, og nu ville han ikke lukke ham ind.
- Nå da, sagde jeg og tog ham om de smalle skuldre under det tæt barberede og usædvanligt store hoved, - kom, så følger jeg dig op.

Vi standsede foran min overbos anonyme trædør på første, og jeg bankede på: En, to, tre. Så ventede vi.
- Hvad er det nu, du hedder? spurgte jeg drengen, for selvom jeg ofte havde set ham og hans ældre søster og havde vekslet bemærkninger om vejr og vind med begge forældre, kunne jeg i det øjeblik overhovedet ikke erindre mig deres navne.
- Anton, hviskede han og lignede en Anton.

Så blev døren åbnet.
- Hej, sagde jeg, - Anton stod her nede i vindfanget og var ked af det, fordi han ikke kunne komme ind.
- Kunne du ikke komme ind? sagde Antons far til drengen og så ud som en Anton i voksenstørrelse. Det mindste af hans øjne under den runde, plyssede isse trak sig en smule sammen.
- Nej, hikstede drengen og blev stående.
- Nå, nå, men kom så ind med dig da.
- Anton mente, at du ikke ville lukke ham ind, indskød jeg, idet jeg omhyggeligt undgik at lægge tryk på ordet "ville".

Jeg fulgte min bemærkning op med et afvæbnende smil, imens jeg bestræbte mig på at aflæse Senior, som selv ved en tidligere lejlighed havde nævnt en gammel voldsdom, han løb rundt med, og som for ikke længe siden havde råbt og skreget af et af børnene deroppe, som var det en granvoksen mand, han gjorde udfald mod. Dengang havde jeg været alvorligt på vej til at gå op og banke på. Eller ringe til ordensmagten.

Senior så overrasket ud, åbnede døren en smule, rakte ud efter drengen og trak ham indenfor, imens han stak mig et halvt forlegent grin.
- Nej da, selvfølgelig må han komme ind. Måske har dørtelefonen ikke virket. Det sker af og til.
Og Senior drejede hovedet en smule og stirrede intenst på panelet, hvor dørtelefonen hænger.
- Det kan være, sagde jeg.
Anton var allerede ude af syne.
- Tak for hjælpen, sagde Senior og skubbede døren til.
- Selv tak, sagde jeg, vendte mig og gik ned.

I går løb jeg på Senior, da jeg var på vej ind til mig selv. Han kom ned ad trappen, slæbende på en flyttekasse. Jeg nikkede og sagde hej og skyndte mig med nøglerne, for Senior har før været mere end snakkesalig ude på trappen, når vi løb på hinanden, og når han først kommer i gang med at tale, får han kartofler i munden og snupper endelser af, så man ikke aner, hvad manden egentlig siger. Man må bare forsøge at nikke og sige hm med nogenlunde passende mellemrum.
Men denne gang standsede Senior ikke op, og hans nik var forbeholdent. Jeg undrede mig over, at jeg ikke havde set nogen flyttevogn på gaden.

Senere på eftermiddagen lød der bump og stemmer ude på trapperne. Seniors trængte igennem.
- Ja, halvvejs råbte han, oprømt, - det skal sgu blive helt rart at blive sig selv igen!

Det var mandesnak. Kammerat til kammerat. En bemærkning og en tone af den slags, som mænd bruger overfor hinanden og overfor sig selv, når deres følelsesliv og relationer brænder sammen. En bemærkning, der skal give udtryk for en frejdighed, som ikke er til stede. Jeg-klarer-mig-sgu-alligevel-bedre-uden-dig-din-so-jargonen.

Ind under aften var der lyde igen. Jeg kunne ikke identificere dem, men gik ud i entreen og kastede et blik gennem dørspionen.
Det var Anton, der stod der med ryggen til og det runde hoved sænket og skramlede med noget, jeg ikke havde vidvinkel nok til at se, hvad var.

I nat bragede teknomusikken så løs fra en lejlighed henne i den næste opgang. Bassen drønede gennem murværket, dunkede i sengens puder. Døvende musik, trancemusik med en aggressiv puls. Det stod på time efter time, og jeg var oppe flere gange og tænde lys og vende sider i min roman, før der, efter et par afsluttende sentimentale popnumre, blev ro hen ad halv tre. Jeg var ikke et øjeblik i tvivl om, at det var Senior, der holdt indflytterfest, alt imens han sendte et fuck dig-budskab ud i natten til sin kone og siden græd snot ned i en bajer.

Længere er han altså ikke flyttet. Det kunne ligne ham. Senior og familie er altid flyttet fra en opgang til en anden her i bebyggelsen.

Drengen har fået ny cykel. Jeg så den til formiddag, da jeg skulle ud. Dér står den i indhakket lige under trappen, skinnende med sin orange lak og de forkromede fælge, prangende med sit brede styr. Så var det altså den, han skramlede med i går aftes.