"It is perfectly true that she obsessed me, in spite of the fact that she died when I was thirteen, until I was forty-four. Then one day walking round Tavistock Square I made up, as I sometimes make up my books, To the Lighthouse: in a great, apparently involuntary rush. One thing burst into another. Blowing bubbles out of a pipe gives the feeling of the rapid crowd of ideas and scenes which blew out of my mind, so that my lips seemed syllabing of their own accord as I walked. What blew the bubbles? Why then? I have no notion. But I wrote the book very quickly; and when it was written, I ceased to be obsessed by my mother. I no longer hear her voice; I do not see her." (Virginia Woolf i Moments of Being 1978, s. 94)
Sådan beskriver Virginia Woolf den skabelsesproces, som munder ud i To the Lighthouse - og den indre proces, som sætter hende i stand til at frigøre sig fra fortidens spøgelser.
Skønt man kan mene, at der æstetisk set er langt mellem Virginia Woolf og Katrine Marie Guldager, så er der en vis overensstemmelse mellem Woolfs og Guldagers psykologiske frigørelsesprocesser.
Katrine Marie Guldager skriver i Lysgrænsen om Freud-eleven Hanna Segal, ifølge hvem "al skaben i virkeligheden (er) en genskabelse af et engang elsket, men nu tabt og ødelagt objekt. Trangen til at skabe er trangen til at forvandle ruinhoben til en ny bolig for tanken, for sjælen, det være sig enten en bog, et maleri eller et stykke musik." (K.M. Guldager i Lysgrænsen 2007, s. 230)
Hanna Segals tese er ganske interessant læsning - især for kunstnere (og mennesker, som søger hinanden - og derigennem sig selv). Og måske kan den artikel, som man altså kan klikke sig ind på ovenfor under Segals navn, bidrage til at uddybe og perspektivere overvejelserne i mit tidligere indlæg om kunstnersjælen og de kommentarer, som det afstedkom.
Guldager siger: "Rejsen mod en anden og rejsen mod et kunstværk er måske ikke så forskellig." (Ibid: 231)
Nej - det er den måske ikke!
No comments:
Post a Comment