Angående anmelderiet

I forbindelse med den debat omkring redaktionelle processer, som for tiden kører i Sandkassen, og som man kan læse flere kommentarer til her, har jeg gjort mig følgende overvejelser (som også er sendt til Sandkassen):

Forholdet mellem kritikere og forfattere er et had/kærlighedsforhold. Sådan har det vist altid været, og sådan vil det formentlig blive ved med at være. Nye og håbefulde digterspirer bejler til særligt udvalgte kritikeres gunst, imens de afskriver andre anmelderes smagsdomme som useriøse og inkompetente. Det er naturligvis forståeligt, hvis en kritiker, som nu Klaus Rothstein, tager til genmæle overfor beskyldninger af netop denne art. Hvem bryder sig om at blive truet på levebrødet - eller på den faglige stolthed? Det gør hverken forfatteren eller anmelderen, lader det til.

En læsværdig anmeldelse vil vel til enhver tid været præget af en vis grad af subjektivitet. Det er jo ikke ensbetydende med, at anmelderen ikke har sin faglige viden i orden. Det betyder blot, at denne eller hin anmelder har en individuelt betinget sym- eller antipati overfor visse dele af en given tekst. Og er det ikke netop det, der gør anmeldelser værd at læse? En anmeldelse skal, som jeg ser det, beskrive bogen i sig selv så neutralt som muligt, men den skal også præsentere læseren for anmelderens personlige indtryk af og dermed dom over værket. Hvis det sidste ikke blev inddraget i anmeldelsen, så kunne man jo nøjes med at udsende en liste med bagsidetekster til diverse kulturredaktioner og således spare anmelderne væk.

Det forekommer mig endvidere, at være lidt for nemt at afskrive en anmeldelse som useriøs eller inkompetent med den begrundelse, at kritikeren ikke er specialist i den genre, som han har anmeldt. Anmelderen vil jo da, i langt de fleste tilfælde, have større viden om en specifik genre, end det almene publikum, som de fleste skønlitterære værker (og de respektive anmeldelser) henvender sig til. Dermed være ikke sagt, at det ikke er at foretrække, at et værk også anmeldes af en specialist indenfor dets særlige genre. Men det er nu en gang mest magtpåliggende for forfatteren og for den specialiserede læser. Kritikerens dom vil under alle omstændigheder kunne give publikum en retningsmarkør for, hvorvidt det ene eller det andet værk er værd at beskæftige sig med. Og når alt kommer til alt, så er en negativ eller en neutral omtale til enhver tid bedre end ingen omtale.

Det er forfatterne jo nok også klar over et eller andet sted. I hvert fald råbes der lige nu, i forfatternes lejr, på mere spalteplads til boganmeldelser. Især efterlyses flere anmeldelser af nye og ukendte forfattere. Personligt ville jeg da også sætte pris på, at kultursektionen fyldte noget mere i diverse aviser. Jeg forestiller mig endvidere, at mere kulturstof i aviserne kunne have en positivt opdragende/uddannende effekt på samfundet og således kunne fyre økonomisk op under dansk kultur i det hele taget. For guderne skal vide, at de mere åndelige aspekter af tilværelsen tilsyneladende er sørgeligt forsømt i store dele af den danske befolkning.

Vi må imidlertid både som kritikere, som forfattere og som menige læsere indse, at så længe spaltepladsen er begrænset, så må også kulturredaktionerne sortere kraftigt i de værker, de vælger at anmelde. Og i og med at de fleste aviser sigter forholdsvist bredt, så vil anmeldelser af mere ukendte kunstnere fortsat se sig henvist primært til de mere specialiserede og tilsvarende snævrere litterære tidsskrifter, hvor uhensigtsmæssigt dette end kan forekomme set udfra kunstnernes og de litterært interesseredes synspunkt.