Lige ind i eventyret

Solen stråler klart fra en sart forårsblå himmel, da vi en af de sidste dage i marts sætter kursen mod Salten Skov. Du har før omtalt svovlkilderne, og i dag skal jeg se dem. Endnu ligger landskabet nøgenbrunt omkring os, men der ligger dette særlige douce lys over marker og skovbryn, som indvarsler forårets komme. Og landskabet strækker sig, strækker sig og strækker sig, som det kun kan gøre det i Jylland.

Efter en tur, der går ad små og større veje, over åbne marker, gennem mørke granskove, hvor lyset blødt bryder grenenes tunge nålehang og kastes tilbage i nuancer af kobber og mosgrønt fra underskoven, når vi frem til et hjulspor, der fører gennem et let kuperet terræn ind i det område, vi leder efter.

Du parkerer bilen, og vi fortsætter til fods i det milde vejrlig, forbi stabel efter stabel af skovede træer. Her dufter gennemtrængende af harpiks fra granernes endnu fugtige og mørkt gyldne sårflader. Vi standser nogle gange undervejs. Læner os ind over de fældede kæmper, klapper de ru stammer og lader os beruse i duftene.

Kratbevoksning afløses af fritlagte strækninger. Pludselig åbner landskabet sig til højre for os. Vi ser ud over et vissent engdrag, ud over skovklædte bakker, hvis blødtbrune, dæmpet grønne og ulmende rosa nuancer glider over i rødviolet og blåligt længst ude mod horisonten, hvor himlen nu er ved at blegne i et let skylag. Her kan der åndes frit. Brystet åbner sig. Hjertet får plads.

Det er svært at vende sig bort, men da vi endelig gør det, hører vi en brusen ganske nær ved. Få meter længere nede ad det fugtige hjulspor og inde til venstre fosser et lille, men overmåde kraftigt vandfald ud af en bakke. Skummet står op i hvide sprøjt, men hvor vandet pludrer hastigt afsted i en lille bæk, som løber under vejen, har det, sin klarhed til trods, en farve som af rød okker. Du peger op, og så ser jeg det: På en skrænt, der hæver sig til venstre for vandfaldet, står et udgået træ behængt med tibetanske bedeklokker. Sådan tager det sig i det mindste ud på afstand. Da jeg fascineret bestiger skrænten, idet jeg hager mig fast i usikre grene og kviste fra de omkringvoksende buske og træer, går det imidlertid op for mig, at de mærkværdige stribede klokker er en art svampe, som gror på den afbarkede stamme.

Du er gået ad en lille sti op på den anden side af bækken, og jeg følger dig nu opad, til vi kommer til et plant terræn, hvor en lille sø ligger omkranset af stejle skrænter. Du mener, at det må være et dødishul, der er blevet dannet, da en gigantisk tilbagebleven og hårdt frosset isklump engang smeltede og efterlod dette dybe gab, hvorfra der nu er udsyn til den åbne himmel omkranset af høje slanke løvtræer.


Du udpeger de småbitte og blødt piblende kildevæld i skrænten, hvorfra vandet stammer. Dette er svovlkilderne. Så ganske anderledes betagende end jeg havde tænkt mig dem. Søen changerer i opalens fine farvespekter: dybblå, mosgrøn, smaragdgrøn, mørkt gylden og på sine steder næsten sort, men det er ikke muligt at fastholde én nuance med blikket, for midt i dette farvespil er vandet så krystalklart, at man kan se hver sten på bunden og de slanke siv og vandplanterne, der står behængt med guirlander af gylden materie, der flyder ud i vandet og danner hele byer af fantasislotte dernede. Det ligner noget fra en fremmed planet.
”H.C. Andersen kunne have fået meget ud af det her!” siger jeg.

Vi dvæler en tid lang ved søen. Jeg må helt tæt på den bløde sumpede bred og have hænderne i vandet. Jeg har lyst til at drikke af det, men jeg ved ikke, om det er til skade eller gavn at drikke svovlholdigt vand, selvom det hedder sig, at det skulle være sundt at bade i, så jeg undlader det. Køligheden gør dog godt mod huden.
Også vandfaldet nedenfor søen, et vandfald, som formentlig er menneskeskabt, idet overløbet fra søen synes at være kunstigt ført ned under jorden og altså ud igen gennem skrænten, må vi hilse af med, før jeg kan gå med til igen at forlade dette eventyrlige sted.

Da vi sætter kursen tilbage ad hjulsporet, hvor ikke blot graner, men også piletræer med dunede gæslinger ligger skovet i grøfterne, er himlen overtrukket med svagt gråhvide skyer. Det hindrer dog ikke fuglene i at slå deres jublende forårstriller. Og her dufter fortsat af harpiks, af nypløjet muld fra markerne og af krydret underskov. Og dér går du inde – dér, hvor de store maskiner, som har afløst tidligere tiders mere nænsomme skovning, har flået træerne op af grunden og efterladt voldsomme sår i den sorte muld. Dér går du og ligner et barn af Jyllands jord, som du jo også er det, med blæst i dit hår og med hænder, der dufter af harpiks og vårgrønt.