Jeg har genoptaget min specialeskrivning. Det går langsomt nu, men jeg kender jo efterhånden processen og dens præmisser. Tempomæssigt er det sammenligneligt med min barndoms tog, som kun langsomt satte i gang fra stationen, når fløjten lød - for gradvist at komme op i omdrejninger, indtil det kørte støt derudaf.
Lige nu skriver jeg på et afsnit om Karen Blixen og "Kardinalens første Fortælling". Den tekst er allerede fortolket et utal af gange, men jeg vil så gerne kunne bidrage med en ny vinkling. Så længe jeg bare ikke forvilder mig ud på et sidespor, hvilket jeg allerede har gjort i forbindelse med andre afsnit, hvor jeg nok har været lovlig langt ude i forhold til den oprindelige rejseplan. Der bliver en del redigeringsarbejde i sidste ende, kan jeg allerede nu se. Det gælder om at samle trådene til de fremstår som et mønster, domineret af den røde tråd, som gerne skal løbe ned igennem hele vævet - som et spor.
I lang tid har jeg været distraheret af, at jeg meget hellere ville skrive om alt muligt andet end netop Karen Blixen og Virginia Woolf, som jeg jo ellers selv har valgt at skrive om, fordi de to forfattere fascinerer mig så voldsomt. Så jeg lukker lidt damp ud på bloggen fra tid til anden. Her kan jeg få lov at skrive om andre emner.
Men nu tilbage til Blixen og Kardinal Salviati. Jeg skal nok få toget op i tempo igen. Mere kul på!
7 comments:
Og...som de siger i de londonske undergrundstog:
Mind the Gap!
I will, I will!:-)
Nå, siger de sådan i London? Jeg har aldrig haft fornøjelsen. En alvorlig brist i min dannelse er jeg bange for.
Gå bare over toget - det gør ikke spor!
(ok - den var gammel, jeg ved det...)
Men altså: GOD VIND med projektet!
:-)
Ja, Kirsten - eller som vi plejede at sige, dengang jeg boede tæt på trinbrættet i Holmstrup udenfor Odense: Gå ikke over toget - der kommer spor!
Tak for brisen...
Jeg havde samme oplevelse: Ved at skrive om noget, som jeg virkelig brændte for, stillede jeg nogle krav, som jeg i faglig sammenhæng ikke kunne tænke klart over - eller som jeg ikke kunne argumentere for overfor nogle sure idioter. Men ved at skrive om noget andet, som måske var mindre kontroversielt kunne jeg komme i gang og få fortalt, så det vistnok egentlig blev meget læseværdigt. Man kan ikke skrive en tekst eller opgave over længere tid end et par måneder. Efter den tid begynder det at blive en anden tekst.
I øvrigt: hvorfor står der "dette er ikke TC" --? under det nydelige portræt? Er det en avatar i Cyberspace, som du har parkeret der i øverste højre hjørne?:-) Mange hilsener - og sikken en dejlig weblog med mange superspændende kommentarer.
Donald, mange tak for pæne kommentarer om bloggen.
Bemærkningen under billedet er selvfølgelig inspireret af Magrittes tilsvarende tekst under billedet af en pibe. Det kender du da godt, ikke?
Pointen er, at billedet blot er en repræsentation - ikke tingen selv.
Nej, jeg har endnu ingen avatar, som jeg kan parkere nogen steder. :-)
Ang. speciale: Jeg har heldigvis en meget god og dygtig vejleder. Så jeg har vist kun mig selv at takke, hvis jeg ikke haler en god karakter hjem for dette stykke arbejde.
Jeg skal bare hele tiden huske, at der er visse akademiske og videnskabelige retningslinier, som skal overholdes, når det drejer sig om et speciale.
Nej, jeg kender ikke Magritte's pibe så godt at jeg kan huske den i alle situationer. Måske kender jeg den slet ikke, men der er dog en eller anden svag erindring om noget.
Det er godt at du har en specialevejleder, men det var ikke nok for mig; men lad være med at opfatte dette som andet end en privat erfaring: Jeg tror på at man under arbejdet støder ind i flere og flere holdninger og iagttagelser til det emne, som man arbejder på, og skal lære at filtrere og formidle til den (måske underlige) målgruppe af kolleger og lærere, som man skriver for. Derfor kløede jeg på med at finde mig selv i den strøm af tanker og informationer, som kommer af solidt arbejde.
Post a Comment