Sammenbruddets taktik

Jeg er ved at lære det: Man må gå på med krum hals, hvis man virkelig vil opnå noget. Ikke lade sig afficere af kølige stemmer i telefonen, ikke tage et nej for et nej.

I dag ringede jeg til en gynækolog for at bestille en tid snarest muligt. Jeg forklarede, som sandt er, at min læge skulle have fremsendt en henvisning. Efter nogen nølen i den anden ende kunne sekretæren oplyse mig om, at det havde sin rigtighed. Heraf kunne hun se, at jeg for et års tid siden havde konsulteret en anden gynækolog. Der var imidlertid et problem: Den gynækolog, jeg nu ønskede at konsultere, stillede sig uforstående overfor, at jeg for kun et år siden havde fået foretaget et eftersyn for celleforandringer og allerede nu igen, ifølge henvisningen, ønskede en ny. Derfor ville den nye gynækolog have fremskaffet papirerne fra den gamle gynækolog, før jeg kunne få en tid. Almindeligvis burde sådan en prøve jo kun foretages hvert tredie år.

Jeg forsøgte at forklare, at for det første havde jeg fået at vide, at den nyeste politik på området sagde, at det var en god idé at få foretaget denne undersøgelse en gang om året, når man (som jeg) en gang tidligere havde fået konstateret og været behandlet for celleforandringer, og for det andet havde jeg mere akutte underlivsproblemer lige nu, uanset om min læge havde skrevet dem på henvisningen eller ej. Sekretæren forsøgte så at overtale mig til igen at gå til egen læge med de problemer. På dette tidspunkt i samtalen begyndte min stemmeføring at stige mærkbart.

Sekretæren tøvede, men kunne endelig oplyse mig om, at jeg kunne få en tid efter jul. Nu var jeg ved at miste tålmodigheden. Selvom det sædvanligvis byder mig imod at indvie en lægesekretær i de ting, som jeg mener bør være en privat sag mellem lægen og mig, begyndte jeg at fortælle hende om den form for smerter, jeg oplever, om den diagnose, som én gang, i dén forbindelse, er stillet (en i sig selv harmløs, typisk kvindelig, men stærkt plagsom lidelse, som nogle af os har meget svært ved at slippe af med igen), og om, hvordan jeg havde opsøgt den ene alternative behandler efter den anden, fordi jeg ikke syntes, at jeg fik den ønskede hjælp i det etablerede behandlingssystem.

Måske var jeg bare heldig: Måske netop denne sekretær selv havde kæmpet med netop dette problem. I hvert fald blev denne speciallægens vagthund pludselig anderledes medgørlig og helt mild og varm i stemmen. Nu viste det sig, at jeg kunne få en tid her i begyndelsen af december. Halleluja!
Men hvorfor skal der presses så voldsomt på, før man får lov at komme til? Mange andre ville have affundet sig med den første afvisning og have tænkt, at de blot måtte bide smerter og irritation i sig et par måneder mere. Sådan et fromt lam var jeg selv før i tiden.

I dag skyldtes min pågående facon, at jeg blev en smule smådesperat: Jeg ved jo ikke, hvordan den ene lidelse kan gribe ind i eller være et symptom på den anden dernede. Jeg er ikke specialist i de dele, men jeg har da læst nok om tingene til at vide, at en kvinde skal passe på sit underliv og lytte til dets signaler. Desuden er det et enormt irriterende sted at have problemer. Og så havde jeg faktisk en veninde engang, som selv var læge, men som døde af en for sent opdaget livmoderhalskræft.

Derfor blev jeg altså pågående i dag. Men for fremtiden vil jeg med fuldt overlæg benytte den taktik, hvis jeg afvises i lignende situationer. Alligevel synes jeg, det er for dårligt, at man skal demonstrere noget, der ligner et sammenbrud, før man får den nødvendige hjælp fra de mennesker, som lever af at hjælpe. Jeg er et behersket menneske, og jeg forventer at blive taget seriøst som et sådant - ikke kun, når jeg begynder at råbe op.