Lydhelvede

Når jeg om natten slukker lyset for at sove, får jeg øre på den: Lyden fra varmtvandsrørene. Den begynder som en stille tikken. Et tik hvert andet sekund. Ti sekunder, måske tyve. Så er der en pause. Jeg vender mig i sengen og er netop på kanten af søvnen, da et klonk bryder stilheden. Det følges op af flere gange tik og går over i en hel serie klonk. Så begynder trægulvet at give sig med små smæld henne i hjørnet omkring varmtvandsrøret.

Enkelte nætter er lydene på mirakuløs vis mindre påtrængende. Sådan var det forleden, og jeg lå frydefuldt og vuggede i søvnens brænding, lige dér, hvor man mærker, at man er på vej til at blive ført med ud af den næste bølge, da en borende, summende larm brød som en udstrakt eksplosion gennem natten ude fra stierne i det såkaldt grønne område. En boret knallert! Jeg var lysvågen igen. Jeg tændte lys, stod op, drak vand og krøb tilbage i min seng, da lyden af det monstrøse motorkøretøj havde fortonet sig. Jeg slukkede lyset og trak vejret dybt.

Så var den der igen. Som lyden af en gal hveps sendt gennem en forstærker.

Om morgenen er der trampen og trippen og trasken af trin på trapperne ude i opgangen. Det dumpe suk, når glasdørene går op og i, den dybe metalliske klirren, når risten ude foran tynges ned af et menneskes vægt. Og dagen igennem skærer dørtelefonernes højspændte summen timerne i stykker. Der er dem, der holder fingeren på opkaldsknappen i flere sekunder af gangen, når deres opkald ikke straks besvares. Jeg får lyst til at slå.

Og trafiksuset går som en hvid støj gennem lydbilledet, fra klokken fem morgen til klokken tolv nat. Lejlighedsvis hvinende bremser, hylende sirener og i morgenstunden mågernes skrig, når de flyver ind fra havet, eller hvor de nu har opholdt sig.

Om sommeren er børnene ude på plænerne: Pigernes højfrekvente hvin, drengenes spottende latter. Ofte samles de i klynger nede foran husets vinduesside og råber af deres lungers fulde kraft op til deres mødre på altanerne: - Moar, Moaaar, Moaaaar!
Så fyger det med efterspurgte legesager ned forbi mine ruder. Med små bump lander legetøjsbiler, blinkende dukker og vandkanoner i græsset.

I december og januar høres, når man mindst venter det, de hvinende sus, når raketterne farer til himmels, og drønene over tagene, når de eksploderer i kunstig stjerneregn. Værre endnu: Det øresønderrivende brag, rudernes klirren, der efterfølges af et vakuum af stilhed og den kvælende fornemmelse af mit hjerte, der går i kramper i mit bryst, halspulsårens dunken, når et kanonslag flænger det tidlige mørke.

Jeg lever i et lydtæppe fyldt med metaltråde, flossede kanter og gammelt snavs. Jeg krymper i min hud, stopper ørerne til og skrumper ind til næsten ingenting, mens mine nervespidser rejser sig som en hel hær af soldater på spring.