Saturday, March 29, 2008

Bare fordi du er en person

"Nogen gange er det som om, folk der er anderledes, ikke interesserer sig for andre menneskers følelser. De siger måske ting, der ikke er særligt høflige. En årsag kan være, at personen ikke ser dig som en selvstændig person; hans hovede er koncentreret om noget andet, som for eksempel noget legetøj, han vil have fat i og det er det eneste, der fylder hans sind lige nu. Han ignorerer dig ikke med vilje - du behandles bare ikke i øjeblikket. Nogen af dem, der er anderledes, vil blot skubbe dig til side, som var du en busk, der stod i vejen. Bare fordi du er en person og er tilstede, behøver en person med disse problemer ikke at vide, du er en person og er tilstede."

Hvorfor føler jeg mig til visse tider og i forhold til nogle mennesker usynliggjort, nærmest ikke-eksisterende? Det har jeg surfet rundt for at finde en forklaring på. Ovenstående er næppe svaret på mit spørgsmål, men artiklen, som det stammer fra - og som jeg tilfældigt faldt over i min eftersøgning, er interessant, lærerig og - undskyld mig - underholdende læsning. Og måske opdager man, at 'lidt Asperger er man vel altid', eller det er de andre i hvert fald! (Og lad dette være sagt med stor kærlighed, for det er ikke min hensigt at støde nogen, som har Aspergers tæt inde på livet og dagligt kæmper for at få hverdagen til at hænge sammen.)

Når du har god tid til fordybelse, så skulle du klikke på citatet og læse hele beretningen om, hvordan et menneske med Aspergers syndrom oplever verden. Det vil også give dig et indblik i, hvorfor fænomenet er så svært at tackle for de pårørende.
Forfatteren, som selv har diagnosen, hedder Brad Rand, og jeg er kommet til artiklen ad en omvej, som gik over Den stille piges blog.

5 comments:

Anonymous said...

Jeg ser dig. :-)
Hver dag.
Og hører endda efter hvad du siger og mener. :-)

Tina Charlotte Møller said...

Tak, Harning - det er jeg glad for at læse! ;-)
Well, min usynlighedstilstand forekommer nu også oftest i den private sfære. Og når det kommer til stykket, så kan det jo lige så vel være, at det bare er min måde at opleve situationen på.

Anonymous said...

Jeg har for længe siden accepteret min indre autist. Den hjælper mig med at huske på en af de pointer du fremhæver; netop dette at du ikke som sådan ignorerer, eller ignoreres, men måske nogen gange bare ikke er i den andens synsfelt.

Vi vil så gerne elskes, holdes af, være kloge og dygtige mødre og fædre, koner og døtre...alt muligt...og det kan vi ofte lettest se i spejlingen af den anden. Bekræftelsen.

Når det udebliver kan vi føle os tomme og ensomme. Det overgår os alle. I afsavnstider kan det (i hvert fald for mig) være svært at huske på at andre har et liv hvor de har lige så mange fokuspunkter som jeg jo selv har...

Jeg blev inspireret af dine ord - måske i en anden retning end dit fokus for dit skriv. Derfor lidt fydligt. Tak.

Anonymous said...

Det minder mig om noget, jeg kender et sted fra...

Måske af andre årsager der, men det minder.

Tankevækkende.

Tina Charlotte Møller said...

Ane-Marie - måske har jeg en idé om, hvad du tænker på...
Men nu skal jeg jo ikke drage forhastede konklusioner.