Frihed og fordom

I december udkom Knud Bjarne Gjesings ’Hån, spot og latterliggørelse’ med undertitlen Egyptisk satire under Muhammed-krisen på GPO forlag. Bogen er en lille net paperback, som foruden essayet ”Ytringsfrihed og religionsfrihed” indeholder tretten satiriske tegninger, der tidligere har været trykt i den egyptiske avis Al Fagr som et modangreb på de danske karikaturer, der udløste hele balladen.

Det er muligt, at danske aviser og anmeldere er blevet mættede med bøger om Muhammed-krisen, for guderne skal vide, at denne krise affødte en lind strøm af debatbøger om Islam, ytringsfrihed og religionsfrihed i det globaliserede samfund, men det er nu synd at netop denne bog hidtil ikke har fundet vej til spaltepladserne i diverse avisers kultursektioner.

Det er synd, fordi ’Hån spot og latterliggørelse’ på en både underholdende og intelligent måde kort og klart redegør for og tager stilling til en lang række af de problemstillinger, som Muhammed-krisen bragte frem i lyset. Overordnet set drejer det sig naturligvis, som essayets titel indikerer, om forholdet mellem ytringsfrihed og religionsfrihed, og her er forfatterens holdning klar:


”[..]i en nutidig sammenhæng kan religionsfrihed og ytringsfrihed ikke sidestilles som størrelser, der afgrænser hinanden, eller hvor ytringsfriheden endog må underlægges religionens diktat. Forholdet bør rettelig opfattes omvendt. Ytringsfriheden må principielt anses for mere fundamental end religionsfriheden, eftersom ytringsfriheden generelt sikrer retten til fri religionsudøvelse, hvorimod religionsfriheden ikke modsat yder en generel garanti for retten til at ytre sig frit.”


Med fare for at støde sine akademiske kolleger har Knud Bjarne Gjesing i denne bog vovet at benytte sin ytringsfrihed til give udtryk for en holdning, som går imod den politiske korrekthed i den del af det offentlige rum, hvor den såkaldte intelligentsia og en del venstreorienterede bevæger sig rundt. Spørgsmålet er imidlertid, om ikke flere intelligente enkeltindivider, bag deres puritanske masker og bag deres frygt for at blive slået i hartkorn med fanatiske indvandrerfjendske grupper, tænker i de samme baner som Gjesing?

Hvorom alting er, så har den politiske korrekthed imidlertid allerede sat sit præg på lovgivningen i nogle lande, hvorfor man kan have al mulig grund til at frygte, at retssikkerheden (og de demokratiske rettigheder) vil blive undergravet indefra. Gjesing giver et glimrende eksempel, idet han fremkommer med en klog analyse af en lov, som ”i forholdsvis ubemærkethed” trådte i kraft i Norge d. 1. januar 2006. Det drejer sig om lovnr. 2005-06-03-33 AID, som har til formål at hindre diskriminering på grund af etnicitet, national oprindelse, afstamning, hudfarve, sprog, religion og livssyn, ”idet man dog ikke betragter forskelsbehandling, der har karakter af ’positiv særbehandling’, for diskriminerende”. Loven indskrænker sig, som Gjesing påpeger det, ikke til blot at forbyde konkrete handlinger eller undladelser, men retter sig tillige mod ytringer, der virker eller har til formål at virke krænkende, skræmmende, fjendtlige, nedværdigende eller ydmygende. Problemet, mener Gjesing, er at afgøre, hvornår en ytring virker eller har til formål at virke krænkende etc. Men dér, hvor det går rigtig galt med den nye norske lov, er i lovens paragraf vedrørende bevisbyrde. Her hedder det:

”Hvis det foreligger omstendigheter som gir grunn til å tro at det har funnet sted brudd på bestemmelsene […], skal det legges til grunn at brudd har funnet sted, hvis ikke den som er ansvarlig for handlingen, unnlatelsen eller ytringen sannsynliggjør at det likevel ikke har funnet sted slikt brudd.”

Ja, man kan vel kun være enig med Gjesing, når han med udråbstegn konkluderer: ”Du er skyldig, indtil du har modbevist det!” Norges nye lov medfører således et klart brud på almindelig gældende retspraksis i et demokratisk samfund.

Hvorfor er det så vigtigt, hvilken retspraksis, der kommer til at gælde ikke blot i Norge eller for eksempel Storbritannien, hvor den politiske korrekthed og en rimeligvis deraf affødt (ufrivillig?) leflen – ikke for brede muslimske kredse, men netop for de islamiske fundamentalister – har medført en række forbud mod blandt andet afbildning af grise i offentlige bygninger i visse områder?
Det vil jeg gerne svare på med egne ord: Det er vigtigt, fordi retssikkerheden er grundlæggende i en demokratisk verden. Det er vigtigt, fordi en demokratisk verden, som netop er en verden, i hvilken ytringsfriheden såvel som religionsfriheden tilgodeses, immervæk er den verden, som de fleste mennesker fortsat synes at stræbe efter. Det er vigtigt, fordi det at give køb på ytringsfriheden til fordel for enkelte gruppers divergerende opfattelser af, hvad de måtte anse for at være blasfemisk eller på anden måde krænkende, er et svigt i forhold til den enkeltes personlige frihed såvel som samfundets. Og det gælder, uanset hvilken hudfarve, hvilken religion eller hvilken etnisk oprindelse individet eller gruppen har.

Med ’Hån, spot og latterliggørelse’ sætter Knud Bjarne Gjesing fokus på flere problemer og spørgsmål, som måske nok i første omgang blev synliggjort i forbindelse med Muhammed-krisen, men som fortsat består. Gjesings analyser og kommentarer er velovervejede, intelligente og skarpe, og bogen kan varmt anbefales til enhver, der ønsker at sætte sig ind i den danske og den europæiske globaliseringsproblematik i det hele taget – og i den fortløbende diskussion om forholdet mellem ytringsfrihed og religionsfrihed i særdeleshed.


Knud Bjarne Gjesing:
'Hån, spot og latterliggørelse'

GPO forlag 2006