Femi-magt

Et indlæg hos Harning har givet mig anledning til følgende overvejelser:

Har feministerne overtaget de gamle patriarkers rolle?
Er den ligestilling, som vi og vore medsøstre har kæmpet for, kammet over og blevet til femi-magt?

Harning fortæller om den form for seksualundervisning, som praktiseres i sønnens skole. Det er tydeligt, at den favoriserer pigerne og efterlader drengene på Herrens mark. Harning, som beslutter selv at finde relevant undervisningsmateriale, opdager dernæst, at også på bibliotekerne er det uhyre vanskeligt at finde litteratur, som tilgodeser drengenes behov for relevant oplysning på deres præmisser.
Det er blot ét eksempel på, hvordan kvindebevægelsen har sat et - i visse sammenhænge - uheldigt præg på samfundet.

Et andet eksempel kunne være det faktum, at selvom adskillige mænd - især i de yngre generationer - i dag tager ivrigt del både i partnerens graviditet, børnefødslerne og børnenes pasning, så er det mere reglen end undtagelsen, at det er kvinden, der tildeles den fulde forældremyndighed, hvis forholdet går i stykker. Er det rimeligt?

Dertil kommer den måde, hvorpå kvindekønnet ustandselig går ind og retter på manden og hans adfærd, både når det gælder hans håndtering af børnene, hans maskuline interesser, hans anderledes måde at udtrykke sig på etc. (En hyppig årsag til, at der opstår gnidninger de to køn imellem.)

Der er ingen tvivl om, at kvindesagen har afstedkommet rigtig mange og hårdt tiltrængte samfundsændringer, som også generelt har gavnet kvinders selvværd. Men nu er det vist på tide, at vi strækker hånden frem til forsoning og lader mænd være mænd og kvinder være kvinder.

For vi har skudt os selv lidt i foden, har vi ikke?
Det er dejligt at kunne "realisere" sig selv, men jeg tror ikke på, at kvinden som køn er konstrueret til at gå ud og kæmpe på lige fod med mændene - hverken i felten eller på et jobmarked, som ikke er gearet til i tilstrækkelig grad at tilgodese 'det hele menneske'. Hvorfor rammes netop så mange kvinder af stress i disse år? Måske fordi naturen har skabt os til at indtage en mere tilbagetrukket rolle, end den vi efterhånden - som følge af de nye økonomiske og familiemæssige strukturer - er nødt til at indgå i.
Hvorfor er det derimod oftest enlige (fraskilte) mænd, der går i hundene? Måske fordi manden har behov for den form for ro, omsorg og støtte på hjemmefronten, som kun en kvinde kan give ham.

Ja, jeg mener, at der er en naturgiven forskel på de to køn, udover den, som kan iagttages med det blotte øje. Jeg tror, at kvinden oprindeligt er bestemt til at være den, der skaber den trygge base, hvori ikke blot børnene gradvis kan opdage verden, men hvori også manden har den fornødne tryghed til, at han kan gå ud og præstere, uanset om det er som jæger i marken eller på arbejdspladsen. Jeg tror på, at begge køn skal have såvel et eget som et fælles rum - i bogstavelig og i overført betydning, hvis forholdet - og samfundet - skal hænge ordentligt sammen.

Jeg siger ikke, at kvinderne "skal hjem til kødgryderne". Men vi må foretage justeringer på en større skala, som gør det muligt for de, der måtte ønske det, at indrette sig tåleligt med kun én eller måske halvanden indkomst, så i hvert fald den ene part kan gå hjemme. Daginstitutioner skal være et tilbud, men vores børn skal ikke, som om det var naturligt, vokse op i institutioner og være nødt til at undvære den essentielle forældrekontakt.

Vi kvinder skal give drengene og mændene mulighed for at være netop drenge og mænd. Ikke groft dominerende og afstumpede mænd, men aktive, stolte og beskyttende mænd, som er stærke nok til at bevare kontakten med deres feminine side. Så kan vi måske endelig få lov til selv at være de kvinder, som mange af os ønsker at være. Ikke undertrykte og skræmte kvinder, men kvinder med hjerte og sjæl, med omsorg og stilhed og nærvær, vi kan dele ud af - og med overskud til at administrere vor maskuline side på en fornuftig måde.