H.C. Andersen overbord

Skal Odenses byplanlæggere, lokalpolitikere og turistarrangører smide H.C. Andersen og den idylliske pænhed overbord og i stedet markedsføre byen som et tag-inficeret, innovativt kunstforum med en kant? Det var et af de spørgsmål, som i dag blev vendt under den afsluttende konference i forbindelse med Days of Art & Love i Odense.

Meningerne var delte, men der sporedes et flertal for en sådan nytænkning – hvis man da kan kalde den sådan. Idéen blev bragt på bane af billedkunstneren Kirsten Bertelsen, som sammen med designeren Louise M. Jeppesen havde taget ophold i Odense nogle dage for at danne sig et indtryk af stedet. (Se denne artikel for nærmere omtale af de to damers projekt.) Hvad der var sprunget de to damer i øjnene – og øjensynlig faldet dem for brystet - var netop H.C. Andersen idyllen, pænheden, renheden og de fraværende tags på murene i bymidten. Bertelsen syntes at mene, at eventyr-konceptet udelukkende var skabt som et bagstræberisk komplot af lokalpolitikerne. Ifølge hendes opfattelse ville det følgelig være nærmest umuligt at komme igennem med, endsige opnå støtte til, nogle kunstneriske projekter, som stred imod dette idylliserende billede af Odense.

Jeg har flere bemærkninger til Kirsten Bertelsens indlæg og den diskussion, som fulgte i kølvandet derpå. Allerførst vil jeg – på et overordnet og generelt plan – råbe vagt i gevær overfor opfattelsen af H.C. Andersen som en idyllisk forfatter. Det er korrekt, at han gennem årtier er blevet markedsført i en sådan disneyficeret form, og jeg kan sagtens forstå, at visse menneskers kvalmegrænse på det punkt er ved at være nået. Men hvis man gør sig den ulejlighed at læse en større del af H.C. Andersens forfatterskab, i stedet for kun at forholde sig til de mest kendte af hans fortællinger for børn, vil man opdage, at H.C. Andersen som forfatter og som privatperson står for alt andet end idyl. Den ulejlighed bør man gøre sig, ikke mindst, hvis man i sin egenskab af kunstner, lokalpolitiker eller turistmedarbejder vil udtale sig om Danmarks største digter og hans markedsværdi for Odense.

Dernæst vil jeg opponere imod den (dybt anarkistiske) forestilling, at nyskabende kunst kun kan vokse frem i slumlignende omgivelser. Jeg mener, at vi har al mulig grund til at være stolte af, at der er rimeligt pænt og rent i vores bymidte, da det giver både odenseanerne og besøgende udefra mere lyst til at opholde sig dér. Personligt ser jeg endvidere frem til den dag, hvor Thomas B. Thrigesgade igen er blevet jævnet med jorden og bymidten fremstår som en helhed. – En vision, som Kirsten Bertelsen også så skævt til, fordi den i hendes perspektiv tilsyneladende pegede i retning af ”studsning og skrårem og motorsavsmassakre”.

Den konspirationsteori, som Kirsten Bertelsen åbenbart ser i markedsføringen af Odense som en eventyrby – en konspirationsteori, ifølge hvilken al kunst på tværs altså skulle blive kvalt ved fødselen - finder jeg det meget svært at forholde mig til med andet end overbærenhed. Skal jeg tro på den, skal der anderledes hårde facts på bordet, frem for Bertelsens private observationer og forestillinger. Som en anden deltager da også ganske rigtigt påpegede, så vil man bemærke, at eventyrbilledet blegner, hvis man bevæger sig blot nogle få kilometer udenfor Centrum. Her kan Bertelsen og Jeppesen få alle de tags og al den kreative(?) uorden, de ønsker sig.

For mig at se har Bertelsens og ligesindedes fantasier om grimhedens og den snavsede bys kreative potentiale rod i en både stereotyp og forældet tresser- og teenagerorienteret opfattelse af, hvad kunst og skabelse egentlig er for størrelser. Man kunne lige så vel hævde, at pænheden gav den skæve kunst en perfekt baggrund at profilere sig på.

I forlængelse heraf vil jeg give digteren Poul G. Exner fuldstændig ret i den holdning, han gav udtryk for, nemlig at kunstnere ofte er på en eller anden måde utilpassede og skæve i forhold til det omgivende samfund, og hvis kunstnerne ønsker at deres kunst skal nå et større publikum, så er de nødt til i nogen grad at tilpasse sig og således lade en kanal stå åben imellem det alment accepterede og deres eget kunstneriske udtryk. Derfor er det ingen løsning at smide H.C. Andersen og eventyrby-konceptet overbord. Kunstnerne må tværtimod indgå i et samspil med det omgivende samfund på de allerede eksisterende præmisser.

Kunsten går med andre ord i selvsving, og det samme gør Odense som kulturby, hvis kunstnerne insisterer på at optræde som rendyrkede anarkister og endda lader hånt om den moderne verdens krav til markedsføring.

Her havde kulturredaktør på Fyens Stiftstidende, Peter Hagmund, da også en væsentlig, om end selvindlysende, pointe, da han sagde, at hvis vi ønsker at trække større opmærksomhed til byen, så skal der tænkes anderledes stort og visionært, end det nu er tilfældet.

Der var bred enighed blandt dagens arrangementsdeltagere om, at der rent faktisk er et rigt kulturliv i Odense. Problemet er primært, at store dele af dette kulturliv aldrig når den brede del af befolkningen, hverken i eller udenfor byen. Dette skyldes især manglende markedsføring. Ofte får man som (potentielt) publikum det indtryk, at et givent arrangement først omtales i medierne, når det er taget af plakaten. Om skylden herfor ligger hos kulturredaktionerne eller hos arrangørerne af de enkelte arrangementer er det mere vanskeligt at nå til enighed om. Ifølge Peter Hagmund indløber der dagligt langt flere mails til f.eks. hans kulturredaktion, end de redaktionelle medarbejdere overhovedet kan nå at gennemlæse – og blandt dem, som de når at læse, er der flere med ufuldstændige oplysninger vedrørende sted og tidspunkt for de nævnte arrangementer.

Resultatet bliver naturligvis, at det blomstrende kulturliv fører en undergrundstilværelse, hvor informationen om det enkelte arrangement går via mund til mund metoden. Det betyder endvidere, mener jeg, at mange af Odenses borgere vægrer sig ved at deltage, da de på forhånd dømmer kulturtilbud, som de har hørt om ad denne vej, enten som værende for en lille sluttet kreds, eller som værende af en så dårlig kvalitet, at de ikke er interesserede i at møde op.

Min konklusion på dagens diskussion må være, at hvad det først og fremmest drejer sig om, hvis Odense i fremtiden skal gøre sig bemærket som kulturby, er øget information om kulturtilbuddene, det være sig i lokale såvel som landsdækkende medier. Og så skal kunstnerne – også undergrundskunstnerne – blive bedre til at finde sammen, råbe byens kulturudvalg op, stille forslag og sende personlige invitationer til kulturarrangementer ud til de mennesker, som har penge og indflydelse nok til at gøre en forskel i kulturel sammenhæng.
Hvad H.C. Andersen og eventyrkonceptet angår, så skal det ikke opgives. Men det er på tide, at H.C. Andersen bliver profileret med den kant, som han i høj grad også havde, og at vi husker os selv og omverdenen på, at et eventyr ikke er lutter idyl.