Hvor går grænsen for det private, når man blogger under eget navn? Det er jeg begyndt at tænke over på det sidste. Jeg har naturligvis tænkt på det før, men grænserne forekommer mig at blive stadig mere flydende.
Da jeg først begyndte at skrive blogindlæg, var det min intention, at denne blog skulle koncentrere sig om det faglige, hvilket i mit tilfælde vil sige det litterære. Der gik dog ikke lang tid, før mere personlige betragtninger og holdningstilkendegivelser sneg sig ind. Måske fordi andre og mere private bloggere "smittede" med deres åbenhed, måske fordi det at blogge viste sig at være en social aktivitet og en kommunikationsform, som jeg kunne bruge.
Efterhånden som bloggeriet bliver en næsten daglig foreteelse, og flere blogbekendtskaber udvikler sig til mailbekendtskaber og i enkelte tilfælde til bekendtskaber i den virkelige verden, bliver det i stigende grad vanskeligt at fastholde opmærksomheden på det faktum, at min blog er en offentlig side, som kan læses af enhver, der måtte ønske det. Privatsfæren og blogosfæren begynder at glide sammen, og jeg er bange for, at det er et skråplan at komme ind på.
Jeg er ikke synderligt bekymret for, hvad læserne eventuelt måtte finde ud af om mig. Det er min personlige opfattelse, at vi mennesker i vid udstrækning ligner hinanden - eller som Karen Blixen skrev: "Jeg er et Menneske, intet menneskeligt er mig fremmed", hvilket jeg antager gør sig gældende for de fleste. Men jeg er bekymret for, om nogen af de læsere, som kender mig privat, og som derfor enten genkender sig selv eller fælles bekendte, der omtales i mine blogindlæg, bliver stødt over noget, jeg skriver.
Det hele bliver ikke lettere af, at der på denne blog findes både personlige strøtanker, faktuelle og emneorienterede indlæg og skønlitterære tekster. Især når det gælder de skønlitterære tekster - og til dels faktionen (blandingsproduktet mellem fiktion og fakta) - kan der opstå utilsigtede reaktioner, forestiller jeg mig.
Et eksempel: For kort tid siden gav jeg et par familiemedlemmer, på min fars side af familien, min blogadresse. Siden gik det op for mig, at der blandt mine fiktive tekster, på disse sider, er nogen stykker, hvori digterjeg'et omtaler sin far på en lidet smigrende facon. Det er klart, at jeg nu bekymrer mig om, hvorvidt bemeldte familiemedlemmer vil kunne læse teksterne som fiktion, eller om de vil tage hvert ord for pålydende. Sandheden ligger jo et sted midt imellem. Netop disse tekster er, i lighed med de fleste andre af mine skønlitterære skriverier, inspireret af enkeltstående, virkelige hændelser, men de er naturligvis bearbejdet og koloreret i kunstnerisk øjemed, ligesom opmærksomheden, af samme grund, er fastholdt på særlige aspekter, som måske ikke var de dominerende i virkelighedens verden.
Jeg går i udpræget grad ind for både ytringsfrihed (selvom enhver, der ytrer sig, naturligvis må gøre sig klart, at en given ytring kan få konsekvenser) og for kunstnerisk frihed. Jeg er desuden overbevist om, at et kunstnerisk værk aldrig nogensinde bliver til uden en vis tæren på hovedstolen. Jeg er imidlertid klar over, at når det kommer til personlige relationer, så kan nogen mennesker være særligt sårbare på bestemte områder, hvorfor de kan reagere på en måde, som skribenten/undertegnede ikke forudser under skrivningen. Og det selvom i hvert fald jeg kun yderst, yderst sjældent nævner faktiske navne på de personer, jeg omtaler i dette offentlige rum.
Jeg spekulerer også på, om man kan og bør skelne mellem den kunstneriske frihed, som jeg mener, kan forsvares i forhold til fiktive tekster, og så den skribentens etik, som vel må være noget anderledes - og vel i høj grad defineres af den enkelte - når det gælder mere faktuelle indlæg. Og hvilket (uskrevet) regelsæt skal man henholde sig til, når man står i faktionens skæringspunkt?
Hvordan forholder andre bloggere og/eller forfattere sig til disse problemstillinger?
Hvordan forholder læserne sig?
9 comments:
Jeg har det sådan med åbenheden, at jeg er meget varsom med at skrive om private ting, som er igang lige nu. Også selv om det er gode oplevelser. I hvert fald skal der meget til før jeg nævner noget om navngivne eller genkendelige personer i mit privatliv, sålænge dette privatliv er nutidig.
Hvis jeg skal skrive om nogen, f.eks besynge en skønjomfru, så bliver det sløret, forvansket, forvandlet eller fortryllet.
Men det er svært. Meget svært. Og jeg kan ikke anbefale den løsning, som jeg bruger ofte og som er virkelig effektiv: at undlade at have et privatliv :-/
Dit indlæg her om etik giver mig rigtig meget stof til eftertanke, og jeg er glad for at have fået mulighed for at læse det. Jeg vil gerne give mit besyv med, men håber at du vil sortere min kommentar fra hvis den afsporer debatten i forhold til din hensigt – eller er for lang :-).
Især spørgsmålet om det private kontra det personlige berører mig meget og giver mig som blognybegynder anledning til mange grublerier. Jeg svarer som blogger, da jeg ikke er forfatter :-), og jeg tænker (næsten) slet ikke fiktion og kun meget lidt faktion ind i det efterfølgende.
På et tidspunkt kom jeg forbi et indlæg på bloggen Nadjas Reflexioner (http://nadjasreflexioner.net/2006/07/22/personligt-eller-privat/), som jeg synes er meget opklarende. Jeg har dog stadig svært ved at skelne helt, og noget kommer nok til at befinde sig i grænselandet for mit vedkommende. Dette, tror jeg, hænger blandt andet sammen med hvad der interesserer én, hvad ’sagen’ man ønsker at skrive om, er. Det er nok nemmere at holde det private og det personlige adskilt hvis ens passion er konkrete ting som veteranbiler eller måneformørkelser, end hvis det er mere flydende områder som litteratur, psykologi eller personlig udvikling. Her tror jeg det er nærmest uundgåeligt at blande ’sig selv’ ind i sagen.
Jeg har tænkt en del siden jeg læste dit indlæg, og jeg kunne forestille mig at det fremover ville være konstruktivt for mig, når jeg skriver et indlæg til min blog, at stille mig selv nedenstående tre spørgsmål. Kun hvis svaret er ja til alle tre spørgsmål, egner indlægget sig til publicering:
1) Vil jeg kunne sige det her ansigt til ansigt både til mennesker der ikke kender mig uanset hvem de er, og til de mennesker der står mig nærmest, uden at overskride mine egne grænser? Det handler altså om hvad det gode er for mig selv.
2) Kan jeg forestille mig at alle uanset hvem de er, vil kunne læse dette indlæg dels uden at føle sig personligt udleveret, og dels uden at få overskredet nogle grænser for hvad de har lyst til eller interesse i at vide om mig som person? Det handler altså om hvad jeg kan forestille mig det gode er for andre, for læserne.
3) Har det jeg har skrevet, interesse for andre end mennesker jeg kender privat? Det handler altså om hvad der er det gode for 'almenvellet', enten forstået som hele verden eller den målgruppe i verden man henvender sig til.
Det første kan jeg godt mærke, tror jeg, i de fleste tilfælde i hvert fald. Som du er jeg heller ikke så bange for hvad andre skal få at vide om mig, men jeg har faktisk grænser, og det rigtige svar for hver enkelt afhænger selvfølgelig af hvad man kategoriserer som privat i psykologisk forstand, og det formoder jeg er meget individuelt. Det vigtigste her må være at passe på sig selv som den man er.
Det andet er sværere, og i virkeligheden kan man nok kun komme med et gæt. Omtanke og empati kan måske kvalificere gættet, men så vidt jeg kan se vil man altid skulle nøjes med at skønne. Når jeg læser andres indlæg kan jeg godt mærke at mine grænser nemt kan blive overskredet, men jeg kan også tit se på kommentarerne at andre i de aktuelle tilfælde ikke har det ligesom jeg. Ikke to mennesker opfatter, tænker og føler ens, og så det er jo svært. Måske er det lige præcis her at ens læsere bliver skilt ud fra dem der ikke bryder sig om ens blog, og som vælger den fra. Det er jo o.k., tænker jeg, men vil gerne fremhæve det Nadja skriver om at et skift fra en saglig stil til en mere privat kan være grænseoverskridende. Og forvirrende, chokerende og give en følelsen af at man ikke rigtigt ved hvad det egentlig er man læser, tænker jeg videre.
(I tilfælde med blogs der både indeholder fiktion, faktion og saglige indlæg, er det efter min mening også noget med stil- eller genreskift som det kan være svært at gennemskue for den uindviede læser. Det kan dog måske klares med en præcis etiket eller efterskrift, så man ikke er i tvivl om om det her er virkelighed eller ej – eller hvor meget af det der er. Sådan en slags læsevejledning :-)).
Det tredje synes jeg er let, men måske tager man ofte fejl fordi man selv er enormt optaget af et eller andet og tror alle andre også vil føle sig oplyste af det?
Til sidst vil jeg komme med en lille afstikker i form af nogle tanker om form og indhold. Jeg har ikke nogen teoretisk viden i rygsækken som kan hjælpe mig her, men for mig er indholdet, eller budskabet i det man skriver, hvis man ikke er meget kunstnerisk anlagt, det vigtigste. Altså spekulerer jeg på om det ikke også kan højne etikken hvis man gør sig klart hvad det er man gerne vil sige til alle dem derude (som man jo faktisk ikke ved hvem er) og finder så god en form som det nu på det givne tidspunkt kan lade sig gøre for én, uformående som man måske er ud i skriveriet – men med de to spørgsmål ovenfor klart in mente.
Så vidt ordene fra mig. Jeg glæder mig til at læse de kommentarer der evt. kommer, for jeg synes det er så vigtigt at forholde sig til etikken, og jeg synes stadig grunden er temmelig gyngende under mig personligt :-). Tak fordi du turde åbne debatten.
Beo - jeg er bange for, at når jeg har et kommunikationsbehov, som driver mig til tasterne, så skyldes det ofte, men ikke altid, netop her-og-nu tanker og begivenheder i mit liv. Dog er især mange af mine fiktive tekster skrevet nogen tid, før de publiceres på bloggen, da jeg som regel lader dem hvile lidt, inden jeg afgør, om de er egnede.
At undlade at have et privatliv... Nej, som strategi er noget sådant næppe hensigtsmæssigt. Men vi er jo nogle stykker, som hurtigt kan komme til at stå i ensituation, hvor privatlivet i hvert fald begrænser sig til udsigten fra vinduet eller læsning i lænestolen. Og det er sjældent interessant for nogen at læse om, tror jeg.
Janne - tak for dine overvejelser og din fyldige kommentar. Der er bestemt gråzoner i alt dette. Jeg kan ikke forestille mig andet, end at alle vi bloggere vælger at skrive om emner, som interesserer eller berører os på et eller andet plan. Det kan jo så sagtens være personligt, men behøver ikke nødvendigvis at være privat.
Principielt set er jeg helt enig i dine tre spørgsmål, hvortil der må svares ja til samtlige, før et indlæg kan findes egnet til udgivelse. Det er nok omtrent de samme overvejelser, jeg plejer at gøre mig. Men - som du selv er inde på i din kommentar (og jeg i mit oprindelige indlæg) - så er der tilfælde, hvor man ikke kan være ganske sikker: Især når det gælder læsernes (de personligt bekendte såvel som de ukendtes)reaktioner. Og af og til er man, som skribent og kommunikerende menneske, nødt til at tage chancer.
Tina, jeg er glad for at du tager chancer ..
Jeg blev lige lidt opslugt af at finde ud af hvad jeg selv mente, og glemte at skrive når jeg gentog dig - undskyld.
Jeg fik heller ikke skrevet at jeg som læser af din blog aldrig har følt mine grænser overskredet, eller er stødt ind i noget som jeg ikke mente kom mig ved. Jeg oplever at du er meget omhyggelig med etikken. Det har jeg så sagt nu :-).
Tak,Janne.
Og ingen undskyldninger er nødvendige her. :-)
Jeg bruger kun det private antydningsvis på min blog - og helst hvis det kan få et "lyrisk" twist. Jeg vil ikke, at mine fiktive tekster skal kunne forveksles med "virkelighed".
Jeg tror, det ville være godt, hvis du lavede en eller anden form for skelnen på din blog. F.eks. kommer dine litterære indlæg i form af kritik anmeldelser og kommentarer til litteraturen - hvilket er det jeg sætter mest pris på ved din blog - let til at drukne i det private. Måske skulle du have en litteraturblog og så en lidt mere privat dagbogsblog?
Kirsten, tak for din kritik.
Ja, med tiden kommer det nok til at se lidt broget ud, når jeg blander personlige og private overvejelser med indlæg af mere faglig karakter.
Måske jeg skal overveje en anden opdeling på bloggen.
Jeg har overvejet det, som du foreslår: At have to forskellige blogadresser - en til det private og en til det faglige. Men jeg kan jo egentlig godt lide, at læserne kan opleve helheden. Jeg må jo nok bekende mig til helhedstænkning.
Og hvis jeg nu oprettede en ny blog, så skulle jeg hen og redigere i flere hundrede indlæg her på stedet for at få orden i sagerne. Men det er naturligvis en dårlig undskyldning.
Tror, at jeg, i første omgang, vil forsøge mig med en anden form for kategorisering af mine indlæg. Og så må jeg håbe på, at læserne kigger nederst i hver post for at se, hvordan indlægget er kategoriseret.
Stensamler er inde på noget af det, der gør en blog læseværdig .. nemlig klarhed og overskuelighed. Så er emnet sådan set underordnet. Bare der er konsekvens i formen.
Jeg er et rodehoved på mine blogs, det indrømmer jeg blankt. Jeg har ofte tænkt på, om en klarere sondring af indholdet var bedre for mig, mine pårørende og måske især mine læsere...
Det bliver ved tanken indtil bryllup og barnets vanskeligheder er overstået. Men tak for tankerne..
Post a Comment