Thursday, February 5, 2009

Forbrugerrevolution efterspørges

Der er vand i kyllingerne og kviksølv i slikket. Vi, som gerne læser varedeklarationerne (hvis vi ellers har husket at få briller og lup med ud at handle), ved allerede, at de fleste varer indeholder både sukker (det gælder f.eks. varen Makrel i Tomat - helt ærligt: Makrel i Tomat?) og "spor af nødder". Enhver idiot, inklusive undertegnede, som fortsat putter det i kaffen, ved, at sukker er usundt, og der findes flere mennesker, som er allergiske overfor nødder eller i hvert fald ikke tåler dem ret godt.

At købe ind til et sundt og nærende måltid er efterhånden blevet noget af en kunst. Frugt og grønt er præpareret med diverse sprøjtegifte og dyrket på jorder, der lider under årtiers forurening. Kød kommer, for størstedelens vedkommende, fra dyr, der dagligt lider alskens pinsler under den industri, som landbruget er udartet til, og når disse dyr først har undergået transformationen fra dyr til kølediskskød, er kødet altså nu også pumpet med alskens ækelheder, som skal få det til at se mere indbydende ud for forbrugeren.

Det værste er, at vi nu åbenbart er kommet derud, hvor rigtig mange mennesker ikke længere værdsætter den rene og naturlige smag, men foretrækker sminkede madvarer fyldt med tilsætningsstoffer, som formentlig befordrer det smagsindtryk, de kender bedst. Det er der i hvert fald noget, der tyder på, når man læser artiklen i Tænk om de pumpede kyllinger.

Hvad netop kyllinger angår, så har jeg smagt økologisk kylling, som jeg så langt foretrækker for billigudgaven, som desværre er den eneste udbudte flere af de steder, hvor jeg til daglig køber ind. Jo, jeg forstår godt, at man lader sig friste til at købe den "almindelige", når pengene er små, og guderne skal vide, at mit budget sjældent er til de absolut fineste varer - "med alle de ting, som jeg ellers render og laver", som det engang hed i en reklame. Omvendt forholder det sig sådan, i hvert fald hvad den økologiske kylling angår, at der - udover en bedre smag - er langt mere substans i den, hvilket også bevirker, at den skrumper mindre under stegning og mætter mere i maven. Her kan man altså diskutere, hvad der bliver dyrest i sidste ende, hvis det ikke er tilstrækkeligt for en at vide, at den økologiske kylling (formentlig) har haft et bedre liv end lørdagskyllingen.

Og når nu vi er ved det med maden og dens kvalitet eller mangel på samme, så lad mig straks benytte lejligheden til at bringe et par ukvemsord over det faktum, at man, til trods for det store udvalg af brød på dagligvarebutikkernes hylder, ikke kan finde ét lyst brød lavet af f.eks. speltmel eller andre ældre og sundere meltyper og uden tilsætning af gær. Næh, det kræver en tur til helsekostbutikken, hvor de så til gengæld også ved, hvad de skal tage for sådan et.

Udover de ovennævnte irritationsmomenter i dagligdagen og i dagligvarebutikkerne må jeg inderligt beklage (og beklage mig over), at slik, snacks og færdigretter samt diverse fedende og sukkerfyldte produkter efterhånden er kommet til at fylde så voldsomt meget på butikshylderne på bekostning af mere lødige varer.

Som om det ikke var galt nok, så hersker der i dag et udbredt emballagetyranni, som gør det praktisk talt umuligt for ældre og/eller motorisk hæmmede mennesker at få produktet vristet ud af diverse sammensvejsede plasticpakker, dåser osv.

Jeg vil tilbage til frisk afskåret pålæg (uden vandige og andre tilsætninger) indpakket i brunt papir, til duftende, saftspændte frugter og grøntsager, der kan købes stykvis og bæres hjem i en pose - og til en enkelt hylde med slik (uden kviksølv, tak), som købmanden vejer af til en. Og jeg vil ikke være nødsaget til at betale overpriser for det i små listige specialforretninger. Nej, jeg vil have at det skal være dagligdag i enhver dagligvarebutik.

Hvordan får man gang i en forbrugerrevolution? Hallooo, er der nogen, der hører mig? Eller foretrækker I at holde fast i pumpet kylling med knogleskørhed, kviksølvsvingummi og fiberfrit gærbrød?

9 comments:

Anonymous said...

Altså du er rigtig velkommen til at hoppe med på min meget lille personlige emballagerevolution. :-)
som i al sin enkelthed går ud på, at pakke frugt og grønt ud af emballagen i butikken - hvilket kan lede til en hel del sure miner - men helt ærligt, hvorfor skulle jeg betale for en vare jeg hverken kan føle eller lugte og desuden have besvær med at skille mig af med det unødvendige emballage? Nej vel?
Når det gælder folks smagssanser - så kørte Sverige 4 i efteråret en rigtig god serie - hvor de havde inviteret tre (tror jeg det var) kokke til at komme og lave rigtig mad på nogle svenske skoler og samtidig forsøge at ændre madkulturen (både i skolen og i hjemmene) programmet affødte en hel del debat omkring mange aspekter - men heriblandt netop også at en del var blevet så vant til div tilsætningsstoffer at de ligefrem foretrak den kunstige mad! (som der for øvrigt var skræmmende meget af i skolen)
Og så er det, at jeg bliver SÅ glad, hver gang mine egne unger konstaterer at mors mad er meget bedre end skolens. :-)

Anonymous said...

Eksisterer den økologiske bager bag ved Magasin ikke mere? Han havde ellers et lækkert udvalg, især var der et par tyske specialiteter, jeg gerne forsynede mig med, når jeg var i byen. Men det er lang tid siden sidst jeg har været der.
Men hold dig til økologien: næringsstoftætheden gør, at du bliver hurtigere mæt, og derfor sparer du alligevel i den sidste ende. Jeg har undervist i hjemkundskab i 30 år, og drevet øko-landbrug ved siden af, og der er altså ikke noget alternativ. Lige så snart du tilsætter sukker og andre smagsforstærkere, lokker du kroppen til at indtage mere, end du har brug for.
Men ingen revolution, det giver bare kontra, ok?
@;-D ( Min indiske turban-smiley)

Tina Charlotte Møller said...

Harning, jeg gad nok se butiksindehaveres og ekspedienternes syrlige ansigtsudtryk, når du pakker varerne ud i butikken. Ved ikke, om jeg selv kan tage mig sammen til at gøre tilsvarende, men forslaget er taget op til overvejelse. ;-)

Tina Charlotte Møller said...

Aage, den økologiske bager ved Magasin er forbigået min opmærksomhed. Jeg vil prøve at se mig om, når jeg kommer derind igen.

Så sukker fremmer appetitten? Joh, nu du siger det, så kan jeg godt følge tanken.
Er det mon grunden til at de særeste varer er fyldt med det? Jeg havde ladet mig bilde ind, at det skyldtes, at man brugte sukker som et konserveringsmiddel...
Men måske handler det også om, at få forbrugerne til at købe mere, når først de har fået appetit på en given vare. Eller er jeg for langt ude her?

Anonymous said...

Det er både-og. Du kan sukkersalte bl.a. gravet laks, og dermed nedsætte vandoverfladeaktiviteten (det hedder det altså), og derved nedsætte bakteriers mulighed for formering. Men når svigermor kom et drys sukker på spinaten, eller mormor kom et drys salt i kaffen (!), så var det som smagsforstærkere.
Sukkersodavand sætter gang i insulinproduktionen. Når den så ikke har noget at arbejde med, falder dit blodsukkerspejl - du bliver sulten. Og spiralen kører.
Mononatriumglutaminat, det tredje krydderi, gør det næsten på samme måde.
Tjek indholdsdeklarationen med positivliste, især gruppen for smagsforstærkere.
Til sidst: hvorfor sælger cola så godt med chips, saltstænger og peanuts?

Anonymous said...

Jeg har ikke været hos bager Wendorff i Gravene 9, men jeg kender ham fra Fåborg. Han har et dejligt udvalg, og der er virkeligt smag i hans brød. Jeg mindes nu ikke, at det skulle være økologisk, men hvis man spørger tilstrækkeligt mange gange.....
Ellers har jeg ladet mig fortælle, at Brugsen vil til det igen. De bagte jo alt brøddet økologisk for år tilbage.

Tina Charlotte Møller said...

Tak for oplysningerne, Aage.
Jeg vil se nærmere på Wendorffs varesortiment.
Siden jeg skrev dette indlæg har jeg iøvrigt bemærket, at i hvert fald Kvickly er begyndt at sælge økologisk brød.
Jeg begriber så fortsat ikke, hvorfor det skal koste mere end "almindeligt" brød. Og her tænker jeg altså også i en større sammenhæng: Der er da noget sygt ved et samfund, hvor det åbenbart er en mere rentabel forretning at producere varer fyldt med tilsætningsstoffer, spor af sprøjtegifte etc. etc. end den "rene" vare.

Anonymous said...

Ja tak.. og hørt¨!.. mere selv- og veltillavet og mindre præ-fabrikata...

Anonymous said...

Her på øen skal vi nu have renset drikkevandet pga rester af sprøjtemidler. "Fordi jorbundsforholdene er så specielle........" Og jeg, som troede, at sprøjterester kom, fordi man sprøjtede.
Men det bliver ikke betalt af forureneren. Det bliver os, der skal drikke vandet.
Det er først, når forureneren skal betale de ekstra udgifter, at de vil opdage, at u-økologisk brød faktisk er dyrere.