Lyrikkurser - et forslag

"Læserne gider ikke lyrik" har Peter Hagmund, kulturredaktør på Fyens Stiftstidende sagt her. Hagmunds udtalelse er en kommentar til Martin Glaz Serups kritik af Fyens Stiftstidendes sparsomme dækning af ny lyrik, som man kan orientere sig om her.

Jeg vil bestemt ikke afvise, at Hagmund kan have ret i sin påstand. Lyrik er tilsyneladende noget, som rigtig mange gerne vil skrive (se blot de mange poetiske forsøg f.eks. på digte.dk), men som de færreste har lyst til at læse.

Hvordan kan det nu hænge sammen? Min hjemmebryggede teori går ud på, at læserne simpelthen ikke længere har tradition for at læse (eller skrive?) digte. Man er med andre ord ikke klædt på til det. Før i tiden, da mine forældre var børn, terpede man salmevers i skolen. På den måde fik man smag for rytmen og det musikalske i et digt. På den tid var de fleste digte da også mere musikalske i deres opbygning. Og selvom jeg ikke sidder her med statistikker, ifølge hvilke jeg kan påvise hverken det ene eller det andet, så er det mit personlige indtryk, at tidligere generationer læste flere digte, end man gør i dag.

Digtekunsten forandrer sig imidlertid med hver generation, og gennem det sidste halve århundrede er det endda gået rigtig stærkt. Nye formeksperimenter kommer hele tiden til. Lyrikkens problem (eller måske snarere digternes) er så, at børn ikke længere terper salmevers i skolen, eller for nu at opdatere tingene lidt: Problemet er kort og godt, at børn og unge ikke længere undervises i at læse lyrik. Og i dag er det i højere grad end nogensinde før nødvendigt at lære noget om genren og om kunsten at læse den, fordi lyrikken i vid udstrækning er blevet intellektualiseret, og derfor i stigende grad henvender sig til de særligt indviede.

Tove Ditlevsen og Benny Andersen er stadig til at forstå for den almene læser. De to har fortsat deres berettigelse, selvom yngre og selvudnævnt avantgardistiske digtere i dag stikker næsen i sky og vrænger ansigt, når de nævnes. Ditlevsen og Andersen er for folkelige, lader det til. Men er det ikke (også) den brede læserskare, de nye digtere gerne vil nå? Det skulle man antage udfra et kommercielt synspunkt. Og det leder til spørgsmålet om, hvordan mennesker uden de særlige forudsætninger, som en uddannelse i f.eks. litteraturvidenskab tilvejebringer, skal have en ærlig chance for at få noget ud af systemdigtning, konkret poesi, og hvad det nu ellers alt sammen hedder?

Min pointe er, at hvis den nye digtning skal have en chance for at nå et bredere publikum, så skal der satses mere på lyrikken i danskundervisningen i skolerne. Og spørgsmålet er, om dansklærerne selv er rustet til at undervise i den moderne digtning?

Som så ofte før handler det nok grundlæggende om økonomiske resourcer: Er det samfundsøkonomisk forsvarligt at vægte undervisning i digtekunst fremfor eksempelvis undervisning i reklamemediets strategier? Er der tid og råd til begge dele?
Det kan der anlægges flere vinkler på. Som lyrikelsker kunne man jo sige, at lyrik er sundt for sjælen, og at den således kan betragtes som et terapeutisk redskab i kampen mod moderne tiders stress. Måske virksomhederne burde begynde at sende deres medarbejdere på lyrikkurser og efterfølgende tilbyde 15 minutters lyrikoplæsning over højttalerne to gange daglig?

Hvis køer producerer mere mælk, når man spiller musik for dem, så kan det jo tænkes, at menneskets ydeevne ligeledes optimeres, når det får en daglig dosis digtekunst. Det kunne i det mindste være et interessant eksperiment, som samtidig kunne give et fingerpeg om, hvorvidt det svenske rigsdagsmedlem, Hillevi Larssons, idé om kultur på recept er holdbar eller ej.