Vil du med hjem og se min bogsamling?

Vis mig dine bøger, og jeg skal sige dig, hvem du er! Det er omtrent indholdet af et indlæg, som jeg læste igår på en anden blog.

Den holder naturligvis ikke hele vejen igennem, men et stykke henad vejen gør den: Umiddelbart kommer jeg til at tænke på, at jeg engang havde en kæreste, som på sin fine mørkbejdsede reol med de røgfarvede ruder opbevarede en hel række fint indbundne værker med guldtryk. I samme sekund jeg andægtigt og varsomt greb om et bind, gik det op for mig, at jeg stod med en videokassette i hånden. Men hvad kan man forvente af et menneske, som har en reproduktion af det grædende barn hængende på væggen? Det var forresten også ham, der havde en pistol gemt i skrivebordsskuffen og smuglede sprut i benzindunke.
Hans yndlingslæsning viste sig at være Bill og Ben pocket-bøgerne, som han nådigt lånte mig, for at jeg kunne lære hans litterære værdier at kende.
Hvad jeg lærte om ham og om hvem han var? Jeg lærte at han var en langdistanceblænder og en action-man i egen indbildning, men dybest set lige så hul indeni som de fine bind på reolen.

Senere i mit liv kendte jeg en politimand. På hans reoler stod mere musik end litteratur. De få bøger, der havde fundet vej ind i hans hjem, var hovedsalig kriminalromaner. Det var i det mindste ærlig snak. Desværre var livet med ham omtrent lige så dramatisk som fortællingerne i hans kriminalromaner, og selvom der var stunder med sød musik, så holdt det ikke i længden.

Hvad der byder mig mest imod er imidlertid de hjem, hvor reolen (hvorpå der aldrig ligger et støvfnug)indeholder de bogklubtitler, som man altid støder på, når man som bibliofil afsøger kræmmermarkedernes stande med bøger: Navarones kanoner, Boks nu Mathilda, Djævlen i kroppen, Drama i rum sø.
Ikke et ondt ord om bogklubber. I dag findes der flere udmærkede af slagsen, hvor man kan bestille alt fra filosofi til klassiske børnebøger. Men de titler, som står på benævnte støvfri reoler er altid de samme. Og bøgerne står altid pænt og ordentligt med god luft omkring. På det lige så støvfri sofabord ligger Alt om haven eller Bo bedre. Og der er ingen tvivl om, at husets beboere har læst Hulebjørnens klan - en romanserie, som de kan udbrede sig om i timevis. Den eneste romanserie, de kan udbrede sig om!

Mine reoler er ikke støvfri (ret længe ad gangen). Og bøgerne (tilnærmelsesvis systematiseret efter alfabetet) vælter ud af dem. Der ligger bøger ovenpå andre bøger, for ellers er der ikke plads nok. Der ligger også bøger i stakke på gulvet og nogle stykker i vindueskarmen. Èn af reolerne indeholder næsten udelukkende faglitterære værker. Jeg har læst de fleste, men enkelte har jeg endnu tilgode. Min samling rummer værker fra H.C. Andersen over Blixen og Bang til Orhan Pamuk, Shakespeare, Thoreau og Virginia Woolf.
Er jeg en litterær snob? Nej, egentlig ikke. Men jeg har noget imod hulhed og det, der skal se ud 'som om'.

Jeg har i tidens løb haft gode venner, som sjældent åbnede en bog. De oplevede verden gennem andre sanser end den litterære, og de kunne således tilbyde mig et alternativt syn på tingene. Til gengæld havde de ikke pænere udgaver af gamle bogklubbøger udstillet på reolerne og deres videokassetter var ikke camoufleret som fine værker i skindindbinding.

Summa summarum: Du behøver ikke at læse Sartre og Shakespeare fremfor Victoria Holt eller Len Deighton for at være min ven. Men jeg forventer, at du står ved dine valg og ikke giver indtryk af at være eller ville noget andet! Forlorenhed og overfladepænhed er noget, jeg absolut ikke trives med.