Dagene, Danmark og David

"Det er en af de dage
hvor jeg hader Danmark
og danskerne.

En af de sure forkølede dage
hvor Danmark mest af alt
minder om et etbenet
syvenderangs Johnny Reimar party.

Det er en af de dage
hvor jeg har den allerstørste lyst
til at putte
dette
lille forsovsede
pølsekulturland
i en snusket papæske
som jeg med et multinationalt
tandpastasmil ville overbringe postvæsnet,
og derefter gå
i den sikre forventning
at Danmark vil gå tabt
i postterminalen...
Bye Bye Denmark !!"

Hvad blev der egentlig af David Henrik Fried? For det var ham, der skrev ovenstående digt, som stammer fra samlingen Alright Shirley, som udkom i 1981 - samme år som hans første samling, Hot Spot.
I 1981 kom jeg på Lyrikcafeen, som holdt til i Huset i Hasserisgade i Aalborg. Jeg var 17, mit hår var langt, og jeg gik klædt i lyserøde gevandter og skrev kærlighedsdigte fulde af svulmende patos. David - som også kom på Lyrikcafeen - må have været omkring de 18, hans hår var sort og strit, hans vipper var sorte, hans tøj var sort og hans digte var sorte. Vi talte aldrig med hinanden. Men jeg lagde mærke til ham. Alle lagde mærke til ham. Også i bybilledet sås han ofte skridte gaden af i sine sorte militærstøvler, med den lange sorte frakke flagrende efter sig og med sikkerhedsnåle stukket gennem øreflipperne. Dengang var dét noget særligt. Punkkulturen var endnu ikke slået rigtig igennem i Aalborg, så David stak ud i forhold til de øvrige aalborgensere, som lidt frygtsomt passerede denne vrede unge mand. Sikkerhedsnåle i øreflipperne - hvad blev det næste?

Det næste blev, at den vrede unge mand rejste sig op under et møde på Lyrikcafeen, hvor en stor del af klientellet dengang bestod af pæne modne damer, som gjorde sig lidt ud i lyrik til skrivebordsskuffen, og fremsagde et digt, der sluttede med linjerne:

"Det mest utrolige
ved kvinder er,
at de er så bløde
som de
er."

Det gisp, der gik gennem forsamlingen vil undre i dag. Og jeg ved ærligt talt ikke, om det skyldtes, at de modne damer ikke tidligere havde tænkt på den unge digter som et seksuelt væsen, eller om chokket skyldtes, at David brugte benævnelsen 'kvinder' frem for 'piger'. (Nu be'r jeg Dem, fru Heilbunth!) Men jeg ved, at damerne sidenhen så på David med et slet skjult smil dirrende på læberne.
Tiderne var åbenbart langt mere uskyldige for 26 år siden. - Tænk, er det virkelig så længe siden?
Og hvad blev der egentlig af David Henrik Fried? Jo, hvis ikke der er tale om en gemen navnelighed, så er han faktisk manden bag denne blog.
Verden er blevet mindre. Og det stykke vej, som er tilbagelagt mellem dengang og nu, synes at have været en ganske kort strækning. Selv vejret har ikke ændret sig drastisk. Der er fortsat sure forkølede dage, hvor man kunne ønske, at Danmark gik tabt i postterminalen.