Løgnen

For nogle år siden, imens jeg beskæftigede mig med eksistentialismen, kom en ældre medstuderende pludselig og forærede mig en bog, som hun havde haft stående på sin reol. "Jeg tænkte, at du kunne få brug for denne her." sagde hun og rakte mig Sartres Etik. Det overraskende eller pudsige var, at jeg faktisk ikke kendte Inga ret godt. Jeg har derfor ikke kunnet lade være med i årenes løb at tænke på, hvilken impuls, der fik hende til at bringe mig den gave, som skulle vise sig at få stor betydning for mig.

Jeg har endnu ikke fået læst den helt igennem, men dengang slog jeg tilfældigt op i den, og mit blik faldt på et afsnit om voldens natur. Det havde jeg netop brug for at læse om på dét tidspunkt, da jeg kort forinden havde forladt en voldelig mand - et menneske, hvis adfærd jeg endnu havde vanskeligt ved at begribe. Her hjalp Sartre - og Inga - mig.

Igår tog jeg bogen ned fra reolen igen. Jeg ville skrive et lommefilosofisk blog-indlæg om forholdet mellem de to køn, og jeg mente at huske, at Sartre havde skrevet noget, som jeg kunne bruge i den sammenhæng. Det var imidlertid ikke det, jeg tænkte på, som sprang mig i øjnene, men derimod et afsnit om løgnen. Og det er interessant, fordi løgnens destruktivitet ganske vist var en del af den tematik, der havde beskæftiget mine tanker på det seneste, men det var ikke den, som mit fokus var rettet mod.

Det er det nu, for Sartres tanker gør det klart for mig, hvor ofte vi lyver for hinanden, enten gennem fortielser eller i mere konkret form. Og hvad er det, der sker, når vi lyver eller udsættes for en løgn? Hvorfor er det så ubehageligt? Hvorfor reagerer vi så voldsomt, når vi fornemmer eller afslører, at vi bliver ført bag lyset? Det giver Sartre nogle glimrende bud på. Jeg vil derfor undlade at føje mere til hans ord, men lade dem tale for sig selv:

"Den, der lyves for kastes ud på det imaginære plan og hans frihed bliver proppet til af det imaginære, den retter sig mod. [...] Løgnen sætter den andens frihed mellem parenteser. Den destruerer den ikke, men isolerer den, skærer den bort fra verden ved hjælp af et tomrum og bliver stående som herre over beslutningen om hvorvidt den genstand, den andens frihed retter sig imod, er imaginær eller virkelig. [...] I løgnen tilegner man sig friheden og afvisningen ved at destruere verden for-den-andens-bevidsthed, man destruerer den subtilt ved at skjule den bag det imaginære; man fjerner frihedens nødvendige støttepunkt fra den og den forvandler sig til en drøm om transcendens, dvs. til ren immanens og passivitet. Endelig er løgnen afstedkommet af et nederlag (virkeligt eller forudset: en umulighed af at lade sandheden vurdere sådan som den er).

Kvinden, der bedrager sin mand, skjuler elskeren for ham. Her drejer det sig ikke om at forlange af en narret frihed, at den frit skal tilskrive mig en værdi, men blot og bart om at adskille denne frihed fra min ved et intet. Ved at lade noget være ufortalt graver jeg en kløft af intethed mellem to dele af universet, jeg skaber to universer uden forbindelse med hinanden. Men dermed er det univers, den bedragne lever i, forfalsket, dvs. falsk, og ydermere indeholdt i det totale univers, der omfatter de to universer: jeg har rejst mure omkring den bedragne.

Løgnen er en tilbagetrækning. Jeg forvandler med overlæg frihed til en ting. Samtidig fjerner jeg enhver konkret betydning i den andens bevægelser og ord. Hvis min omgangskreds er meddelagtig, ligner den bedragne den tålmodige person, der i blindebuk har bind for øjnene. Jeg ser ham, og han ser ikke mig: han er en evindeligt transcenderet transcendens. Imidlertid kan det tænkes, at jeg bevarer den andens frihed som værdi til strengt begrænsede anvendelser. For eksempel kan jeg fortsætte med at billige hans frie vurdering af kunstværker, politik osv.[...] I dette tilfælde har den anden to sider: jeg kan opfatte ham som frihed eller som ting efter forgodtbefindende. Men hans frihed modificeres totalt i sin form, skønt den er intakt i sin materie (værdidommen kan være sand) fordi den kun er frihed efter mit forgodtbefindende. Hvis jeg har besluttet at bedrage ham på ét punkt, er det kun i kraft af bekvemmelighed eller storsindethed at jeg ikke har besluttet også at gøre det på alle andre punkter (eller på grund af forsigtighed eller dovenskab osv.); kort sagt, jeg er herre over mit eget bedrageri og herre over den andens frihed. Herefter kommer den ovenfor analyserede løgn, hvor jeg har behov for at den andens frihed er helt igennem ting og helt igennem frihed. PÅ ÉN GANG."

Uddraget stammer fra
Sartre: Etik, kapitlet "Løgn og list".