Ren Kafka i Arbejdsdirektoratet

Åbnede i dag et brev fra Magistrenes Arbejdsløshedskasse, hvori jeg kunne læse om Arbejdsdirektoratets sidste nye krav til ledige: Fra og med NU! skal alle ledige søge fire opslåede fuldtidsstillinger hver uge. (Tidligere lød kravet på fire om måneden.)

Jeg indrømmer det blankt: Jeg fik kvælningsfornemmelser, fugtige øjne, ondt i maven og måtte sætte mig ned et øjeblik, fordi jeg pludselig følte mig svimmel.

Jeg har tidligere skrevet om, hvilke problemer man som ledig humanist løber ind i på grund af regler, der ikke svarer til virkeligheden.

Nu begynder Arbejdsdirektoratets regelsæt at tage sig ud som et regelsæt hentet ud af en af Kafkas fortællinger. Jeg ved godt, at fire ansøgninger om ugen umiddelbart ikke lyder af meget, men det tager faktisk overraskende lang tid at skræddersy en ansøgning til et specifikt job, når man ikke længere skal søge på sit vindende smil, sine hurtige hænder eller pædagogiske evner. Når man som nyuddannet akademiker søger arbejde, vil der endvidere være visse krav i de opslåede stillingsanoncer, som man ikke umiddelbart kan honorere. F.eks. kravet om "erfaring fra lignende job". Det kan også dreje sig om, at man ikke har viden om et specifikt computerprogram, kendskab til arbejdsgangen i en politisk organisation eller lignende.

Ergo er der mange jobopslag, som man i første omgang frasorterer, fordi man er ret overbevist om, at man alligevel ikke vil komme i betragtning til stillingen, hvorfor man anser det for bedre at bruge sin tid på at søge de job, som man har en reel chance for at få.

Det nye krav om at søge fire opslåede fuldtidsstillinger hver uge resulterer i, at man må se stort på den reelle chance for at komme i betragtning. Dette må betragtes som spild af tid - både for den arbejdssøgende og for de arbejdsgivere, som modtager ansøgninger fra personer, der ikke har de efterspurgte kompetencer.

For den ledige betyder det endvidere, at den tid, som kunne være brugt på at fremsende uopfordrede ansøgninger til de virksomheder, hvor ansøgeren mener at kunne bidrage med de kompetencer, som vedkommende reelt har, bliver brugt på at opfylde det af Arbejdsdirektoratet stillede kvantitetskrav.

Man kan (og skal) som ledig også søge arbejde, der ligger udenfor ens uddannelsesområde. Spørgsmålet er, hvor grænsen skal trækkes? Den principielle diskussion om akademikere som avisbude kender vi vist alle til. I virkeligheden er det en tåbelig diskussion.

For det første vil en akademiker i mange tilfælde blive betragtet som overkvalificeret til ufaglært arbejde. Som min veninde, der i årevis har været ansat i stillinger som mellemleder på forskellige virksomheder, hvor hun også har været ansvarlig for ansættelsessamtaler, udtrykte det: "Ingen med fornuften i behold vil ansætte nogen til en stilling, som ansøgeren er overkvalificeret til, da de udmærket ved, at den, de har ansat, vil søge andet og mere relevant arbejde snarest muligt." For det andet vil den akademiker, som i en periode har været beskæftiget som f.eks. avisbud eller opvasker, næppe gøre samme positive indtryk på en senere potentiel arbejdsgiver indenfor sit område, som den, der konsekvent har fastholdt søgningen efter et jobtilbud, der modsvarede vedkommendes kvalifikationer.

Kravet om at søge fire opslåede fuldtidsstillinger hver uge er således hverken en hjælp for arbejdsgiverne eller for de arbejdssøgende - endsige et tiltag, der gavner samfundet som helhed på længere sigt. Det er rent spild af ressourcer og desuden en væsentlig hæmsko for det frie initiativ, som formentlig kunne skaffe flere i arbejde, hvis man skal tro f.eks. MA, som fortæller sine ledige medlemmer, at chancen for at få et job er langt større ved uopfordrede ansøgninger.

MA har givet udtryk for sin holdning til de skærpede krav. Læs pressemeddelelsen her.