Kastanjevej

Vinden suser hvid om vore kroppe. Vi stormer af sted hen ad gaden, fortovets fliser forvandles til en flydende stribe af gråt under gummisålernes lette tråd. Vi har været i kiosken, vi har lommerne fulde af slik købt for mønter, som Kirsten har fundet i sin mors frakkelommer. Der lå også en kastanje, mat af ælde. Nu drejer vi ned ad den vej, hvor huse med spir og blyindfattede ruder gemmer sig bag tætte tujahække og voluminøse kastanjetræer.

- Syntes du om Helle? råber Kirsten til mig gennem suset.
- Det ved jeg ikke, siger jeg og tænker på Helles honninggyldne hår og unge smil.
På vej hjem fra skole var vi indenom den beværtning, Kirstens far driver i indre by. Der kan vi altid træffe ham lidt over middag. Som altid havde han jakkesæt på og et mønstret silketørklæde om halsen. Han stod lænet op ad baren og lod blikket glide op under loftets mørke bjælker, ned over porcelænsfigurerne, der udsmykker væggene, og hen over bardiskens matte flade, imens han talte med en tjener klædt i sort og hvidt. Hans ene hånd legede med den gyldne urkæde, der hang ud af hans jakkelomme, den anden lå på Helles runde hofte.
- Se, sagde Helle, smilede rundt og rakte sit håndled under pelsærmet frem, - se mit nye armbånd, det har din far lige givet mig, Kirsten, er det ikke smukt?

Kirstens mor ligger, hvor vi forlod hende, da vi gik ud og lod egetræsdøren falde i bag os, på den hårde winchestersofa i stuen med de tunge gardiner trukket for mod dagslyset.
- Hun har migræne, siger Kirsten og klaprer op ad trapperne foran mig.
Hun nævner ikke flaskerne fra maghonibarskabet, som står fremme fyldt med sjatter på det lille sofabord.

Hen under aften står Kirstens mor op. Vi hører hende skramle i køkkenet. Så trænger duften af mad op ad trappen, hen over reposen og ind på Kirstens værelse.
- Jeg har lavet frikadeller, siger Kirstens mor og forsøger at virke glad, da vi kommer ned og kigger ind i køkkenet, hvor det flyder med potter og pander.

Vi spiser ved et langt mørkt bord. Lysekronen er slukket, men lampetterne på væggene udsender et dæmpet lys. Kirstens mor forsøger først at konversere, men vi mumler blot ned i tallerkenerne, generte over hendes høje, kantede krop, hendes blanke blik og anstrengte smil. Kirstens mor sukker, går i stå og ser træt ud. Hun spørger, om der er noget, vi vil se i biografen? Så henter hun sin pung og giver os penge til billetter.

- Hvis de skal skilles, siger Kirsten, da vi går hjem ad de regnvåde blanke gader i lygternes gule skin, - så vil jeg bo hos Helle og min far. De er altid i godt humør.

Mørket er dybt om de tilbagetrukne huse, og det drypper tungt fra kastanjerne.