Bare fordi du er en person

"Nogen gange er det som om, folk der er anderledes, ikke interesserer sig for andre menneskers følelser. De siger måske ting, der ikke er særligt høflige. En årsag kan være, at personen ikke ser dig som en selvstændig person; hans hovede er koncentreret om noget andet, som for eksempel noget legetøj, han vil have fat i og det er det eneste, der fylder hans sind lige nu. Han ignorerer dig ikke med vilje - du behandles bare ikke i øjeblikket. Nogen af dem, der er anderledes, vil blot skubbe dig til side, som var du en busk, der stod i vejen. Bare fordi du er en person og er tilstede, behøver en person med disse problemer ikke at vide, du er en person og er tilstede."

Hvorfor føler jeg mig til visse tider og i forhold til nogle mennesker usynliggjort, nærmest ikke-eksisterende? Det har jeg surfet rundt for at finde en forklaring på. Ovenstående er næppe svaret på mit spørgsmål, men artiklen, som det stammer fra - og som jeg tilfældigt faldt over i min eftersøgning, er interessant, lærerig og - undskyld mig - underholdende læsning. Og måske opdager man, at 'lidt Asperger er man vel altid', eller det er de andre i hvert fald! (Og lad dette være sagt med stor kærlighed, for det er ikke min hensigt at støde nogen, som har Aspergers tæt inde på livet og dagligt kæmper for at få hverdagen til at hænge sammen.)

Når du har god tid til fordybelse, så skulle du klikke på citatet og læse hele beretningen om, hvordan et menneske med Aspergers syndrom oplever verden. Det vil også give dig et indblik i, hvorfor fænomenet er så svært at tackle for de pårørende.
Forfatteren, som selv har diagnosen, hedder Brad Rand, og jeg er kommet til artiklen ad en omvej, som gik over Den stille piges blog.