Selvfølgelig kan det kamme over, som I Notting Hill, hvor man burde have klippet straks efter pressekonferencen og Miss Scotts "indefinitely!". Det havde været en mere poetisk udgang på filmen.
Fælles for de fleste happy endings i kærlighedsdramaerne er, at manden overvinder sig selv og sin frygt for afvisning og adresserer kvinden, som selvfølgelig - før eller siden - giver ham sit ja. Der er, med andre ord, en god, gammeldags orden i rollefordelingen.
En smukt underspillet scene, jeg holder meget af, stammer fra tv-filmatiseringen af Jane Austens Pride and Prejudice. Elisabeth, som er voldsomt indtaget i den dystre og isolerede Mr. Darcy, har ved en tidligere lejlighed afvist hans frieri, blandt andet fordi han - af grunde, som Elisabeth ikke kender til - har forpurret en forbindelse mellem Elisabeths søster og den mand, søsteren elsker. Men siden forstår Elisabeth baggrunden for Mr. Darcys handling, og Mr. Darcy tilspørger Elisabeth endnu en gang.Og så er der naturligvis Pretty Woman, som er et klassisk Askepot-eventyr i en moderne ramme.
"Welcome to Hollywood - what's your dream?"
Der er tidspunkter, hvor manden må klatre helt op til toppen af tårnet og hente sin hjertenskær. Ligesom på film. Højdeskræk eller ej. Kan det trøste denne verdens prinser at vide, at det ikke nødvendigvis er lettere at sidde indespærret der oppe som den ventende prinsesse?
4 comments:
Uh, det kender jeg.
Hos os foregår det sådan at min bedre halvdel enten når at falde i søvn eller begynder at smågrine lidt overlegent af mig når jeg må kapitulere og hente køkkenrullen i køkkenet.
Til gengæld er det aldrig lykkedes mig at se en hel James Bond-film uden at falde i søvn. Selv hvis ungerne beder mig om at læse op, ender det ret hurtigt med at lyde som en båndoptager batteriet er ved at løbe ud på.
I går så vi "Lost in translation", og da var der ingen søvntendenser at spore på hverken den ene eller den anden side. Fantastisk film.
Jo flere film man ser, desto mere kritisk bliver man. Desuden tror jeg, at man i det hele taget ændrer smag med tiden.
Et langt stykke hen ad vejen forstår jeg godt min vens kritik af mange "feel-good film". En god del af dem er banale, dårligt instrueret og dårligt spillet.
Og naturligvis er mange af historierne så langt fra det sandsynlige, som de kan være.
Men der findes også "feel-good film" af god kvalitet.
Da der ofte er en vis eventyrdimension i "feel-good film" ("and the dreams that you dare to dream really do come true osv.) vil jeg tillade mig at drage en parallel til litteraturen: Romanbladet f.eks. (findes den slags overhovedet mere?)lokker også med eventyrdimensionen og happy endings, ligesom de klassiske eventyr gør det. Men der er en himmelvid forskel i kvaliteten.
James Bond... De få Bond-film, jeg har set, har ikke sagt mig ret meget. Jeg kunne dog godt finde på at give den sidste af dem en chance på baggrund af de klip, jeg har set.
Iøvrigt er min filmsmag temmelig bred. Og man kan altid lære noget af at kigge med på en andens yndlingsfilm. I modsat fald kan man godt sidde lidt fast i egne vaner.
Tina, tak for ordene. Jeg har egentlig ikke så meget forstand på film, men jeg synes det lyder rigtigt at det kan være forståeligt i nogle kritiserer visse "feel-good film" for både mangel på kvalitet og sandsynlighed eller realisme. Og at de to ting ikke nødvendigvis hænger sammen. Håber jeg har forstået dig ret? Jeg elsker "feel-good film" fordi de får mig til både at 'feel good' og føle i det hele taget.
Mht. James Bond-filmene, så brugte jeg dem egentlig bare som et billede på min egen begrænsning: Uanset deres forskellighed indeholder de åbenbart nogle fællestræk som ligger uden for min rækkevidde eller kapacitet, og det er da ærgerligt. Jeg vil også gerne kunne nyde en bred vifte af filmgenrer og forsøger også at udvide min horisont (og kapacitet). Jeg håber det lykkes, til glæde for både mig selv og dem jeg holder af at dele med :-). Der er ikke meget ved at sidde der og henholdvis sove og glædes/nyde på skift, siger jeg med et selvironisk grin. Det er her noget bliver 'lost in translation' - jeg kunne ikke lade være med at tænke at fredagens film fald lige ned i dén kurv, men det var nok lidt fjollet.
Undskyld. 'i' skulle have været 'at' og 'fald' skulle have været 'faldt'. Jeg er ikke så god til detaljer.
Post a Comment