'Nogen på ørerne'

Jeg bryder mig ikke om at græde offentligt. Men jeg gjorde det i torsdags. Jeg bryder mig heller ikke om at jamre mig offentligt. Men i dag vil jeg gøre en undtagelse.

I to måneder har jeg været så godt som døv på højre øre. Den penicillin, som en privatpraktiserende læge udskrev til mig, gjorde lige så stor forskel som en dråbe i havet. Efter 14 dages ventetid kom jeg så, i tirsdags, til ørelægen, rystende og bævende, på grund af gamle barndomstraumer. Stor var min lettelse, da manden viste sig som et menneskeligt væsen, der forstod min angst for både undersøgelse og behandling. Desværre måtte han fortælle mig, at min hørelse var voldsomt nedsat på højre øre, og at han ville anbefale punktering af trommehinden og isættelse af et dræn. Han var dog så sød at foreslå, at det blev gjort i fuld narkose.

Onsdag eftermiddag ringede jeg rundt til familie og venner for at høre, om der var en, der ville tage med mig eller i hvert fald tage sig af mig ovenpå indgrebet, da jeg ikke måtte lades alene. Det kunne jeg dog have sparet mig, for alle var optaget af andre gøremål - og mon ikke det gik endda... Sønnen tilbød mig først, at jeg kunne komme og være hos ham og kæresten, men senere var han nødt til at ændre den aftale.

Torsdag formiddag mødte jeg fastende (og ikke-rygende) op hos ørelægen og fik en snak med narkosesygeplejersken. Da hun hørte, at jeg ikke havde noget følgeskab og ingen til at pleje mig resten af dagen, nægtede hun at lægge mig i narkose. Jeg ringede så til min ex-mand, som bor i nærheden, og klagede min nød. Gudskelov accepterede han at få besøg, når indgrebet var overstået.
Men tårerne meldte sig nu alligevel, da jeg klatrede op på briksen for at modtage sprøjten. Kors, hvor kan man føle sig alene i sådan en situation! Det er aldeles ikke klædeligt for en voksen kvinde, men der er tidspunkter, hvor masken falder.

Siden torsdag har jeg ligget ned det meste af tiden. Øret er ikke meget bedre - og ørelægen fortalte mig da også efterfølgende, at han var glad for, at han havde lagt mig i fuld narkose, da det var værre end først antaget. Jeg har smerter, det væsker - og en forespørgsel hos ørelægen i dag gav det svar, at sådan skulle det ikke være, så nu måtte jeg hente penicillinøredråber på apoteket og forsøge at dryppe med dem. Hvis det ikke virker, så må jeg komme op til ørelægen igen. Og nu er ham den flinke, som jeg var blevet tryg ved, gået på ferie, så i givet fald skal jeg ind til hans kollega, som jeg ikke kender. Arrgh!

Som om det ikke var nok, så er der nu ti dage, til jeg skulle have afleveret mit speciale, men min vejleder har været på ferie (hvilket er ham vel undt), og jeg har først fået kontakt med ham i dag. Alt taget i betragtning anbefaler han mig at søge mit SU-slutlån forlænget - og dermed specialeafleveringen udsat - til november under henvisning til mine helbredsproblemer. Den er jeg med på, men det er dog et hårdt slag for min faglige stolthed, og samtidig indebærer det en masse papirarbejde og løben rundt til diverse instanser, hvilket ikke er det, man har mest lyst til, når man føler sig så syg og afkræftet, som jeg gør i denne tid.

Ja, kære læsere - I blev advaret i indledningen. Dette indlæg er dybt personligt og en værre gang jammer og klage, men rent undtagelsesvis mener jeg godt, at jeg kan tillade mig denne form for selvterapi. Der er brok nok i blogosfæren over langt mindre ting. Nu var det min tur, syntes jeg.