Et uhyggeligt billede

Jeg har sagt det, som det er, til virksomhedskontakten Knud: At jeg er meget lidt begejstret ved tanken om det der løntilskudsjob, han har trukket op af hatten til mig. At jeg kun kan betragte det som et benspænd i forhold til de mål, jeg har for mit eget liv - både arbejdsmæssigt og privat.

Den deltidsansatte Alecto-medarbejder, Line, som stadig er underlagt det samme system som jeg, eftersom hun jo netop kun er deltidsansat, og derfor fortsat skal løbe til møder og sende sine fire ansøgninger om ugen, og som vel netop derfor har vist sig som den mest hjælpsomme medarbejder på stedet, sad ved siden af, da jeg sagde det - og jeg kunne mærke på de tre millimeter, hun sænkede nakken over sin pc, at hun var noget bekymret over min direkte udmelding. Hun har sikkert spekuleret i, om det nu også var klogt af mig? Det var det næppe, men det havde jeg tænkt på, før jeg åbnede munden. Naturligvis havde jeg håbet, at min ærlighed ville få Knud til at lægge sit "tilbud" ned i hatten igen og give det videre til en, som kunne være reelt interesseret i at udfylde formularer og mærke biblioteksbøger for ingen penge og ingen fremtidsudsigter i øvrigt.

Men Knud spidsede bare læberne, så på mig med et sørgmodigt blik og svarede: "Det kan jeg godt se. Jeg ville da også helst have, at vi kunne aflyse det."

Jeg ved ikke, hvad jeg skal tro? Er Knud underlagt en højere instans, der ligefrem sidder og dikterer ham, hvem han skal sende ud i løntilskudsjob, og hvem han kan lade i fred - og er han derfor virkelig ked af det på mine vegne? Eller er han bare en mand, der passer sit arbejde og som er dygtig til at belægge sine ord (det ved jeg, han må være - med en baggrund som jurist og med erfaring fra reklamebranchen)? Hvis det sidste er tilfældet, så kan hans udmelding lige så vel forstås på den måde, at også han - i lighed med ethvert tænkende væsen - ville betragte det som ideelt, hvis jeg kunne få mig et reelt job til en menneskeløn, men at han iøvrigt er bedøvende ligeglad med mig og min situation. I næste uge kommer der jo nok et nyt hold til Jobkanonen, og så bliver der andre ledige, der skal pacificeres gennem en henvisning til et løntilskudsjob, en praktikplads, eller hvad man nu kan finde på for at få folk ud af ledighedsstatistikkerne og få ro i Alectos lokaler.

Knud har jo ellers virket som en flink fyr, men jeg har nået et punkt i dette ledighedsforløb, hvor jeg ikke længere tør stole på nogen - overhovedet. Det værste er vel næsten, at det påvirker min tillid til mine medmennesker generelt og reaktiverer kroppens erindring om tidligere situationer, hvor jeg blev manipuleret med. Både krop og psyke kommer i alarmberedskab. Jeg kender det igen.

Nej, jeg er ikke så paranoid, at jeg bilder mig ind, at der sidder nogen et sted og med fuldt overlæg forsøger at nedbryde den lediges psyke. Men de paragraffer, som dette system bygger på, og den (til dels deraf betingede) disrespekt eller i bedste fald ligegyldighed, man ofte mødes med af de mennesker, der er sat til at fortolke og håndhæve paragrafferne, resulterer i psykisk mistrivsel.

Det er ikke kun mig, der oplever de ting, som jeg efterhånden har skrevet en del om i blogføljetonen her. Jeg træffer daglig andre, der har gjort samme erfaringer. Og det uanset, om de er akademikere, maskinmestre, tjenere, børnehavepædagoger eller noget helt femte. De fleste kan eller tør ikke protestere. Nogen tier, fordi de ikke kan gennemskue lovgivningen på området og vel derfor er bange for at fremstå som dumme. Jeg kan heller ikke gennemskue lovgivningen. Jeg lærer paragrafferne at kende, efterhånden som jeg støder på dem. Og efterhånden begynder der at danne sig et uhyggeligt billede af et system, hvor arbejdsgivere kan få støtte til at udnytte lediges arbejdskraft, og hvor ledighedstallene holdes kunstigt nede, alt imens de mennesker, der er havnet som ledige i dette system, måned for måned og uge for uge får nedbrudt deres selvværdsfølelse, deres redelighed og deres tro på egne drømme og målsætninger.
Der er noget rivravruskende galt indenfor området. Skyldes det inkompetence eller en skjult politisk dagsorden? Det kan jeg ikke gennemskue. Men jeg ville utroligt gerne have en dygtig journalist sat på sagen - med skjult kamera og hele balladen, tak.


Tilføjelse: Jeg har nu, her til aften, fundet en præsentation af Alecto i rollen som "anden aktør". Jeg vil stærkt opfordre enhver, der har interesseret sig for mine blogindlæg vedrørende mit ledighedsforløb - og i særdeleshed for de indlæg, som omhandler Alecto og jobsøgningskurset Jobkanonen, til at surfe lidt rundt og skimme Alectos selvpræsentation, som indledes her, samt de sider, der specifikt beskriver Alectos koncept og metode.
Flot tager det sig ud. Skærmen er ligeså taknemmelig, som papiret førhen var det. Jeg morer mig, når jeg f.eks., under overskriften "Sådan arbejder vi med gensidig respekt", læser følgende: "Hos Alecto er du en kunde, ikke et nummer. Vi giver dig kvalificeret service og vejledning og har respekt for dit faglige og personlige ståsted."