Morgenavisen

Niels Ole hedder han. Men det har de fleste vist glemt. For dem er han bare Nilo, selvom han jævnligt minder folk om, at han rent faktisk har et rigtigt navn. Han er en rund mand med bamset sexappeal, måne, blå øjne, machoskæg og tøbrudssmil. Selvom det sjældent er det, han selv ser i det spejl, som han helst efterlader tildugget, imens han står der og børster sine tænder til bruset af rindende vand. Det skal til. Det rindende vand. Ellers er der noget, der er helt forkert, og så går bevægelsen i stå. Bevægelse er en nødvendighed – om den så også kun består i bevægelsen med tandbørsten, bevægelsen frem og tilbage med håndklædet ned over ryggen eller den gode gammelkendte, som det snart er lidt for længe siden, han har mærket. Hvis Nilo nu skal sige det selv. Med håndklædet, det som også denne morgen gør det ud for frem og tilbage, slået om livet bevæger han sig gennem stuen og ind på kammeret for at finde en trøje og bukserne fra i går. Undervejs slår han lidt ud med armene for at få mere gang i kroppen. Fysiske øvelser. Det er halvhjertet. Det går nok endda.

Udenfor er morgenstunden våd. Vandet siler i en lind strøm ned over de blanke blade på den vedbendlignende tingest, der også i år sender lange krøllede spiraltråde ind over Nilos altan, hvorfra man kan skimte de røde tagsten på hospitalet overfor. Det er Kukkuk Hospitalet, som han kalder det. Så ved han, hvor han kan gå hen, hvis det bliver for meget alt sammen, som han grinende siger til dem, der gider lytte. Han kan høre suset fra trafikken på gaden, selvom havens træer tager noget af for larmen, nu hvor de står dækket af løv. I dag er der klister i den susen, fordi dækkene presser regnvandet tyndt og fladt mod den grålige asfalt.

Nilo har sat vand på til kaffe. Det foregår i en kasserolle, siden hans elkedel brændte sammen. Han kunne selvfølgelig købe en anden, men den slags koster penge, og hvorfor give dem ud på nyt isenkram, når nu kasserollen fungerer så glimrende? Han tager en rugbrødsmad med ost til sin kaffe (ingen smør, for det er ikke sundt med alt det fedt, sagde diætisten, og Nilo trænger til at tabe sig). Så bladrer han distræt gennem gratisavisen, som i aftes blev smidt ind gennem sprækken. Den stiller ham ikke tilfreds. Han skæver ud til siden gennem det lille vindue over køkkenbordet, hen over bøgerne, der står i vindueskarmen. Den, han selv har skrevet, står der også. Han har flere eksemplarer af den i en kasse under sengen. Så mange blev der nemlig heller ikke solgt. Nu forærer han dem bort til værdigt trængende. Man må jo gøre sit for at højne den almene dannelse, synes Nilo, selvom man så heller ikke får betaling for det. Utak er verdens løn. Utak. Tiktak. Toktok. Regnen trommer mod ruden på denne side af huset. Uophørligt. Men en avis må han have. Der er altså ingen vej udenom. Han må ud i det. Han tager sin sorte skindjakke på - og lærredsposen med.

Han skal tre gader hen. Regnen køler hans hoved, løber ned i hans øjne og danner mørke pletter på de lyse bukser. Han danser slalom udenom pytterne, hvor fliserne ligger i smadder. Naturligvis gør han et nummer ud af det, for at folk ikke skal synes, han tager sig ufrivilligt komisk ud. Så kommer en gammel dame imod ham med gangstativ og plasticdækken på hovedet, og han må undvige, bliver uopmærksom og træder ned i en ordentlig sø, så det kolde vand siver ind gennem hans sko, og strømpen bliver våd. Så skulle da også… Han ryster sit ben, holder balancen på det andet med begge arme strakt skråt ud fra kroppen og posen dinglende ned fra venstre hånd. Folk haster forbi med opslåede paraplyer eller sænkede hoveder og har slet ikke tid til at tage sig af ham. Det er godt det samme. Nu er han der snart. Han håber, han når at få avisen i dag. Det er ikke altid, han er tidligt nok ude. Men jo, minsandten, lykken tilsmiler ham.

Nilo sænker hovedet. Han skeler ud til siderne og bøjer sig lidt fremover, idet han nærmer sig de tre trin op til den gamle dør med jerngrebet med krummelyrer på, i hvilket den sammenfoldede avis er kilet fast. Han har efterhånden fået rutinen, behøver knap nok at standse. I hvert fald kun en brøkdel af et sekund. Så har han fat i papiret, giver folderne et let tryk og trækker avisen fri af dens fangenskab. Ned i lærredsposen og så videre, svagt fløjtende og munter igen, selvom sokken i højre sko stadig er våd. Nu skal han hjem til en ekstra kop kaffe og læse avisen, imens han hygger sig med lyden af regnens trommen mod ruden. Nu skulle dét være muligt. Der er vist nok også en præfabrikeret basse tilbage i den lille lommefryser. Imens vandet koger, og bassen bager i ovnen, kan han så tørre avisens våde sider på den lune radiator.

Nilo ved ikke, at fru Junkersen, oppe på første i huset overfor, har kigget ham ud for længe siden. Hun sidder ved sit vindue dagen lang bag de fine blondegardiner, hvorfra hun har frit udsyn til huset på den anden side af gaden.
- Som om du ikke har noget bedre at give dig til, vrisser hendes datter, når hun kommer på besøg.
- Som om det ikke er godt nok, svarer Fru Junkersen rapt.
Hun sidder som regel og ser det, når den runde herre kommer forbi og henter Andreasens avis. At det er Andreasens er der ingen tvivl om. Fru Junkersen har flere gange set ham komme ud efter den. Hun har også set det, når Andreasen kom ud og ikke fandt avisen, fordi den allerede var blevet hentet.

De første par gange, Fru Junkersen overværede tyveriet, bankede hun vredt med stokken i gulvet. Siden har hun ændret holdning. Det var efter, hun blev klar over, at Andreasen er tidligere dommer – nu pensioneret. Fru Junkersen har ikke meget til overs for dommerstanden. Når hun betænker, hvordan de hundehoveder dømte hendes stakkels bror for bedrageri. Herregud, det var jo bare økonomisk kriminalitet, og pengeinstituttet, han var ansat i, led jo ingen nød af den grund. De skulle hellere gøre noget ved de bøller, der hærger inde på Nørrebro. Ja, det er altså Fru Junkersens mening.

Når Fru Junkersen nu ser, hvor gesvindt den runde fyr dernede får lempet avisen fri af håndtaget og får stoppet den ned i sin medbragte lærredspose, klukker hun lidt for sig selv. Når hun lidt senere ser Dommer Andreasens sure, forvredne ansigt, som ulmer hvidblegt mod det tunge brillestel under det pomadiserede hår, som hun er overbevist om, han får farvet, stå i den åbne dør og stirre op og ned langs fortovet efter den forsvundne avis, dunker hun i gulvet med stokken igen. Men nu er det begejstret og af bare skadefryd.